Hotness über alles

Tidligere på måneden fik Rockwell-familien nok.

“Hvis Norman Rockwell var i live i dag, ville han være knust over at se den måde […] hans værker er blevet brugt til at fremme forfølgelsen af indvandrermiljøer og farvede mennesker,” skrev malerens ældste søn, børnebørn og oldebørn i et samlet brev henvendt til det amerikanske Department of Homeland Security.

I en kampagne på de sociale medier har det amerikanske ministerium for indenrigssikkerhed brugt et udvalg af Rockwells værker til at fremme deres patriotiske foretagende – at deportere ulovlige immigranter. Det til trods for, at langt størstedelen af de mennesker, der udsættes for de voldsomme anholdelser, ikke har gjort noget ulovligt.

Men det amerikanske Volk skal have en kulturel retfærdighedsfølelse. Og her – blandt KI-genererede billeder af falske filmplakater med indenrigssikkerhedsminister og “ICE-Barbie” Kristi Noem i hovedrollen, og memes om deportering baseret på filmen Mean Girls – dukker flere af Rockwells billeder op.

Over et maleri af frihedsgudinden fra 1946 har man påklistret skriften “PROTECT your homeland DEFEND your culture”, mens andre billeder, såsom “A Scout is Loyal” fra 1942, deles med et citat fra maleren selv: “Det var dagene, hvor USA troede på sig selv. Jeg var glad og stolt af at male det.”

Rockwells malerier har altid været udpræget “americana”. Diversitet er dog ikke noget, som fylder synderligt i Rockwells over 4.000 værker, hvilket hans arvinger også bemærker i deres kritik af den nuværende administrations brug af dem. De skriver, at fra 1913-1963 optræder der nærmest ingen personer med anden hudfarve end hvid, men at det langt fra er ensbetydende med, at Rockwell var racist.

Sideløbende med DHS har en anden gren af den amerikanske regering også tyet til propagandaen. I stedet for at bruge virkelighedens Rockwell-malerier, har det amerikanske arbejdsministerium – Department of Labor – i stedet bare brugt kunstig intelligens til at lave plakater med blåøjede blonde mænd med knivskarpe kæber og store muskler iklædt blå skjorter, nogle med sikkerhedshjelme. De er placeret foran byggepladser, med påskriften “Make America skilled again!” og “Build your homelands future”. Billederne, sådan som Bulwark-journalist Hannah Yoest tørt pointerer, har gjort sig bemærkede, fordi ligheden med nazismens heroiske realisme er til at tage og føle på.

Man kunne argumentere, at de KI-generede billeder er referencer, eller måske endda hyldester, til netop Rockwell og den kunst, som kom ud af Roosevelts New Deal i 1930’erne, skriver Yoest. Men det ville også være at overse og ignorere “plakaternes” direkte referencer til sprogbruget ved rekrutteringstiltag under Anden Verdenskrig. Samt det blatant åbenlyse i, at mændenes hår og udseende er som taget ud af en reklame for Hitler Jugend.

Kropspositivisme på nye dåser

“Venstreorienterede bevægelser tenderer til at være unisex og aseksuelle i deres udtryk. Højreorienterede bevægelser, uanset hvilke puritanske og repressive virkeligheder, de prøver at fremme, har en erotisk overflade,” skrev Susan Sontag i essayet “Fascinating Fascism” fra 1975. I essayet tager Sontag afsæt i udgivelsen og modtagelsen af den tyske skuespiller og filminstruktør Leni Riefenstahls fotobog The Last of the Nuba fra året forinden. Bogen bestod af billeder af medlemmer af Nuba-folket i Sudan, som Riefenstahl havde fulgt i flere år. Men selvom folket er sorte – og ikke ariske – skriver Sontag, så er Riefenstahls æstetik grundlæggende fascistisk.

Riefenstahl, der var tæt med både Hitler og Goebbels, filmede flere dokumentarer for Det Tredje Rige, bl.a. De Olympiske Lege i 1938 og Viljens Triumf fra 1935. Efter krigen fortsatte hun med at blive hyldet, til trods for sine tætte forhold til partitoppen. Hun var nemlig aldrig en del af partiet. Og så undlod hun sidenhen at nævne dokumentarfilmene, som var produceret under Der Führer. Hvis de alligevel blev nævnt, fortalte hun blot, at hun var blevet tvunget af Goebbels til at lave dem. Hvilket var løgn. Sontag skriver videre:

“Fascistisk kunst fremstiller en utopisk æstetik – en af fysisk perfektion. Malere og skulptører under nazismen portrætterede ofte nøgenhed, men de var blevet forbudt at vise nogen kropslige uperfektheder. Deres nøgenbilleder ligner billeder fra bodybuilder-magasiner, “physique magazines”, pinups, der er både skinhelligt aseksuelle og (i en teknisk forstand) pornografiske, for de rummer fantasiens perfektion.”

Den fascistiske æstetik bygger altså på en forherligelse og en semi-pornografisk skildring af perfekte (ariske) kroppe. Det er store muskler, og det, som Sontag kategoriserer som “ideel eroticisme”: “seksualitet konverteret til lederens magnetisme og følgernes glæde. Det fascistiske ideal er at transformere seksuel energi til en ‘spirituel’ kraft for samfundets gode.”

Det kropslige og halvpornografiske er også det, der toner frem, når man ser på, hvad der kommer ud fra den nuværende amerikanske regering – eller, som vi var inde på i går med historikeren Dagmar Herzog – det, som kommer ud fra det tyske højrefløjsparti AfD’s brug af KI. Det er eugenik forklædt som underholdende porno. Herzog kalder det selv “sexy eugenics”.

Når vi taler om kropspolitik, er det også svært ikke at høre kanariefugle overalt. Der er den absurde og kvidrende diskurs om – ifølge nogle lidt for kronisk-online typer fra højrefløjen – at skuespilleren Sydney Sweeney skulle have “ødelagt” woke ved at være blond, have store bryster og stemme republikansk. Der er krigsminister Pete Hegseth, som kalder hæren for tyk. Der er præsident Donald Trump, som midt i den længste ‘government shutdown’ nogensinde – en nedlukning, som medførte, at hver ottende amerikaner ikke havde nok mad at spise – annoncerede, at regeringen i samarbejde med farmaceutfirmaerne Eli Lilly og Novo Nordisk nu kunne tilbyde vægttabsmedicin til billigere penge, så den “almindelige amerikaner” havde råd til det.

Skal man prøve at komme en postmoderne fascistisk æstetik nærmere, må den siges at være genereret af kunstig intelligens. Det er farcer på farcer, der videreproducerer seksuelt insinuerende materiale og sukker nostalgisk efter Übermenschens tid. Det er propaganda, forklædt som jokes, som fremmer én slags menneskes overherredømme. Her er de storbarmede – men tynde – hvide kvinder gud. De bøffede blonde mænd er “daddy”.

I 1975, hvor Sontag skrev, var den fascistiske æstetik genopstået, forklædt som Pop Art. Ja, historien er vel cirkulær. Som Sontag skrev dengang:

“Kunst, der inddrager temaer fra fascistisk æstetik, er populært nu, og for de fleste mennesker er det sandsynligvis ikke mere end en variation af camp. Fascisme er måske blot moderigtigt, og måske vil mode med sin uundgåelige promiskuitet i smag redde os. Men selve smagsdommerne virker mindre uskyldige i dag, fordi de etiske og kulturelle spørgsmål, de rejser, er blevet alvorlige, endda farlige, på en måde, de ikke var dengang.”

“Den hårde sandhed er, at det, der kan være acceptabelt i elitekultur, måske ikke er acceptabelt i massekultur; at smag, der kun rejser uskadelige etiske spørgsmål om et mindretals ejendom, bliver korrumperende, når den bliver mere etableret. Smag er kontekst, og konteksten har ændret sig.”

/Astrid Plum