Alle vil have en striks far

Det er snart et år siden, at Lea Korsgaard fra Zetland erklærede “woke” for død. Tilbage i februar forklarede Korsgaard, at woke er færdig som strømning, eller som definerende modkultur. For Korsgaard betød det et farvel til en masse ting, hun i hvert fald ikke ville savne. Det var fx gravid-mand-emojien og den ifølge hende “hysteriske” udskamning af J.K. Rowling. Til gengæld var MeToo og opgøret med sexisme på arbejdspladsen noget godt, der var kommet ud af woke, mente hun.

Efterfølgende blev Korsgaard kritiseret for, at hun kun udtrykker sympati med ændringer, der er kommet ud af woke-strømningen, hvis de har noget med hende at gøre. At Lea Korsgaard ikke længere oplever hyggesexisme på sin arbejdsplads er godt, men det er omvendt træls, at andre også kræver at blive behandlet ordentligt, fordi det er besværligt for hende.

Nu skal det her ikke blive en tirade om Lea Korsgaard, men jeg blev for nylig mindet om hendes snæversynethed, da jeg i Weekendavisen kunne læse et oversat sammenkog af et essay, skrevet af den konservative amerikanske debattør Helen Andres under overskriften “Den store feminisering”. Den store feminisering er kort sagt, hvad der er galt med verden. Det er den store sammensværgelse, der står bag woke.

Timingen passer

“[T]imingen passer. Woke dukkede op, nogenlunde samtidig med at mange vigtige institutioner demografisk nåede vendepunktet fra mandligt til kvindeligt flertal,” skriver Andrews. “Substansen passer også. Alt det, man opfatter som woke, drejer sig om at prioritere det feminine højere end det maskuline, empati højere end rationalitet, sikkerhed højere end risiko, sammenhæng højere end konkurrence,” fortsætter hun.

“Ingen civilisation har nogensinde i menneskehedens historie eksperimenteret med at lade kvinder kontrollere så mange vitale institutioner i vores samfund, fra politiske partier til universiteter til de største virksomheder.”

Den store feminisering er kort sagt, hvad der er i vejen med det moderne samfund. Ifølge Andrews begunstiger kvindelig gruppedynamik “konsensus og samarbejde”, hvilket gør, at diskussioner bliver ufrugtbare og mest kommer til at handle om, at de overhovedet fandt sted. Desuden er kvinder ikke logisk tænkende på den samme måde, som mænd er. Mænd bringer konflikter frem i lyset, mens kvinder undergraver og udstøder deres fjender. Som hun skriver:

“Kvinder kan sagsøge deres chefer for at drive en arbejdsplads, der opleves som en fordomsfuld studenterklub, men mænd kan ikke på samme måde lægge sag an, fordi deres arbejdsplads opleves som en børnehave.”

Det kan være svært ikke at falde for Andrews umiddelbare rage-bait. Men til trods for de tydelige fejlagtige antagelser i hendes forklaringsmodel, så taler den alligevel ind i tidens politiske anskuelse.

Ingen vil være “mor”

Ifølge den amerikanske lingvist George Lakoff lever vi efter metaforer. De findes ikke bare i sproget, men også i tanke og i handlinger. Det er hele vores forståelsessystem. Alt sprog består af døde metaforer. Og metaforerne er så integrerede, at vi ikke tænker over dem længere. Tid er penge, livet er en “rejse”, vores hjerter bliver “knust”.

Metaforer former altså vores måde at være i verden på og påvirker vores handlinger, skriver Lakoff. Ligesom de påvirker vores diskussioner: Den underliggende metafor er her “krig”, en krig som man kan vinde eller tabe. Vi angriber hinandens argumenter og anser hinanden for modstandere. Prøv at forestille dig en verden, hvor diskussioner ikke var baseret på krigsmetaforik, skriver Lakoff. Hvad nu, hvis det i stedet var en dans?

Metaforikken siver også ind i måden, vi tænker politik på. I teksten “Metaphor, Morality, and Politics, Or, Why Conservatives Have Left Liberals In the Dust” fra 1995 forsøger Lakoff fx at forklare politisk splid ved at introducere de to politiske metaforer “Strict Father Morality” og “Nurturant Parent” – som Lakoff selv pointerer også kan oversættes til “Mother”. Et af de største problemer ved den politiske kløft er nemlig, at venstrefløjen grundlæggende ikke forstår højrefløjens underliggende politiske metafor, skriver Lakoff. Det er årsagen til, at politiske samtaler på tværs af fløjene ofte ender temmelig uproduktive.

Den strikse fars primære rolle er at administrere afstraffelse. I sin video “Daddy Politics” af YouTube-filosoffen Natalie Wynn, bedre kendt som ContraPoints, udlægger hun Lakoffs pointe sideløbende med klip fra diverse republikanske politikere. Eksempelvis Tucker Carlson, der i 2024 sammenlignede Donald Trump med en vred far, som kommer hjem:

“Far kommer hjem. Han er sur. Far er sur. Og når far kommer hjem, ved du så, hvad han siger? ’Du har været en slem pige. Du har været en slem lille pige, og du skal få en voldsom omgang smæk lige nu’.”

Den bemærkning kan så lægges oveni NATO’s generalsekretær Mark Rutte, der så sent som i sommer kaldte Trump for “Daddy”.

Udover at det er drønulækkert, så taler det direkte ind i Lakoffs pointe fra 1995. Konservatisme bygger på en grundlæggende familiemetafor. “Far” insisterer på moralsk autoritet, han vil have lydighed. “Fars” rolle er at fortælle sine børn, hvad der er rigtigt og forkert, og at straffe dem, hvis de gør det forkerte. Børnene skal være selvdisciplinerede og uafhængige, og så skal de gennem selvfornægtelse holde “ondskaben” for døren.

I kontrast kan man groft sige, at venstrefløjen er “mor” i denne familiekonstellation. Og fordi mor er en kvinde, så lider “mor” uanset køn af misogyni. Den “nurturant parent”, som Lakoff fint kalder det, går ind for moralitet som omsorg – ikke lov, orden og disciplinering. Det er en etik baseret på medfølelse, altså at vi værner om hinanden og sørger for at alle har noget at spise. Det er denne metaforik, der leder til programmer imod social ulighed og så videre. Fra et venstreorienteret perspektiv synes “den strikse far” autoritær, men fra et højreorienteret synspunkt virker “mor” omvendt naiv.

Idéen om, at woke er død, handler altså om langt mere end, at vi har bevæget os væk fra en tid, hvor mænd gik i “I am a feminist”-t-shirts på gaden, og kvinder stolte identificerede sig som “girlbosses”. Vi står nemlig nu et underligt sted, hvor bare det at være kvinde på arbejdsmarkedet er blevet ensbetydende med, at man fordrer en uholdbar arbejdsdynamik. For vi har (åbenbart) ventet på, at far kommer hjem, så vi kan få smæk, mens ingen – som i absolut ingen – vil være “mor”. /Astrid Plum