Kafkas Tunesien

Den 22. maj 2024 står den danske journalist Jakob Plaschke op til, hvad han tror, bliver en almindelig arbejdsdag. Med fast base i Tunesien er han taget til byen Sfax for at undersøge, hvordan kvindelige migranter bliver diskrimineret af det tunesiske sundhedsvæsen på det lokale hospital.

Gennem en tunesisk veninde, der frivilligt hjælper migranter, har han fået kontakt til en kvinde fra Cameroun. Et par måneder inden fødte hun en dreng, som kort efter afgik ved døden. Efterfølgende havde sundhedspersonalet nægtet hende at se sønnens lig, fordi hun ikke kunne betale hospitalsregningen.

Jakob Plaschke taler med kvinden på gaden, da to civilklædte betjente pludselig dukker op. De arresterer både ham og hans tunesiske veninde, og tager dem med på stationen.

I første omgang bevarer Plaschke fatningen. Han kender risikoen for at komme i myndighedernes søgelys, når man skriver om migration. Men han er ikke beredt på, at anholdelsen kaster ham ind i en slags tunesisk virkeliggørelse af Franz Kafkas Processen – romanen, hvor hovedkarakteren Joseph K bliver kastet rundt i et diffust retssystem, uden nogensinde at finde ud af, hvad han er anklaget for.

Først bliver Plaschke afhørt med sin veninde på den lokale politistation. Ifølge Plaschke tager afhøringen udgangspunkt i myndighedernes konspirationsteori om, at landets NGO’er bruger udenlandsk finansiering til at modarbejde den tunesiske stat: “Det står klart, at de forsøger at skabe et narrativ om, at min tunesiske veninde og jeg arbejder sammen for en af de NGO’er, der forsøger at tilsværte Tunesien i omverdenen,” fortæller han. “På det her tidspunkt står det ikke helt klart, hvorfor vi er her, ud over at Tunesien selvfølgelig ønsker at beskytte deres migrationsamarbejde med EU og sørge for, at vi journalister ikke kan dække det,” siger han.

Undertrykkelse af civilsamfundet

Plaschkes historie er en del af fortællingen om det systematiske angreb på pressen og civilsamfundet, som præsident Kai Saied har gennemført i Tunesien, siden han kom til magten i 2019. Fra begyndelsen lovede han at regere demokratisk. Men siden da har han taget Tunesien i en mere autoritær retning, og er blevet ansigtet på det, tuneserne gjorde oprør mod under Det Arabiske Forår i 2011.

De seneste par år har Saids regering intensiveret undertrykkelsen af regimets “fjender” i form af journalister, civilsamfundsaktører, og internationale organisationer, der arbejder med migration. Ifølge kilder tager myndighederne blandt andet finansielle midler i brug mod uønskede grupper. I samarbejde med bankvæsenet gør de det bevidst besværligt for NGO’er, der arbejder med flygtninge, at modtage finansiering fra udlandet – eksempelvis ved at fryse bankkonti eller begrænse dem til kun at måtte modtage tunesiske dinarer.

Men de tager også grovere metoder i brug. I maj sidste år, samme periode som Plaschkes anholdelse, fængslede myndighederne medarbejdere fra mindst tolv forskellige organisationer – herunder FN-finansierede Tunisian Council for Refugees (TCR). En af de fængslede var organisationens 81-årige stifter, Mustapha Djemlali, som blev anklaget for at etablere et projekt om at give migranter husly i hoteller. Han blev først løsladt i november i år efter angiveligt at have tabt mere end 40 kilo i fængslet.

Den tiltagende undertrykkelse af civilsamfundet i Tunesien sker i samme periode, som EU og europæiske lande omtaler Saied som en vigtig samarbejdspartner. Som beskrevet i tirsdagens afsnit indgik EU-kommissionen i 2023 en aftale, som gav den tunesiske regering 105 mio. euro for at bremse afrikansk migration mod Europa.  “Tuneserne betaler en høj pris for den Europæiske Unions ensidige fokus på migration og tilsidesættelse af menneskerettigheder,” skrev Bassam Khawaja, direktør for Mellemøsten- og Nordafrika i Human Rights Watch, i maj.

Pressefrihed under pres

Tilbage i maj 2024 får Jakob Plaschke lov til at gå efter tre intense dage med afhøringer, hvoraf den sidste foregår hos den tunesiske nationalgarde i Tunis. Hans tunesiske advokat fortæller ham, at sagen sandsynligvis bliver lukket inden for en måneds tid, da myndighederne ikke har nogle beviser for, han har brudt loven.

Men da Jakob Plaschke et par måneder senere forsøger at rejse hjem til Danmark, bliver han standset i lufthavnens paskontrol. “Personne signalée” – “rapporteret person,” står der med rødt på grænsekontrollantens computerskærm. Plaschke venter i flere timer, hvorefter han får at vide, han ikke må forlade landet. Først mange måneder senere finder han ud af, at han er blevet underlagt to rejserestriktioner samtidig. Det ene er en såkaldt S-17 ordre, som de tunesiske myndigheder i årevis har brugt til at begrænse udvalgte borgeres frie bevægelighed på tværs af landet med et officielt mål om at bekæmpe terrorisme. Den anden er en S-08 ordre, som forhindrer personer at rejse, hvis de ifølge tunesisk lov er blevet taget flagante delicto, eller “på fersk gerning.”

Hvad Plaschke skulle være “taget på fersk gerning i,” ved han ikke. For der er aldrig blevet rejst nogen tiltale imod ham. I de næste syv måneder lever han i en usædvanlig form for frihedsberøvelse. Han er ikke fængslet, men kan ikke forlade landet, eller bevæge sig rundt af frygt for at blive arresteret. Han kan heller ikke arbejde, og er tvunget til at leve af indkomsten fra sin kæreste, han bor med i Tunis. “Jeg har en sky hængende over hovedet hele tiden. ” fortæller han. “Når jeg eksempelvis bevæger mig rundt i byen, tænker jeg: Hvem kigger på mig? Hvem holder øje med mig?”

I perioden er han i løbende i kontakt med Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Algeriet, som på daværende tidspunkt også råder over Tunesien. Men de har tilsyneladende også svært ved at engagere de tunesiske myndigheder. Først mange måneder senere, i december 2024, får Plaschke lov til at rejse. Det sker efter, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) personligt taler med den tunesiske udenrigsminister,

Jakob Plaschkes historie er blevet et skræmmeeksempel blandt journalister i Tunesien, der dækker migration. Som direkte konsekvens tør næsten ingen journalister længere interviewe de subsahariske migranter, der opholder sig i og omkring Sfax. Ifølge Plaschke er myndighedernes undertrykkelse ikke kun et angreb på den tunesiske pressefrihed, men også et problem for den europæiske:

“Det er et problem for den europæiske pressefrihed, når europæisk-finansierede tunesiske sikkerhedsstyrker har muligheden for politisk at forfølge journalister, når vi forsøger at dække, hvad europæiske penge bliver brugt til,” siger Jakob Plaschke. Samtidig reflekterer han over Danmarks ambivalente rolle i fortællingen. Som vi tidligere har beskrevet, er Danmark et af de europæiske lande, der er mest ivrige efter at samarbejde med Tunesien om migration. Blandt andet har Danmark finansieret et træningscenter i Nefta til den tunesiske nationalgarde, og netop åbnet en ny ambassade i Tunis.

“Den danske ambassade har arbejdet hårdt på at få mig ud, og jeg er super taknemmelig for det arbejde, de har gjort. Men jeg kan jo heller ikke være blind for, at de repræsenterer det officielle Danmark, som er med til at finansiere det projekt, som har arresteret mig,” siger han.

/Claes T. Sørensen

Jakob Plaschke har en Substack, hvor han selv har fortalt sin version af historien – den kan man finde her. 

Føljeton har forelagt kritikken i vores serie for Udenrigsministeriet, som ikke er vendt tilbage inden deadline. Da Føljeton rejste til Tunis i november, anmodede vi ministeriet og den danske ambassade om et interview om Danmarks migrationsindsats i Tunesien. De afviste at stille op.