Futu-ramaskrig

Da jeg forlod France Digitale og vandrede ud i Paris’ solskinsbeklædte gader, var det faktisk med en optimistisk tro på, at EU måske nok skal nå det; at vi alligevel godt kan indhente USA og Kina, når der skal konkurreres på ny teknologi. I hvert fald havde samtalen med interesseorganisationens direktør Maya Noël efterladt mig med det indtryk, at tingene trods alt går den rigtige vej for den spirende franske techindustri. Men var det så mærkeligt, når France Digitale repræsenterer, ja, den spirende franske techindustri?

For at få sat tingene i et lidt mere nøgternt ekspertperspektiv havde jeg lavet en aftale med økonom Lionel Nesta, der er konstitueret leder ved afdelingen for Innovation og konkurrence hos den økonomiske tænketank OFCE, som er tilknyttet den hæderkronede grande école Sciences Po. Hvis jeg skulle have et tydeligere billede af, hvordan det egentlig går med EU’s innovation og konkurrencedygtighed – om vi reelt er så godt med på teknologisiden, som man kunne håbe – virkede han som den helt rigtige at tale med.

Lionel Nesta taler så også overraskende godt dansk, viser det sig. Han har tidligere boet tre år i Danmark, forklarer han, og kan stadig huske så meget af sproget, at de indledende høflighedsfraser fint kan køres på det, før vi skifter over til engelsk for at drøfte de kolde tal og diagrammer. Dem har Nesta nemlig medbragt en masse af; faktisk fremviser han en hel PowerPoint-præsentation med resultater fra en dugfrisk OFCE-undersøgelse, som endnu ikke er blevet offentliggjort.

Snart føles det mere som en privat forelæsning end et interview, i takt med at Nesta tålmodigt og kyndigt forklarer, hvad diagrammerne viser. Tilsammen tegner de et ikke videre opløftende billede af, hvordan Europa på særligt innovationsområdet fortsat sakker bagud sammenlignet med Kina og USA. Eller som Lionel Nesta kortfattet opsummerer det:

“Vi sakker uden tvivl bagud, og vi sakker bagud i stigende grad.”

Af samme grund bør det her måske betragtes som et sortseende (men realistisk) intermezzo, før vi i morgen skal tale med nogle af de franske tech-entreprenører, der rent faktisk forsøger at innovere og bringe vores kontinent tilbage i kampen.

Gamle idéer på nye patentflasker

Som det første fremviser Lionel Nesta en diagramoversigt over EU’s samt en række enkelte landes investeringer i R&D (altså forskning og udvikling), som er et godt parameter til at få et billede af innovationsniveauet. Ser man først mod EU som helhed og dernæst mod USA, bliver det tydeligt, “at USA er bekymrende langt foran os – selvom det selvfølgelig er en værdidom”. Nesta foretrækker som økonom at lade tallene tale for sig selv, men det gør de også her: I USA bliver der brugt, hvad der svarer til næsten fire pct. af landets BNP på R&D. Et svimlende beløb, Europa på ingen måde kan matche. Heller ikke selvom fx de nordiske lande faktisk gør det hæderligt. Målt i volumen er Danmark bare for lille til at gøre en forskel.

Historien er nogenlunde den samme ved antallet af PCT’er, altså internationale patenter. I det store perspektiv kan EU fint følge med – faktisk er vi her foran Kina. Men zoomer man ind på det, Lionel Nesta betegner som “strategiske teknologier” – fx cybersikkerhed, atomkraft og vedvarende energi, kvantecomputere, kunstig intelligens, sundhedsteknologier og avanceret robotteknologi – bliver billedet straks mere mudret og bekymrende. Her haler Kina hastigt ind, mens Europa taber afgørende terræn til USA.

“Det indikerer,” forklarer Nesta, “at Europa fokuserer på det, vi kan kalde modne teknologier, som ikke er fremtiden. Man patenterer og researcher stadig, men ikke i futuristiske og strategiske teknologier.” Kort sagt: Vi bygger stadig biler en masse, men har fuldkommen negligeret vigtige digitale områder som kunstig intelligens. Hvilket også fremgår af eurozonens manglende investeringer i ICT, altså informations- og kommunikationsteknologier, der optræder på en anden af Nestas mange diagrammer.

“Vi kan slet ikke følge med, hvad angår digitale teknologier. Al dataen, al softwaren, alle investeringerne findes i USA og Kina, men ikke i Europa. Vi har ikke råd til – lad mig sige det her meget tydeligt – vi har ikke råd til at være fraværende ved digitale teknologier. Hvis ikke vi reagerer på det her imperativ i fremtiden, så kommer vi til at være i dybe vanskeligheder,” understreger økonomen med en bekymret mine.

Et europæisk paradoks

Forklaringerne på den europæiske utilstrækkelighed er straks sværere at finde, mener Lionel Nesta. Dels er der selvfølgelig det evige EU-spøgelse, nemlig reguleringen. I nogen grad mener økonomen fx godt, man kan argumentere for, at GDPR-lovgivningen hindrer research og brugen af big data. Dels er der profitmarginerne, som virksomhederne høster. I USA er de kun blevet større, hvilket også giver et større finansielt råderum til at lave nye investeringer – og i USA kommer størstedelen af investeringerne i R&D fra den private sektor. Til sammenligning har vi i Europa mindre profitmarginer, hvilket giver færre penge at rutte med.

Herfra bliver forklaringerne lidt mere spekulative, påpeger Lionel Nesta. Eksempelvis er der selve kulturen, som oplagt kan spille ind, men som til gengæld er noget sværere at bearbejde: “Jeg hader at sige det, for jeg ved ikke, hvilken politik du kan indføre som modsvar til kulturen. Det tager jo mindst en generation at ændre kulturen. Men jeg tror, at vi særligt i de latinsprogede lande, men også i nogen grad i fx Tyskland, mangler en kultur for entreprenørskab, hvis man ser på de højteknologiske virksomheder.”

Som supplement nævner økonomen det såkaldte europæiske paradoks, som er en efterhånden 20 år gammel teori om, at vi i de europæiske lande er gode til videnskabelig research, men ikke formår at oversætte det til innovation, som kan kommercialiseres. Nesta planlægger i det kommende år at dykke dybere ned i teorien i sin forskning og måske endda revidere den. Hans fornemmelse – som han endnu mangler at bevise – er nemlig, at vi heller ikke længere er gode til research, hvilket i så fald vil opløse paradokset. Under alle omstændigheder behøver man dog blot at kigge mod Kina for at få en fornemmelse af, hvor vi reelt står:

“Vi troede alle, at vi ville blive udfordret på vores priskonkurrenceevne af Kina. Glem det. Vi bliver også udfordret med hensyn til innovation og frontlinjeforskning og frontlinjeinnovation. De producerer biler, som sagtens kan sammenlignes med vores industri, og de kommer også til at producere fly i fremtiden.”

Skal EU kunne modstå presset udefra, kræver det en fælles indsats, vurderer Lionel Nesta. De enkelte lande kan i hvert fald næppe udbedre manglerne alene: “Det store spørgsmål er, har vi lyst til at gøre noget ved det sammen? For jeg tror ikke, at Frankrig eller Tyskland alene kan lave et modsvar. Vi har brug for en reel europæisk industripolitik.”

Han fortsætter:

“Jeg tror, at vi har alle de talenter, vi har behov for. Så vi har midlerne. Amerikanske gener er de samme som europæiske gener, som er de samme som kinesiske gener; det er ikke et genetisk spørgsmål. Det er blot et spørgsmål om, at vi skal blive enige om, hvad vi vil. Vi har allerede en historie for industriel produktion, så det handler ikke om, hvorvidt vi kan eller ej. Det er snarere et spørgsmål om, hvorvidt vi vil det eller ej. Det er et politisk spørgsmål.”

Artikelserien Digitale dilemmaer er Føljetons anden ud af tre under overskriften ‘EU på egne ben’ og er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene Føljetons.