Jason O'brien/EPA/Ritzau Scanpix
Der er dage, hvor det føles lidt op ad bakke at forsøge at opstøve godt nyt ude i det store nyhedsbillede. Som regel kan det hjælpe at sænke barren og gå ind på TV 2’s hjemmeside, men heller ikke den øvelse kaster nævneværdig opmuntringer af sig: ‘Døde sæler langs Grenen – “rør dem ikke”’; ‘pædagoger erkender misbrug af små børn’; ‘Svindlere bruger trepunktsplan til at få fat i dine penge’; ‘Nu kommer Jes Dorph med sin version’; ‘Uhyggelige reklamer på somalisk tv får konsekvenser for børn i Danmark’.
Og det er bare i den milde ende.
I en artikel i The Guardians design- og kunstssektion dukker den dansk-islandske verdenskunstner Olafur Eliasson op som en frelser med noget, der med lidt god vilje kan udlægges som et optimismens evangelium. Han fejrer 30 års jubilæum som kunstner og er aktuel med en “episk” ny udstilling betitlet Presence på et museum i Brisbane, hvor flere af hans mange oplevelsesorienterede, atmosfæreæstetiske værker lader til at være med. Det er sådan noget som kunstigt fremstillede regnbuer og vandfald og store mængder sten og jord, der bliver flyttet ind mellem udstillingslokalernes hvide vægge, etc.
Olafur Eliasson siger, at han håber, at mennesket kan fatte mod til at blive, hvad han med sit nogle gange lettere akavede olafureliassonske vokabularium kalder “un-numb” (u-følelsesløse), i forhold til den virkelighed, vi står i. “Kollapset sker nu. Kollapset er vores manglende evne til at deale med måden, det kollapser på,” siger han. Altså et kollaps med kollaps på.
I sin tekst udlægger The Guardians journalist, hvad det er, den danske kunstner forsøger at sige: “Han fortvivles over verden, men i sidste ende kalder Eliasson sig selv for en ‘prisoner of hope’ – et udtryk som den afdøde ærkebiskop Desmond Tutu brugte til at beskrive sin ukuelige tro på, at det gode sejrer til sidst. Han taler om oprindelige folks filosofier, hvor naturens ses som en slægtning, og om bevægelsen, der vil give natur som bjerge, floder og skove juridiske “personrettigheder”. Disse skift væk fra den antropocentriske verdensopfattelse fylder ham med varme.”
Mod slutningen af artiklen nævner journalisten, at han har talt med Olafur Eliasson en hel time. Alligevel er kun ganske få direkte citater sluppet igennem til læserne – måske fordi meget af det, Eliasson siger, har denne karakter: “Dette galleri er – ligesom Island – et sted, hvor jeg kan ånde ud. Jeg behøver ikke altid være på vagt. Jeg kan blødgøre mig selv. Den blødgøring er morgendagens valuta. Den type nærvær er faktisk heftig. Og det er presence.”
Håbets fange, det er vi mange, der er. Men det er, som om vores tilstedeværelse ikke gør den store forskel. Det er muligt, at vores enorme mandtal er morgendagens valuta, men hvad hjælper det, når det er i dag, der skal handles?
Kollaps med kollaps på. Andetsteds i den omtalte britiske avis omtales en ny rapport på mere end 1.100 sider forfattet af 200 forskere fra FN’s Miljøprogram, der udkom tidligere på ugen, men som ingen medier herhjemme synes at have omtalt. Det kan skyldes indholdet, som The Guardian koger ned til denne overskrift: ‘Produktionen af mad og fossile brændsler skaber miljøødelæggelser for fem mia. dollars i timen’. Og videre at det er afgørende, at det bliver stoppet, “før et kollaps er uafvendeligt”. En professor Edgar Gutiérrez-Espeleta, der har været med til at udarbejde rapporten, og som er tidligere miljøminister i Costa Rica, udtaler, at “videnskaben er god. Løsningerne er velkendte. Det, der er brug for, er modet til at handle på en skala og et tempo, som historien kræver”.
Der skal lægges pres på politikerne. Håbets fanger står klar til handling. Den type nærvær er faktisk heftig. /Oliver Stilling