Digitale dilemmaer

Samkørt innovation

Siden 00’erne har BlaBlaCar kørt sig selv i stilling som et af de bedste eksempler på et vellykket fransk techstartup – måske så vellykket, at det ikke længere er fransk?

Abdul Saboor/Reuters/Ritzau Scanpix

Det virker på mange måder passende at slutte dagens startup-rundtur hos BlaBlaCar – et af de måske mest oplagte eksempler på en succesfuld fransk digital tjeneste, der først udsprang af en simpel idé: Historien går, at medstifter Frédéric Mazzella tilbage i 2003 skulle hjem til sin familie til jul, men at alle tog fra Paris til hans lille hjemby var udsolgt, ligesom han selv stod uden bil. I sidste ende måtte hans søster derfor køre en omvej på 150 kilometer for at hente ham. Da han sad på passagersædet og kiggede på de andre biler i samme retning, som havde rigeligt med tomme sæder, indså han, at det måtte kunne gøres smartere.

Resultatet blev en spritny samkørselstjeneste, som snart tog fart i Frankrig – omkring samtidig med, at de første spadestik til GoMore blev taget herhjemme. I dag er BlaBlaCar det, man vel godt kan kalde en transportmastodont – ligesom Frédéric Mazzella er blevet et mere velkendt navn i Frankrig efter at have været investorløve i ‘Qui veut être mon associé ?’, altså den franske udgave af Løvens Hule. Samkørselstjenesten har fået millionvis af aktive brugere, den har udvidet til ikke bare de fleste andre europæiske lande (dog ikke i Skandinavien), men bl.a. også til Indien og Brasilien, og har derudover opkøbt flere busselskaber.

BlaBlaCar – hvis navn kommer af, at man som passager kan indikere, hvor meget snak man ønsker under samkørslen; hvor meget blablabla, der skal være – er altså på små 20 år blevet en anselig milliardforretning, med Frankrig som startpunkt. Hovedkvarteret i Paris, som ligger tæt på Bastillepladsen, byder da også på dagens med længder mest corporate oplevelse; der er sikkerhedsvagt, ID-tjek og et adgangsbadge, før jeg bliver budt velkommen af BlaBlaCars kommunikationsansvarlige Rayan Kaoutar, som fører mig ned i underetagen, hvor mødelokalerne – der alle er navngivet efter steder, hvor BlaBlaCar er tilgængelig – ligger som perler på en snor.

Rayan Kaoutar kaster sig straks ud i den helt store PR-præsentation af BlaBlaCars vækst, historie, koncept og fremtidsplaner, der groft sagt går på at være den første app, folk tænker på, når de skal fra by til by: “I dag er idéen, at vi vil blive fuldt multimodale ved også at tilføje tog til appen. Vi vil virkelig gerne have, at folk får ‘BlaBlaCar-refleksen’ på deres telefoner – at når de skal rejse fra én by til en anden, så går de til BlaBlaCar,” forklarer Kaoutar rutineret, før han går videre til at tale om de mange lande, virksomheden har udvidet til, samt spin-off-appen BlaBlaCar Daily, som fokuserer på pendlere. Sidstnævnte har bl.a. budt på et samarbejde med Île-de-France Mobilités, altså de parisiske transportmyndigheder, som subsidierer mange af pendler-køreturene.

Når snakken falder på selve BlaBlaCars identitet og selvforståelse, er Rayan Kaoutar dog interessant nok varsom med at betegne virksomheden som udpræget fransk. Jo, hovedkvarteret ligger selvfølgelig her i Paris, men der er også afdelinger i fx Brasilien og Spanien; der er mere tale om et internationalt økosystem, pointerer han. Hvilket, i Kaoutars optik, egentlig er meget sigende for, hvordan det franske startupmiljø har udviklet sig. Ambitionerne er hos mange virksomheder blevet større, og udsynet knap så nationalt afgrænset: “På en måde forsøger vi at blive mindre og mindre franske – vi har over 15 forskellige nationaliteter ansat her, og folk er meget internationale. Så vi er ikke kun en fransk virksomhed, men en meget international virksomhed.”

Skal man tale om en opskrift på, hvordan flere europæiske startups får succes – og med tiden kan blive internationale som BlaBlaCar – er den sådan set simpel, mener Rayan Kaoutar: Den gode løsning, og hvad den kan bidrage med, må nødvendigvis komme først. Selv nævner han danske Too Good To Go – der oprindeligt satte sig for at bekæmpe madspild – som et godt sammenligneligt eksempel med BlaBlaCar. Pointen er, at du ikke bare skal bringe noget nyt, men også noget brugbart på banen:

“En ting, som vores stifter kan lide at sige, er, at hvis dit forslag ikke bidrager med noget til samfundet, så lad være med at launche det. Dit forslag bliver nødt til at løse et problem.”

Måske er der en del mellemregninger, der ryger i svinget; måske rimer det lidt meget på iværksætteri à la Løvens Hule. Men i sidste ende virker det nu alligevel som et simpelt, men oplagt bud på, hvordan EU kan konkurrere på verdensplan: ikke bare ved at have den bedste teknologi, men også ved at dyrke det je ne sais quoi, den gode idé rummer.

Artikelserien Digitale dilemmaer er Føljetons anden ud af tre under overskriften ‘EU på egne ben’ og er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene Føljetons.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12