Nyhedsanalysen
Propaganda-gas og en streg i sandet
En lille føljeton er ved at udspille sig i Altingets debatspalter mellem klimaaktivist Esther Kjeldahl og klimaminister Lars Aagaard. Først beskrev Kjeldahl i en kommentar, hvordan propaganda fra fossilindustriens drejebog havde sneget sig ind i klimaministerens omtale af gas. Det fik Aagaard til i et indlæg at bebude, “at der i øjeblikket breder sig en mere radikal tilgang til klimapolitik på venstrefløjen. Der er behov for at trække en streg i sandet.” Den streg i sandet prøver Kjeldahl nu at udviske med endnu et indlæg i Altinget: “At diskvalificere klimapolitiske krav, der er et direkte ekko af mainstream-videnskab og respekterede tænketankes arbejde, som ‘radikalt’ og som noget, der særligt tilhører ‘venstrefløjen’, er en klassisk strategi til at affeje alvoren i klimakrisen.” Mon klimaministeren fortsætter føljetonen?
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix