Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix
I den græske forfatter Dimitris Sotakis’ sorthumoristiske dobbeltgænger-roman Dubleanten får bogens hovedperson gradvist og på eget initiativ det jævnaldrende familiemedlem Mario, som i høj grad ligner ham, til at overtage sit liv. Det begynder i det små: Mario udfører diverse huslige pligter, indtil vores travle hovedperson indser, at Mario jo også kan tage på arbejde for ham. Snart bliver Mario sågar sendt på dates med den kvinde, hovedpersonen kurtiserer online. Skridt for skridt bliver hovedpersonen altså overflødiggjort i sin egen fortælling; hans selvstændighed, identitet, livsdrift og viljestyrke bliver opslugt af den anden, som han først troede var en ufarlig spejling af ham selv.
Hvilket bringer os til Danmarks stadig mere uforståelige relation til USA.
Gang på gang har regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) understreget, at amerikanerne er vores vigtigste allierede, vores tætteste samarbejdspartner, vores bedste venner. Så sent som torsdag har Socialdemokratiets forsvarsordfører Simon Kollerup pointeret, at USA fortsat er en “meget, meget tæt og betroet samarbejdspartner”, hvorfor partiet ikke mener, at “det vil være klogt at opsige basesamarbejdet med USA”. Kort sagt skal den dybt opsigtsvækkende aftale, som vi her i Føljeton tidligere har kaldt “historisk hasarderet”, stå ved magt, selvom Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sin seneste trusselsvurdering eksplicit nævner USA som en potentiel trussel mod rigsfællesskabet.
Taget i betragtning, hvor optaget Mette Frederiksen og Socialdemokratiet efter eget udsagn er af at “beskytte” Danmark – uanset hvor hårdt vælgerne måtte straffe dem for det – er det på alle måder mystisk, at man så beredvilligt lukker en åbenlys ulv ind i kongeriget. Lad os lige genopfriske, hvad Lars Trier Mogensen skrev om baseaftalen i disse spalter tilbage i juni:
“Uden for lands lov og ret – og uden at skulle stå til ansvar for dansk lovgivning – har amerikanske soldater og efterretningsfolk netop fået en blankocheck til at kunne operere uden begrænsninger i Danmark. Danske politikere har valgt at føje sig fuldstændigt. Med den nye baseaftale, som et bredt flertal i Folketinget støtter, vil det nu blive amerikanerne, som helt suverænt selv bestemmer, hvad de ønsker at gøre på dansk territorium, uden at skulle spørge om godkendelse eller tilgivelse, og uden risiko for at kunne blive retsforfulgt.”
I forlængelse kan vi så passende se på, hvad FE bl.a. skriver om USA. Nemlig at der hersker “usikkerhed om USA’s rolle som garant for Europas sikkerhed”, ligesom landet ikke længere udelukker “brug af militær magt selv over for allierede”. Og: “USA bruger nu sin økonomiske og teknologiske styrke som et magtmiddel, også overfor allierede og partnere.”
Hvor ‘nu’et’ kommer fra i den sætning, kan egentlig godt undre. Har man fulgt bare marginalt med i geopolitik de sidste mange årtier, ved man da saftsuseme godt, at USA bruger “sin økonomiske og teknologiske styrke som et magtmiddel”. Se på landets historik i Mellemøsten, se på USA’s ageren i Sydamerika. Eller se bare på, hvordan amerikanerne lige nu med økonomiske sanktioner og rå magt forsøger at tiltvinge sig Venezuelas olie. Heller ikke i Nato-sammenhænge – altså i venners lag – er USA uvant med at lægge pres på og få sin vilje. Der en grund til, at medlemslandene nu skal bruge fem pct. af deres BNP på krudt og kugler, og helst amerikanske af slagsen.
Ja, eller flere grunde.
Selvom regeringen udadtil stadig lader, som om USA er vores ideologiske dubleant – vores uskyldige Mario, som problemfrit kan få frit spil på dansk territorium, i vores hjem, i vores liv – begynder en ny grad af selvbevidsthed trods alt at dæmre. Hvilket ikke er et sekund for tidligt, hvis man læser Trump-administrationens nye sikkerhedsstrategi, som i udpræget grad fortsætter den chokerende Europa-skepsis, USA’s vicepræsident JD Vance første gang luftede for knap et år siden ved sikkerhedskonferencen i München.
I den nye amerikanske strategi er der ikke bare fundet plads til slet skjulte referencer til konspirationsteorien om den store udskiftning, men også til en latent trussel om, at USA ikke længere vil beskytte sine Nato-allierede. Ingen kan i hvert fald vide sig sikre på, at amerikanerne automatisk kommer dem til undsætning: ”De dage, hvor USA bar hele verdensordenen som Atlas, er forbi.” Hvilket, trods alt, får udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til at reagere bare en anelse i et interview med TV 2: “Jeg synes ikke, at amerikanerne har ret. Men det er amerikanernes opfattelse af os. Vi bliver nødt til at sætte et spejl op foran os og se, hvordan vi skal reagere.”
Begynder vi først at spejle os selv i noget andet USA, kan det da forhåbentlig være, at vi langt om længe kan få fjernet den besynderlige troldsplint, som gør vores relation til amerikanerne så ulideligt naiv og fodslæbende (baseaftalen in mente). Måske kan vi ligefrem stoppe med at se os selv som nogle sagesløse stakler, som død og pine har brug for deres hjælp. Som Storbritanniens minister for de væbnede styrker Alistair Carns – som selv har en fortid i den britiske hær – for nylig har sagt i en podcast, er Europas samlede forsvar i hvert fald fint udrustet til at kunne tackle Vladimir Putin:
“Tag de stående styrker rundt om i Europa, og de overgår klart Ruslands forsvar. Tag de samlede kampvognshære, angrebsluftfartøjer og hurtige jagerfly, og selv uden USA får det Rusland til at fremstå som en dværg.”
Tænk engang: Rusland er en dværg over for Europas samlede styrker. Problemet er så bare, at vi alle er dværge over for USA. /David Dragsted