Adriano Machado/Reuters/Ritzau Scanpix
Har vi egentlig talt nok om, at verdens lande i weekenden forseglede menneskehedens skæbne og meget proforma underskrev vores kollektive dødsdom? Jo jo, der har da selvfølgelig også været andre vigtige ting at forholde sig til, såsom kommunalvalgets utallige rævekager og hele måden, hvorpå Ukraine nu bliver smidt under bussen i de igangværende trumpistiske fredsforhandlinger med Rusland. Men alligevel… har vi allerede fået fordøjet, at COP30-klimatopmødet i Brasilien sluttede med en defaitistisk og flagellantisk dødsmarch mod afgrunden, under hvilken vi end ikke kan blive enige om at nævne vores fælles bøddel, nemlig fossilindustrien?
Okay, nu skal vi selvfølgelig heller ikke male Fanden på væggen, selvom han står lige der med en gasbrænder og opvarmer kloden til stadig mere umenneskelige temperaturer. Vi skal huske håbet og alt det klimajazz; indse, at hvert et decimal på termometret fortsat tæller. Så lad os da tage et mere afdæmpet kig på COP30’s resultater i Beléms bureaukratiske jungle, hvor ingen – og da slet ikke Danmarks klimaminister Lars Aagaard (M) – angiveligt får lov til at sove, før en af historiens potentielt vigtigste beslutninger om at afbøde klimakatastrofen skal træffes (for den slags gøres selvfølgelig bedst med massivt søvnunderskud). Hvad kom man, sort på hvidt, frem til?
– Et fokusskifte, så de penge, de fattige lande hidtil har fået i klimafinansiering til grønne energiprojekter, i højere grad også skal bruges på klimatilpasning – altså sikkerhedsforanstaltninger mod øgede klimakrisekonsekvenser som fx tørke og oversvømmelser.
– At de rige lande dog stadig ikke skal komme med konkrete garantier for, at de faktisk vil levere den lovede finansiering.
– Ikke at stramme målet om at stoppe afskovning yderligere, selvom klimatopmødet symbolsk fandt sted midt i Amazonas-regnskoven – omend Brasilien fik en trøstepræmie i form af en ny fond kaldet Tropical Forest Forever Facility.
– Åbenbart helt at ignorere de nyeste FN-rapporter om vores kurs mod en opvarmning på over 2,5 grader.
– At lave en ikke-forpligtende sideaftale om måske engang på et fremtidigt møde at lave et slags roadmap over, hvordan vi kan lave en roadmap over, hvordan vi – altså dem, som har lyst til at være med – måske kan gøre bare lidt ved problemet.
– Ikke at nævne olie, gas eller kul med ét eneste ord.
FUUUUUUUUCK.
Glem det, vi kaster det afdæmpede til side, og råber i stedet op om Colombias meget gode pointe om, at der vitterligt ikke kan gøres noget ved klimakrisen, hvis fossile brændsler – som udgør knap 75 pct. af de globale CO2-udledninger – end ikke er noget, som tackles direkte i aftaleteksten. Hvornår dælen blev de delegerede enige om at te sig som en slags betuttede troldmænd, der korser sig bare ved tanken om at skulle sige “Voldemort” – eller i det her tilfælde “olie”?
For nej, krisen kan ikke trylles væk med diskursive manøvrer, den er lige nu, lige her, og temmelig altoverskyggende. Nødtvunget ser vi mod filosof Donna Haraway, som i bogen At blive i besværet argumenterer for netop det: at vi må blive i besværet; håndtere de kort, vi nu engang sidder med på hånden – også selvom vi har lyst til at folde håbet sammen. Eller som Haraway skriver:
“Sommetider ved forskere og andre, der tænker, læser studerer, gør oprør og kerer sig, for meget, og det bliver for tungt. Eller i det mindste tror vi, at vi ved nok til at drage den konklusion, at et liv på Jorden, som på nogen meningsfuld måde omfatter mennesker, er forbi, og at apokalypsen virkelig er tæt på […] Der er et hårfint skel mellem anerkendelse af problemets udstrækning og alvor og så underkastelse under en abstrakt futurisme og dennes effekter, såsom ophøjet fortvivlelse og ophøjet ligegyldighed som politik.”
Nødtørftigt varmer vi os ikke ved ligegyldighedens oliefyr, men snarere ved tanken om, at flere end 80 lande – ansporet af ovennævnte Colombia – trods alt blev enige om ville lave et “roadmap væk fra fossile brændsler”. Også selvom det ikke kom med i slutteksten. Ligesom vi varmer os ved udtalelserne fra Cindy Baxter, kommunikationsansvarlig i tænketanken Climate Analytics, som til Information understreger, at det sådan set ikke er selve COP30-forhandlingerne, vi bør være sure på (selvom vi også er det), men snarere de mandater, landene kommer med.
“Det er så kedeligt, når folk peger fingre ad COP’en, når det er deres egne premierministre, de burde pege på”, siger (betalingsmur) Baxter til modstandsavisen. Ligesom hun ganske præcist peger fingre af den største synder, nemlig fossilindustrien og dennes lobbyister, som COP efter COP sikrer, at landene alligevel trækker i land:
“Jeg så forleden en, der sagde, at hvis COP’erne ikke var så vigtige, hvorfor har fossilindustrien så rettet så megen opmærksomhed på dem? Og det er rigtigt set, for fossilindustrien har fulgt med på klimatopmøderne helt fra begyndelsen. Folk spørger mig nogle gange, hvordan stopper vi klimaforandringer, og mit svar er altid: adskil stat og olie. For hvis vi ikke havde alle de lobbyister hernede, ville der ske masser af handling.”
Omkring her havde vi så egentlig planlagt at tage en føljetonsk afstikker til byen Slangerup på Nordsjælland, hvor sognepræster er begyndt at tage på uanmeldte barselsbesøg for at tackle den – for dem – store problemstilling, at færre og færre får deres børn døbt. Men tiden flyver når man skriver om dommedag, så vi vil spare dig for alle mellemregningerne om adskillelsen af kirke, stat og olie, om alle de bemærkelsesværdige præstecitater og det generelt forrykte i projektet, for i stedet at springe direkte til den politiske debat.
Her vil vi nemlig gerne fremhæve Liberal Alliances kirkeordfører Carl Andersen, som til Altinget har sagt (betalingsmur), at de faldende dåbstal simpelthen er udtryk for, at folkekirken har haft en “for doven tilgang” til erhvervelsen af nye medlemmer. Præsterne har ikke været proaktive nok, de har været for kontemplative og indadvendte og taget det med tro som en (privat) sag mellem hiin enkelte og Gud alt for meget til sig, hvorfor folkekirken nu risikerer at “kvæle sig selv i lutherskhed”.
Hvad angår klimakatastrofen kommer der næppe nogen guddommelig intervention. Svaret er hverken højere magter eller Power-to-X, men godt gammeldags benarbejde. Fossilindustrien skal stilles til ansvar; det samme skal de politiske medløbere. Og altså, hvis præsterne alligevel skal rundt og stemme dørklokker, kan vi vel lige så godt bede dem om at gentænke deres missionsformål, og i stedet prædike omgående klimahandling? Noget må i hvert fald gentænkes, hvis ikke vi skal kvæle os selv i lutherskhed, mens atmosfæren bliver stadig tættere af drivhusgasser. Så drop da dåben, stop med at gyde olie på vandene, og korsfæst i stedet klimasynderne. Gør bare et eller andet, før næste multilaterale roadmap siger, at det er for sent. /David Dragsted