Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix
Globalisten og liberalisten Thomas L. Friedman har i sine 30 år som feteret kommentator og klummeskribent hos The New York Times haft lidt for mange eklatante forbiere til, at man kan kalde ham et decideret geopolitisk orakel eller prognostiker. Hans uforbeholdne støtte til Irak-krigen ser fx ret dum ud i tilbageblik (og gjorde det allerede dengang). Men da Friedman altid synes at være på farten og skriver og taler med en overbevisning, som om han vitterlig kan se ud i fremtiden eller måske snarere føler, at han kan forme den, lytter mange højtrangerede politikere og erhvervsfolk rundt om på kloden til ham med tilbageholdt åndedræt – også når de indsigter, han formidler i sine klummer, kommer lidt på bagkant. På den måde er han en vigtig stemme.
I august i år skrev Friedman en klumme i The New York York Times med overskriften ‘Israel’s Gaza campaign is making it a pariah state‘ (betalingsmur). August 2025? – tja, men bedre sent end aldrig, når det er Thomas L. Friedman, der generelt altid har været Israel endog meget venligt stemt. Et par måneder tidligere – i juni – havde han en anden klumme i avisen, som er værd at ihukomme i dag. Heller ikke her efterlod overskriften noget rum for fortolkning: ‘This Israeli government is a danger to Jews everywhere‘.
Og nede i brødteksten: “Israelere, folk fra den jødiske diaspora og Israels venner overalt i verden bliver nødt til at indse, at den måde, Israel fører krig på i Gaza i dag, lægger fundamentet for en grundlæggende forandring af, hvordan Israel og jøder vil blive opfattet verden over. Det bliver ikke positivt. Politibiler og private sikkerhedsfirmaer ved synagoger og institutioner vil i stigende grad blive normen; Israel, som jøder hidtil har opfattet som et fristed fra antisemitisme, vil i stedet blive set som en ny motor, der skaber den; fornuftige israelere vil stille sig i kø for at udvandre til Australien eller USA i stedet for at overtale deres jødiske fæller til at komme til Israel.” Friedman skrev videre, at denne ”dystopiske fremtid” endnu ikke havde indfundet sig, ”men hvis man ikke kan se dens konturer tegne sig, så bedrager man sig selv”.
Spol frem til 14. december ca. kl. 18.47, lokal tid. Sted: Bondi Beach, Sydney, New South Wales, Australien. To gerningsmænd, senere identificeret som en 50-årig mand, Sajid Akram, og hans 24-årige søn, Naveed Akram, er troppet op nær et jødisk arrangement med omkring 1.000 mennesker, som markerer den første aften på den årligt tilbagevendende jødiske fest Chanukka. De to mænd begynder at skyde løs med rifler direkte ind i menneskemængden. Mindst 12 mennesker bliver dræbt, og 29 meldes såret.
Denne handling, som vi må kalde en terrorhandling, er oprørende og uhyggelig. Det er så grænseløst fejt at stille sig op og skyde på en masse uskyldige familier, der holder en fredelig fest. Lige så ussel og krysteragtig det var, lige så heltemodigt var det af den 43-årig syriskfødte grønthandler Ahmed al Ahmed, som sneg sig ind på den ene af gerningsmændene og i løbet af få sekunder formåede afvæbne ham. Den afvæbnede gerningsmand blev senere dræbt, og Ahmed blev såret, mens hans fætter Mustafa har været på australsk tv og fortælle om hans heltemod. Vi ved præcis, hvordan det skete, for nogen filmede tilfældigvis aktionen med en mobiltelefon, og billederne er gået verden rundt.
Israels premierminister Benjamin Netanyahu var hurtigt ude at fordømme massedrabet som et udslag af antisemitisme, og der er blevet delt nogle videoer, hvor man ser ham hylde helten som en “jødisk helt”. På en måde er det underordnet, at Ahmed al Ahmed ikke jøde, men muslim. Og så alligevel ikke. Det gør det unægteligt sværere for den israelske regerings propagandaapparat at bruge episoden som et våben mod muslimer over hele verden.
Antony Loewenstein er en tysk-australsk jødisk og stærkt Israel-kritisk undersøgende journalist, som vi har nævnt en del gange her på Føljeton. Han beskæftiget sig indgående med Israels våben- og overvågningsindustri og har bl.a. skrevet den vigtige og anbefalelsesværdige bog The Palestine Laboratory. Loewenstein bor i Australien og fejrer selv Chanukka. I et meget nyligt optaget afsnit af sin podcast kommer han med en reaktion på angrebet på Bondi Beach. Han siger, at både Netanyahu og flere andre israelske ministre retter skytset mod den pro-palæstinensiske bevægelse. At det her er, hvad der sker, når man støtter Palæstina. “Og mit svar til det er,” siger Loewenstein, ”total afsky over, at grupper – eller i dette tilfælde den israelske regering og dens tilhængere, som har forestået et folkemord mod palæstinenserne, mener, at de har noget som helst moralsk krav på at tale om ansvar her.”
Og her er det også vigtigt, at medierne holder tungen lige i munden. Alligevel er det Netanyahus reaktion, som kommer øverst i bunken over hele linjen. Ahmed al Ahmeds heltedåd er vigtigere, end vi fatter. /Oliver Stilling