Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Presset stiger øjensynligt på statsminister Mette Frederiksen (S) efter Socialdemokratiets katastrofevalg. Meget atypisk for det normalt så topstyrede parti, er flere utilfredse byrødder i baglandet i hvert fald begyndt at tale højt om et muligt formandsskifte.
Over hele landet fortæller socialdemokratiske byrådsmedlemmer til DR, at Mette Frederiksen bør tage konsekvensen af valgnederlaget og trække sig – særligt hvis sosserne skal gøre sig forhåbninger om et godt resultat ved folketingsvalget næste år.
Og selvom det “kun” er 41 S-byrådsmedlemmer som svarer direkte nej til, at Frederiksen er den rette formand for Socialdemokratiet, svarer hele 99 til gengæld, at statsministeren har haft en negativ betydning for kommunal- og regionsrådsvalget. Blot 24 af de adspurgte sosser mener, at Mette Frederiksen har haft en positiv betydning for valget.
Blandt mulige afløsere nævnes børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, foruden Holbæks populære, 33-årige borgmester Christina Krzyrosiak Hansen. Sidstnævnte har da også den fordel, at hun ikke har været en del af Mette Frederiksens upopulære regering.