Færøernes lagmand Aksel V. Johannesen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Efter forhandlinger, der varede over syv timer, fik et lovforslag om en mere lempelig abortlovgivning på Færøerne tirsdag flertal ved andenbehandlingen. Den færøske abortlovgivning fra 1956 er en af Europas hårdeste, hvilket har ført til, at færøske kvinder rejser til Danmark for at få foretaget en abort.
Den nuværende lovgivning indeholder elementer dateret tilbage i 1930’erne og ulovliggør abort med få undtagelser, såsom at graviditeten truer den gravides liv eller skyldes voldtægt eller incest. Det nye lovforslag vil give kvinder lov til at få foretaget en abort til udgangen af den 12. graviditetsuge og skal tredjebehandles i morgen, torsdag.