Station à Station

Selvfølgelig er der Notre Dame som oplagt fikspunkt. Denne gotisk-ikoniske middelalderkatedral, hvis opførelse blev påbegyndt i 1163, og hvis teknisk svære og møjsommelige genopbygning måtte igangsættes efter branden tilbage i april 2019. Pludselig kom der her en anledning til at tage et af Paris’ ældste og allermest kendte vartegn op til uventet revision: Skulle man stå fast på de gamle dyder og genopbygge katedralen præcis som den var? Eller var det blevet tid til at tænke nyt; til også at lade den arkitektoniske fantasi og tekniske snilde fra det 21. århundrede sætte sit præg på kirken?

Svaret står tilbage i al sin simpelhed, når først man kigger forbi turistmasserne og op mod Notre Dame i solens stegende modlys. Katedralen er stadig omkranset af byggekraner og de sidste stilladser; der hersker en umiskendelig stemning af byggeplads, selvom folk gør deres bedste for ikke at lade det præge deres fotos foran pariservartegnet. Alligevel er det, som om auraen er intakt: Umiddelbart ligner Notre Dame de Paris sig selv. Det er, som om branden blot var en ubetydelig og nu glemt fodnote i katedralens næsten tusind år lange historie.

Også indvendigt er det svært at spore ødelæggelsernes aftryk. De imponerende farvede rosevinduer, der bærer sirlige mønstre og motiver med diverse helgener, virker stadig lige tidsløse. Hvælvingerne står fortsat som en så naturlig del af det arkitektoniske udtryk, at de dårligt kunne tænkes anderledes. Mod alle odds – og med en milliarddyr restaurering – har franskmændene genfødt Notre Dame fra flammerne.

Bevares, alt er måske blevet mærkbart lysere, gammelt skidt er blevet brændt og renset væk. Traditionen har dog alligevel trumfet innovationen; det blev ikke med Notre Dame, at man skulle få bekræftet økonomen Joseph Schumpeters gamle idé om kreativ destruktion: At noget må forgå, så noget nyt kan blomstre.

Draghi-rapportens dom

Det vakte opsigt i Bruxelles-kredse, da den tidligere italienske premierminister og præsident for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi tilbage i september sidste år offentliggjorde sin længe ventede rapport om Europas fremtidige konkurrencedygtighed. Draghi-rapporten, som den mundret blev kaldt, var bestilt af EU-Kommissionen og skulle kort og godt opridse, hvordan EU står i en omskiftelig global virkelighed, hvor den tunge kul- og stålindustri, som unionen historisk bygger på, risikerer at blive passé. Eller sagt på en anden måde: Rapporten skulle vurdere, hvor godt vi kan følge med Kina og USA – og resten af verden.

Slutresultatet var på mange måder ædruelig læsning. Grundigt opridser den italienske økonom, hvordan EU’s vækst er sakket gradvist bagud, og hvordan verdens usikre tilstand – hvor vi fx ikke længere kan regne med billig energi fra Rusland – kun har understreget unionens akutte behov for bedre at kunne stå på egne ben. Et af de ømmeste punkter er ifølge Draghi den teknologiske udvikling: Den digitale revolution er gået forbi Europa og direkte til Silicon Valley, hvilket har skabt en mærkbar diskrepans mellem EU og USA. Blot fire ud af verdens førende 50 techvirksomheder er europæiske, ligesom mange europæiske virksomheder finansieres af amerikanske venturekapitalfonde og på sigt vælger at flytte deres hovedkvarterer over på den anden side af Atlanten.

Problemet er ikke nødvendigvis, at EU mangler talentmassen eller kapaciteten til at innovere. Vi er stadig fint med på forskningsfronten og har et stærkt uddannelsessystem, der bygger på (overvejende) robuste velfærdsstater. Problemet er snarere, pointerer Draghi, at den innovation, vi har, ikke bliver tilstrækkeligt kommercialiseret. Dels spænder det berygtede EU-bureaukrati med alle dets forvirrende regler og regulativer – foruden de enkelte landes særskilte lovgivninger – ben for udviklingen. Dels mangler der afgørende investeringer i teknologier, der ikke allerede kan ses som “modne”. Der bliver fx stadig brugt langt flere penge på fx bilindustrien end på kunstig intelligens, hvilket blot øger innovationskløften til Kina og USA. Groft sagt sidder Europa fast i sin gamle industrielle fortid. Og det skal laves om, understreger Mario Draghi.

Innovation på fransk

Det er lige før, Station F på mange måder kan betegnes som et væksthus. Ikke nok med at den enorme bygning, der tidligere har fungeret som godsbanedepotet Halle Freyssinet, kan bryste sig af at være verdens største campus for startups, så lugter den også umiskendeligt af Randers Regnskov. En frodig og varm plantedunst møder en, når man nærmer sig den selvbeskrevne “chillzone”, der udgør den ene ende af den lange stationskolos placeret i det 13. arrondissement. Kantineområdet er taktisk dækket med grønne gevækster, så man kun sparsomt kan se ind i selve innovationshallerne. Passende til jungletemaet kan man dog lige ane en stor malet tiger – for det er vel heller ikke alle virksomheder, der kan være enhjørninger.

Flora og fauna upåagtet forsøger Station F efter eget udsagn at skabe det bedst mulige miljø for nye håbefulde virksomheder. Eller bare for talentfulde iværksættere med gode idéer i maven. Siden præsident Emmanuel Macron officielt åbnede startuphubben tilbage i 2017, har Station F kunnet huse op mod 5.000 startups på sine 34.000 kvadratmeter. Der er nemlig god plads til alle: Bygningen har godt 1.000 kontorlokaler, kan en begejstret receptionist fortælle mig, foruden mange forskellige innovations- og opstartsprogrammer, som skal hjælpe iværksætterne godt på vej. Flere store amerikanske techvirksomheder som Google, Meta og Microsoft er repræsenteret som behjælpelige partnere. Og der sker hele tiden noget nyt, fortsætter receptionisten: Senest har fodboldklubben Paris Saint-Germain fx også lanceret et program hos Station F.

Begejstringen til trods – og selvom Station F efter eget udsagn skulle være åben for offentligheden – vil den venlige receptionist bare ikke lukke mig ind. Der går tilsyneladende fransk bureaukrati i den: Pressekontakten, jeg på forhånd har forsøgt at række ud til, er på ferie, startuphubbens talspersoner er heller ikke tilgængelige, og selvom Station F teknisk set er åben for offentligheden, kræver det ifølge receptionisten, at man udfylder en onlineformular, som har flere ugers svartid. Men jeg er selvfølgelig meget velkommen til at komme tilbage en anden gang!

KI, merci

Selvom den næppe landede som en decideret overraskelse, var Draghi-rapporten alligevel et tiltrængt wake-up call for EU-Kommissionen. Under stor fanfare – og som direkte reaktion på Mario Draghis analyser – annoncerede kommissionsformand Ursula von der Leyen tilbage i januar det såkaldte konkurrencekompas, der må siges at være et meget Bruxelles-agtigt svar på økonomens tiltaler. Kompasset skal sætte en “strategisk ramme” for kommissionens arbejde de næste fem år og altså bl.a vise vejen for, hvordan EU kan indhente det tabte, når det gælder innovationskløften. Blandt initiativerne er eksempelvis noget af den afbureaukratisering, Draghi-rapporten efterspørger (konkret vil man skære mindst 25 pct. af indrapporteringskrav for virksomheder) samt en større prioritering af investeringer i KI.

At EU faktisk ønsker at gøre alvor af sidstnævnte, blev også understreget ved det såkaldte Artificial Intelligence Action Summit, som fandt sted i Paris i februar. Her kunne Ursula von der Leyen fortælle om initiativet med det sigende navn InvestAI, som skal være med til at mobilisere 200 mia. euro i investeringer i kunstig intelligens. Nok sker det lidt sent, men EU er trods alt ved at trække i arbejdstøjet. Og det samme kan så i øvrigt siges om værtslandet Frankrig, som parallelt er ved at iscenesætte sig selv som det måske mest oplagte hjemsted for europæisk techinnovation.

Ret beset er det en proces, som har været snart mange år undervejs. Allerede tilbage i 2017 annoncerede præsident Emmanuel Macron Frankrigs første store nationale KI-strategi, ligesom man i 2019 lancerede programmet French Tech Next40/120, som havde til formål at støtte og promovere 120 af de mest lovende franske techstartups. Sidstnævnte var så også en del af La Mission French Tech, et regeringsorgan under økonomi- og finansministeriet, som siden 2013 har haft til opgave at fremelske udviklingen af det nationale techstartupmiljø. Det er også i den kontekst, Station F er sprunget frem – og da Artificial Intelligence Action Summit løb af stablen, lagde startuphubben selvfølgelig også lokaler til forskellige dele af festlighederne.

Talentfabrikken

På sin vis befinder jeg mig altså i orkanens øje af det miljø, EU i sin helhed, og Frankrig i særdeleshed, ønsker at skubbe endnu længere frem. Og selvom jeg ikke må komme indenfor, er det heldigvis frokosttid, ligesom jeg er i rygernes land.

I en lind strøm vader afslappede techtyper iklædt t-shirts og hættetrøjer fra kontorerne og ud i solen for at få stillet nikotintrangen eller opsøge noget mad, der ikke stammer fra Station F’s – angiveligt ret lækre – italienske restaurant. Mange af dem er også ganske snakkesalige. Eksempelvis en lille gruppe på fire mænd i midt 20’erne, som kan fortælle, at de alle kommer fra techvirksomheden Eledone, der tilbyder en slags AI-løsning, som kan automatisere firmaers normalt kedsommelige salgsadministration.

Pædagogisk forsøger de at forklare præcis, hvad det er, Eledone laver – men det bliver mildest talt lidt teknisk. Til gengæld er det tydeligt, at de alle tror på forretningsidéen, og at andre også gør. Adspurgt, hvordan de har fået plads i Station F, bliver der grinende peget af de tre andre på medstifteren Bruno Heckel, som ydmygt forklarer, at han via et startup-talentprogram ved HEC Paris – Frankrigs førende business school – vandt et ophold for dem ved væksthuset, som nu foreløbigt har varet i otte måneder.

De er glade for at være her, må man forstå. Også selvom de ikke bruger alle de mange forskellige tilbud så meget, som de kunne. Men der er så også travlt: Med Trumps-troldetold og frygten for en omsiggribende handelskrig, vil mange virksomheder bare gerne spare, hvad de kan med automatisering. Og her har Eledone den – ifølge dem selv – perfekte løsning.

Kamp om (kontor)pladsen

Langs det gamle godsbanedepot, som er blevet passende moderniseret med utallige glaspaneler, står cyklerne på rad og række i stativer, som var de dumpet ned fra København. Nærmest mod alle forventninger – og takket være en ihærdig indsats fra bl.a. byens borgmester Anne Hidalgo – er Paris blevet en stadig større cykelby. Ikke overraskende er mange af iværksætterne ved Station F tydeligvis også med på pedalerne. Det samme er politiet: Blandt de valfartende kontorfolk på frokostjagt kommer hele fire cykelbetjente adstadigt trampende forbi.

Gemt lidt væk mellem cykelstativerne står tre ansatte fra CarboneFarmers og tager en rygepause. Louis, Charlotte og Jules hedder de. Egentlig burde de slet ikke være her ved Station F, siger Charlotte halvt jokende. Det vil sige: CarboneFarmers har været ved startup-acceleratoren i efterhånden tre år, og har med tiden vokset sig til en – efter Station F-standarder – relativt stor virksomhed på små 30 ansatte. Groft sagt er det altså på tide, at de finder et andet sted at være; lokalerne er jo forbeholdt virksomheder, der skal have et skub i deres første par leveår. Men det er svært at finde et kontor i Paris, der har lige så gode faciliteter – og til en lige så god pris, siger Louis med et drilsk smil.

CarboneFarmers minder måske heller ikke om mange af de andre startups ved Station F. Virksomheden arbejder ikke med kunstig intelligens som fx Eledone, men hjælper snarere landmænd med at gennemskue den grønne omstilling. Præcis hvordan det foregår, er lidt svært at opfange her i cigaretglødernes skær, men det involverer vist en smart platform, der lader landmændene regne på deres udledninger af drivhusgasser og muligheder for at sælge karbonkreditter. Eller som det lidt mere kryptisk lyder på CarboneFarmers hjemmeside: “Som en betroet tredjepart afstemmer vi begge parters interesser for at sikre, at lavemissions-projekter bliver en succes.”

Amerikanske advarsler

På vej væk fra Station F er det svært ikke at få det indtryk, at stedet vel egentlig kan betegnes som en succes, hvis målet er at vise, at Frankrig og EU sagtens kan danne rammer for et startupmiljø i fremvækst – også selvom det altså ikke sker uden Silicon Valley-giganternes fortsatte indflydelse. Som Louis, Charlotte og Jules også har fortalt, har CarboneFarmers fx draget fin fordel af, at man har kunnet få hjælp af Microsoft. Den amerikanske tech-tilstedeværelse er stadig et af Station F’s oplagte salgspunkter.

Påfaldende tæt på det ombyggede godsbanedepot ligger en større WeWork-kontorbygning. Også her står der folk og nyder en cigaret i solen. Det er dog, som om hele æstetikken til sammenligning er lidt off; det skriger betonklods og anonyme jakkesæt. Hvilket kunne være farvet af, at WeWork virker som et ret fint billede på løssluppen kapitalistisk “innovation” – den amerikanske virksomhed, som udbyder kontorfællesskaber i store dele af verden, gennemgik i 2023 en spektakulær konkurs, efter at have lånt og brugt langt flere penge, end forretningsmodellen reelt kunne holde til.

WeWork var en milliardvirksomhed, som voksede ud over fornuftens grænser, for til sidst at sprænge som en sæbeboble. Men alligevel – takket være diverse fiksfakserier efter konkursen – er det fortsat muligt at leje sig ind i kontorfællesskabet, også her i Paris. I sidste ende er senkapitalismens veje uransagelige; med gode idéer kommer man langt, med favorable renter og velvillige venturekapitalfonde endnu længere. Af samme grund kan det være påfaldende svært at sige, hvordan man egentlig bedst bliver konkurrencedygtig i en hård global markedsvirkelighed. Ikke desto mindre har EU nu fået sat sig nogle nødvendige nye mål. Og måske bliver Station F blot ét lille stoppested på den vækstrejse, Mario Draghi sukker efter.

Artikelserien Digitale dilemmaer er Føljetons anden ud af tre under overskriften ‘EU på egne ben’ og er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene Føljetons.