Thomas Wilmann/Ritzau Scanpix
Nyheden om Marianne Larsens død ramte Marianne Larsen-entusiaster og mariannelarsenologer med samme kraft, som da David Bowie-fans blev gjort bekendt med superstjernens død i januar 2016. Med kraft menes her ikke kraft som i styrke; man blev ikke slået omkuld, man mistede ikke fodfæstet og måtte finde en stol at sætte sig på. Kraften var af en mere sfærisk karakter. Først: What, det kan da ikke passe? Dernæst: Hvor var vi heldige at have hende. Til sidst: Jamen, hvad enten hun er (det vi kalder) i live eller ej, så findes Marianne Larsen. Marianne Larsen findes.
Nu er hun her, nu er hun her ikke. Forskellen er jo bare ét ord.
Mennesket Marianne Larsen fyldte ikke særlig meget. I nogle sammenhænge fremstod hun undseelig, næsten gennemsigtig. I 80’erne og måske også før og senere bar hun ligesom så mange andre briller med glas, der blev mørke, når de kom ud i solen, såkaldt farvedynamiske brilleglas, og nogle gange var det, som om man først fik øje på hende, når hun var formummet bag dem, og man ikke kunne se hende. Når det skete, fyldte mennesket Marianne Larsen pludselig særligt meget. Nu var hun her ikke, nu var hun her.
Hun vidste, at hun var god. Hun vidste godt, at hun blev opfattet som digternes digter. Priserne og hæderen ventede om hvert et gadehjørne, navnlig i de senere år – Dan Turèll Medaljen i 2017, Kritikerprisen i 2021 og Det Danske Akademis Store Pris i 2022. Og der var jo også Victor B. Andersen’s Redskabslegat d. 3. april 1984. Men stads og tingeltangel var bare noget, hun stillede sig op og tog imod, når det kom. Man kunne ikke mærke noget cv på hende. Digtene kom fra et jeg, Marianne Larsens jeg, men det var et egoløst jeg – i virkeligheden et forbilledligt jeg, jeg’et over alle jeg’er. Hvis alle jeg’er var som Marianne Larsens jeg, ville der ikke findes et migmigmig. Alting ville være bedre. Vi ville ikke skulle bruge så mange kræfter på at håbe. En digtoplæsning med Marianne Larsen på Café Victor d. 7. marts 1982 havde hun givet overskriften: ‘Der er et håb i mit hoved’.
Vi har ikke engang talt om digtene – de utallige digtsamlinger skrevet siden debuten i 1969. I mindeordet i Information skriver litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen, at Marianne Larsen fik gjort, hvad hun “var allerbedst til: at skrive digte med potentiale til at forandre verden”.
I 2019 var Marianne Larsen gæst i Knud Brix’ podcast ‘Poesibogen’ hos Radio24syv. Hun indledte med at læse op fra det, der var hendes seneste digtsamling, Sviml ud (2018), og værten spurgte, om hun kunne sige noget overordnet om den. Det var en interessant samtale, for på en eller anden måde – og på baggrund af den karakteristik, vi allerede har givet af digteren – var det ikke nødvendigvis Marianne Larsens gebet at at udlægge sin egen tekst.
Men hun gjorde et forsøg: “Titlen Sviml ud,” sagde hun, “har jo noget at gøre med at være svimmel. Og jeg synes, at det hentyder måske til den tilstand, vores tid er i nu, hvor der sker så mange ting. At være svimmel, det er noget med ikke rigtig at kunne fokusere. Netop i vores tid lige nu bliver vi revet i mange forskellige retninger og har svært ved at se: Hvad er kernen i alt det her? Men det er måske noget, som gælder til alle tider. Det er jo kun en krop, der kan være svimmel, det er sanserne. Maskinerne kan jo ikke være det. Så det også den organiske reaktion på det digitale… tror jeg”.
Det lille “tror jeg” blev ligesom hægtet sympatisk på i sidste øjeblik efter nogle sætninger, hvor hun selv lyder søgende. Men inde mellem dem får hun afsløret, hvad det hele handler om: Hvad er kernen i alt det her?
Der er så mange Marianne Larsen-digte, man kunne fremhæve. Man kunne også bare nævne nogle titler på hele digtsamlinger: Gæster hos hinanden; Chance for at danse; Stjerne fra en frafalden; Hændelser i stresset melankoli.
Tilgiv at vi vælger en klassiker:
Engen
engen virker i aften som det egentlige
og det vi snakker om i aften
handler på grund af den
om stængler og rislen og frøer
og insekter og æg og solsorte
og mangel på frygt for arbejdskontrakter
lejekontrakter og andre kontrakter
i aften
lidt borte fra os går børn rundt
med deres voksne ved hånden
det er en eng
der står ganske vist en storby på den
/Oliver Stilling