At mærke jord

“Nat. Natten er et mælkebøttemiddel, når du har brændt dig på brændenælden.” Der læses op af Peter Waterhouses skønlitterære værk ‘Blomster’, mens et hold workshopdeltagere omhyggeligt luger grøntsagsrækkerne en lørdag i maj. Her på gården Brinkholm, hvor de sprøde spinatblade og tidlige gulerodsskud strækker sig mod himlen, er det svært at forstå, at størstedelen af verdens landbrugsjord ifølge FN vil være udpint om bare 25 år.

‘Lugning og højtlæsning’ ved forfatter Andrea Fjordside Pontoppidan er et indslag i et omfattende eksperiment af folkene bag forskningsprojektet ‘Jordforbindelser’, der over tre år skal undersøge og styrke menneskers forbindelse til jord i en tid, hvor landbruget er i alvorlig krise. Bag projektet står foreningen Andelsgaarde og Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, og sammen skal antropologer, landmænd og kunstnere eksperimentere med nye måder at sanse jordens usynlige og udrydningstruede mikroliv.

‘Jordforbindelser’ er en del af VELUX Fondens HUM-praxis-program, som bringer humanismen ind i bæredygtig samfundsforandring ved at parre universiteter med aktører fra virkelighedens verden. Samarbejdet med foreningen Andelsgaarde er med til at skabe levedygtige resultater og metoder, mener forskningsleder og antropolog Astrid Oberborbeck Andersen, fordi de hele tiden udvikles og afprøves med foreningens netværk, som tæller både landmænd, medlemmer og en bredere omgangskreds – alle dem, som dagligt mærker konsekvenserne af den faldende jordkvalitet.

Jordkrise og regeneration

Det konventionelle landbrug kan fortsætte med gødning, monokultur og intensiv dyrkning indtil år 2050, men så er der ifølge FN’s fødevare- og landbrugsorganisation stort set ingen jord tilbage at dyrke fødevarer i. Som alternativ peger FN på regenerativt landbrug, hvor jorden både dyrkes og genopbygges samtidig, blandt andet ved at holde jordens mikroorganismer i live.

Gården Brinkholm syd for Køge er én af de regenerative danske gårde, hvor antropologer og kunstnere som del af forskningsprojektet skal studere forbindelserne mellem mennesker og jord. Mens det konventionelle landbrug bygger på en gammel tradition for at optimere input og output med videnskab og teknologi, er der ikke på samme måde forskning og statistikker til at understøtte regenerative praksisser som kompost-te, gylle-fermentering og minimal mekanisk bearbejdning af jorden.

Netop derfor foregår feltarbejdet i det regenerative miljø. Landmændenes samarbejde med jorden bygger på mere og andet end videnskab, og det er interessant for antropologerne, der gerne vil skabe jordforbindelser mellem mennesker og livet i jorden.

Det usynlige liv

”Det er magisk, hvad der kommer ud af røven på en orm,” siger jordbrugskonsulent Hanne Gundersen på en anden workshop, mens hun demonstrerer forskellen på død og levende jord. Udstyret med syltetøjsglas, si og vand inviteres deltagerne til selv at se og mærke, om deres indsamlede jordklump holdes sammen af svampe, sukkerstoffer og mikrober, eller om den udvaskes med det samme som en rapsmark under et skybrud.

Gundersen beskriver sin fortid i det konventionelle landbrug som en daglig kamp mod naturen. Kampen, kæmpet med pesticider imod svampe, insekter og bakterier, har vist sig at være en kortsigtet løsning, hvorfor Gundersen og stadigt flere landmænd kigger til de regenerative metoder. Flere hundrede gårde i Danmark er overvejende regenerative, og store aktører som Carlsberg og ARLA har for nyligt meldt ud, at de vil implementere regenerative metoder i større eller mindre grad. Men der findes stadig ikke veldefinerede kriterier for, hvornår et landbrug kan  kvalificeres som regenerativt.

En sund jord er en levende jord: Et mylder af livsformer, der alle understøtter og har gavn af kulstofkredsløbet, som blandt andet giver mad til mennesker. Bakterierne laver mad til planterne. Svampene hjælper planterne med at optage næringen. Og de mikroskopiske orme spiser de insekter, der ellers ville spise planterne. Derfor går de regenerative principper ud på at hjælpe livet i jorden, for eksempel ved at fodre mikroorganismerne i stedet for at sprøjte dem ihjel.

Men det handler ikke kun om den praktiske omgang med jord. Det er hele den regenerative indstilling til jord, antropologerne lader sig inspirere af. Den gængse forestilling om jord som et dødt, passivt vækstmedie skal erstattes af forestillingen om noget levende, et økosystem, som vi skal understøtte, og som understøtter os. Og omsorgen for jorden vækkes til live gennem sanserne, er antropologernes tese.

Mere end mennesker

Antropologien vil sædvanligvis koncentrere sig om landmanden, dennes følelser, adfærd og kultur. Men feltarbejdet omkring de regenerative praksisser er del af et nyere akademisk felt, der gør op med socialvidenskabernes placering af mennesker i centrum: Det er interessant at studere, hvad landmanden gør ved jorden, men det er lige så interessant, hvad nematoder og svampehyfer i jorden gør ved landmanden.

Når den regenerative landmand fodrer sin mark med mælkesyrebakterier og mærker, om det har ændret jordklumperne på afgrødernes rodnet, kan det ses som et samarbejde mellem mennesket og alt det omkring. Og det er især gennem den sansende krop, at forbindelsen til den tilsyneladende tavse mark kan opstå. Ved at røre, dufte, smage og endda lytte til livet i jorden, kultiveres en forbindelse, der rækker ud over sproget.

Jord i hovedet og under neglene

Man får både jord i hovedet og under neglene senere i dagens eksperiment. Her introducerer kunstner Amalie Risom Nyrup ‘Stedet på græsmarken’, et værk der undersøger samdyrkning af kornsorter, og instruerer deltagerne i at flette markens lange græs som franske fletninger på en hovedbund af jord. Sammenlignet med lugning og højtlæsning er aktiviteten bemærkelsesværdig unyttig set fra et traditionelt landbrugsperspektiv.

Nyrup er én af flere kunstnere, der i løbet af et researchophold på en af gårdene, arbejder kunstnerisk med aspekter af regenerativt jordbrug. Møderne med jordlivet, som studeres i ‘Jordforbindelser’, faciliteres nemlig af mange forskellige fagligheder og praksisser, som alle udvider og nogle gange også udfordrer den industrialiserede landbrugskulturs videnskabelige hegemoni.

“Vi er nødt til at inddrage mange former for viden. Det er ikke kun standardiserede målemetoder, som er interessante, men også sanserne og forestillingsevnen,” siger Andersen. “Der er ikke kun én rigtig måde at erkende jord, men mange”.

Mellem teori og praksis

Dagen afsluttes med et måltid tilberedt af græskar, hvede, porrer og en masse andet mad hevet op af jorden på Brinkholm, mens forskerne noterer, hvad deltagerne gør, hvad de taler om, hvordan de sætter sig på jorden.

Når Brinkholm omdannes til et open air-laboratorium denne forårsdag, er det både jord og forskningsmetoder, der eksperimenteres med. “Det er en utrolig innovativ form, som ingen af os har prøvet før – vi laver forskning, formidling og udvikler metoder samtidig,” siger Andersen.

Jorden er fundamentet for vores fødevareproduktion, hjem for halvdelen af klodens biodiversitet, og 33 procent af klodens jord er allerede udpint. Kommunikation om klima- og biodiversitetskrisen er ofte skræmmende tal og fakta. Måske kan den nye viden om jordforbindelser gøde andre fortællinger om et mere omsorgsfuldt liv på og med jorden. /Rosa Nan Leunbach

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet.

Artiklen er skrevet fra et gårdarrangement hos Andelsgaarde den 10. maj. Rosa Leunbach er ansat ved Teknologihistorie DTU.

Jordforbindelser annoncerer ultimo november et open call om et residency, der bl.a. består af et tre ugers researchophold på andelsgården Lerbjerggård i Nordsjælland. Her inviteres kunstnere til at deltage i tværfaglig udveksling og samarbejde om udvikling af viden, praksisser og metoder samt borgerinddragende formater.