Nyhedsanalysen

Excels Lebron James

Regnearkskrigerne er i Las Vegas til den ultimative finale: hvem kan kalde sig verdens bedste til Excel i 2025?

Skærmbillede fra YouTube

“Three… Two… One… Excel!”

Uret begynder at tikke ned. 12 mænd sidder på en scene bag hver sin computerskærm. De taster løs. Stemningen er koncentreret og intens. Efter kun 45 sekunder tikker de første point ind.

Finalen er i gang. Om 40 minutter kan en af disse mænd kalde sig verdensmester i Excel 2025.

Bliver det mon Andrew “The Annihilator” Ngai, som har vundet konkurrencen 3 gange? Eller Michael Jarman, som er forsvarende mester? Eller bliver det storfavoritten Diarmuid Early – Excels “LeBron James”?

Hvis du har læst med på denne plads i Føljeton i løbet af ugen, eller bare er ualmindeligt godt oplyst, ved du, at der i denne uge afholdes verdensmesterskaber i Excel.

Til VM i Excel, eller officielt Microsoft Excel World Championships eller bare MEWC, samles de dygtigste Excel-brugere fra hele verden i en stor e-sportsarena i Las Vegas og dyster om at vinde titlen som Excel World Champion. Og om et trofæ, 5.000 dollars og et sejt bælte. I løbet af året har de kvalificeret sig gennem online-kampe, og turneringen kulminerer nu i to dages live-finaler i Las Vegas.

Når man konkurrerer i Excel, foregår det sådan, at man skal løse en række opgaver på tid i en såkaldt case. Deltagerne har typisk 30 minutter til at løse så mange opgaver som muligt for at score flest point. Opgaverne er delt ud på forskellige niveauer, som gradvist bliver sværere.

Casene er bygget op omkring et scenarie, tema eller univers: tidligere kampe har budt på alt fra spiluniverser som skak og World of Warcraft til at skulle navigere i en Excel-konstrueret labyrint eller evaluere et nyt valgsystem.

Man har kort tid til at løse mange opgaver – nogle gange op til 140 styks, som divideret med 30 minutter giver 12 sekunder til hver. Det giver derfor ikke mening at løse dem en efter en, men i stedet handler det om at bygge modeller, der løser flere opgaver ad gangen.

I finalerne er der et ekstra benspænd. Hvert femte minut bliver den spiller med færrest point smidt ud af dysten. Det gælder derfor om at være taktisk: man skal investere tid i at bygge en solid og skalerbar model, samtidig med at man skal sørge for at høste point undervejs, så man ikke ryger ud.

Fra arbejdscomputeren til Las Vegas

Men hvordan er det egentlig at sidde på en scene foran 400 mennesker og taste kommandoer ind i et regneark på tid?

Det ved Anders Richter Lindén. Han har nemlig siddet der flere gange. Han var med sidste år, hvor han kom hele vejen til finalen og endte på en sjetteplads, og i år, hvor han desværre røg ud i kvartfinalen.

Føljeton fangede ham på en telefon dagen inden hans afgang til Las Vegas, for at høre, hvordan det er at være med til VM i Excel.

“Det er en kæmpe oplevelse. Jeg havde aldrig regnet med, at noget så hverdags-arbejdsagtigt og samtidig super nørdet som Excel skulle tage mig til en e-sportsarena i USA,” fortæller Anders Richter Lindén og tilføjer:

“Derudover er det allerstørste faktisk at opleve hele det community, der er rundt om det. At komme over og møde nogen, der har den samme passion og intensitet omkring det. Sidste år, jeg kom derover, mødte jeg dem for første gang. I år kommer jeg over og skal mødes med en masse gode venner fra hele kloden.”

Vi har vores champion

Med seks minutter tilbage af finalen er vores tre favoritter, Andrew “The Annihilator” Ngai, Michael Jarman og Diarmuid Early, stadig med.

Uret tæller fortsat ned.

Da det viser 5:27, er der pludselig en af spillerne, der smider hovedtelefonerne, læner sig tilbage i stolen og bryder ud i et kæmpe smil.

“Der har vi den!” lyder det overrasket fra kommentatorboksen. I samme nu rejser publikum sig og bryder ud i jubel. “Diarmuid er færdig!”, fortsætter kommentatoren, “vi har vores champion!”

Irske Diarmuid Early har færdiggjort casen før tid og scoret det maksimale antal af point.

Han har vundet VM i Excel 2025.

Nørdernes hyldest

I første afsnit af denne serie lærte vi, at det elektroniske regneark revolutionerede den moderne økonomi. Og i andet afsnit, at Excel ikke er forbeholdt arbejdscomputeren, men kan bruges til alt fra automatiserede pakkelister til at holde styr på køkkenhaven. I tredje afsnit prøvede vi selv kræfter med regnearket og blev faktisk lidt bidt af det. Og her i sidste afsnit har vi fulgt de bedste af de bedste spreadsheet ninjas i deres forsøg på at blive verdens nummer ét.

Så hvad er konklusionen? Er der en charme ved regneark? Eller er det kun for talnørder?

“Jeg tror, at dem, der er lettest at overbevise, er dem, der allerede kan se charmen i at kode eller lave en form for logiske ting. Om man laver en Rubiks-terning eller løser en Excel-case, det er meget parallelt et eller andet sted”, siger Anders Richter Lindén.

“Der er jo rigtig mange, som af et godt hjerte hader Excel. Og de er nok heller ikke målgruppen. Men jeg tror, at hvis man fx ser med på livestreamsene her fra Vegas, så kan det være, at man ser, at det også kan noget andet. Det var ikke kun regnskaber. Det kan også være et legetøj.”

Altså: Det kan godt være, at Excel aldrig bliver for alle. Og det bliver nok heller aldrig verdens sejeste sport. Nørderne har måske ikke fået direkte hævn. Men de har fået en hyldest. /Rosine Ulrich

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12