Dominobrikker

I går fik Østrig en ny præsident. Han er ikke en højreorienteret, indvandrerfjendsk populist ved navn Norbert Hofer, og det er vi skam ikke kede af her på Føljeton, selv om vi har brugt en hel del spalteplads på at undersøge, hvad Hofer er for en. Han blev fejet af banen af sin modstander, den uafhængige kandidat Alexander Van der Bellen (53,3 procent af stemmerne mod Hofers 47,7 procent). Fordelingen af stemmer er ret interessant, for der var tale om regulært omvalg. Østrigerne stemte allerede om præsidentposten i maj, men valget blev kendt ugyldigt. Dengang slog Van der Bellen kun Hofer med godt 31.000 stemmer. Så man fristes til at tro – eller man håber – at en stor gruppe østrigske svingvælgere i mellemtiden har taget amerikanernes valg af Donald Trump til efterretning og sagt til sig selv, at ”fandme nej! – Østrig skal ikke være den næste brik i Vestens store højrepopulistiske dominospil”, som kan vælte rundt omkring i Europa i det næste års tid, hvor der også er valg i Holland, Frankrig og Tyskland.

På en måde kunne man godt ønske sig, at alle højreekstremisterne blev valgt på én gang. Så var det overstået; de ville forhåbentlig blamere sig, og befolkningerne i de respektive lande ville indse deres fejltagelse og lade være med at sætte angstens kryds, næste gang de gik til stemmeurnerne. Men det er nok naivt.

Hvis østrigerne havde valgt Norbert Hofer, ville han have været det første højreekstreme statsoverhoved i Europa siden krigen. Det er ikke så rart at tænke på. Derfor vender vi den om og siger til os selv, at valget af den 72-årige progressive økonomuddannede Alexander Van der Bellen måske kan give et lillebitte pusterum.

Hvis vi drejer hovedet mod sydvest, fortsætter sæbeoperaen om Europa imidlertid. I går stemte Italien nemlig nej til en forfatningsændring, et overraskende eftertrykkeligt nej med næsten 60 procent af stemmerne. Premierminister Matteo Renzi fra centrumpartiet Det Demokratiske Parti truede på forhånd med at gå af, hvis han ikke fik et ja til at rydde op i en kompliceret forfatningsstruktur og flytte magten fra senatet og tættere på regeringen. Som sagt så gjort. ”Jeg påtager mig det fulde ansvar for nederlaget,” siger Renzi. ”Min regeringstid er forbi.”

Han efterlader Italien i et politisk kaos. Arbejdsløsheden er massiv, og bankerne lider. Valgloven er under rekonstruktion, og ingen ved, hvornår der kan udskrives valg. Men når valget kommer, kan det blive den tredje dominobrik, som slår Europa ud af kurs – efter Brexit og Trump. Den populistiske højrefløj er klar til et ‘Italexit’. Og befolkningen er uhyggeligt glade for komikeren Beppe Grillo fra den virkelig uhyggelige Femstjernebevægelse og for Matteo Salvini, lederen af det indvandrerfjendtlige Lega Nord, der lige har tweetet sådan her: ”Viva Trump, viva Putin, viva la Le Pen e viva la Lega!”

Vi undskylder denne tunge intro på en mandag. Men som Steffen Gram, der dedikerede en times radio til Italien, siger: ”Hvis nogen skulle spørge, hvorfor vi skal høre om endnu en europæisk krise, denne gang i Italien, så er det simpelthen, fordi den er vigtig!”