Thiels sidste tider

Kunne Gretha Thunberg tænkes at være Antikrist? Den falske Messias, som i ledtog med Satan vil vise sig i de sidste tider og forføre folkemasserne, med evig fortabelse til følge? Peter Thiel, en af verdens absolut mest indflydelsesrige og magtfulde techmilliardærer (som bl.a. er medstifter af overvågningsvirksomheden Palantir, hvis tjenester dansk politi bruger) vil i hvert fald ikke udelukke det.

Tidligere på året kulminerede Thiels mangeårige besættelse med eskatologi og religiøs dommedagstænkning med en firedelt forelæsningsrække om “den bibelske Antikrist”, som blev afholdt for lukkede døre i San Francisco. Deltagerne blev strengt forbudt at optage eller dele detaljer fra forelæsningerne – hvilket man ellers skulle tro, at en overvågningsguru som Thiel godt ved er umuligt at håndhæve. Bedre er det da heller ikke gået, end at bl.a. The Guardian på bagkant har kunnet gengive fyldige referater fra begivenhederne, baseret på skjulte lydoptagelser.

Gudskelov.

Det, som Thiel siger om Antikrist foran et betalende og velvilligt publikum, fortjener nemlig langt større offentlig opmærksomhed. For lige så fristende det er at affeje techmilliardærens idiosynkratiske bibellæsninger som ligegyldige vrangforestillinger, lige så presserende er det at udstille dommedagstænkningen. Tro det eller ej: Den siger meget mere om tiden, vi lever i, end vi måske har lyst til at erkende. Og det upåagtet, om Thunberg er det store dyr i åbenbaringen.

I de kommende dage skal vi derfor kaste os ud i en kosmisk og religiøs krig om verdens fremtid. Vi skal spotte falske profeter, se personlige dæmoner i øjnene, tale i techtunger, forlade vores fordomme og forsøge at forstå, hvorfor amerikansk politik slet og ret ikke giver mening uden hverken Gud, Antikrist eller apokalypsen.

Men vi begynder med det, Peter Thiel faktisk sagde om Antikrist ved sine forelæsninger i San Francisco.

Peg ikke på Palantir

Hvis der er noget, Peter Thiel er bange for, er det statsregulering. Som den gode libertarianer, han er, gruer han for statens ødelæggende adfærd og unødvendige indgriben. Ideelt set burde privatpersoner og virksomheder få lov til at gøre, som de lyster. Friheden bør trumfe. Men det er alligevel ikke kun formelle bureaukratiske spændetrøjer, Thiel frygter.

Techmilliardæren er nemlig udemærket klar over, at vi står over for en lang række eksistentielle trusler: Klimakrisen, atomkrig, ondsindet kunstig intelligens. Trusler, som det vil være meget naturligt at tackle med mere lovgivning. Gør vi det, risikerer vi dog samtidig at gå Antikrists ærinde; vi riskerer at indføre en global diktatorisk verdensorden, som alligevel vil dødsdømme os. Dermed lades vi tilbage med en prekær balancegang mellem forskellige dommedagsscenarier, hvoraf mindst én af dem altså er beskrevet i Bibelen.

Udover at være libertær højrefløjsideolog og sugar daddy for USA’s vicepræsident JD Vance, er Peter Thiel også religiøs. Hans frygt for Antikrist bunder i en særpræget kristen forestillingsverden, hvor alt kan lades med en dybere mening. Kort sagt vil det være en fejl kun at se ham som en kynisk forretningsmand – selvom det da er oplagt at påpege, hvordan Thiels højlydte advarsler mod regulering sjovt nok tjener til Palantirs fordel.

Helt konkret definerer milliardæren Antikrist som “en ond konge eller tyran eller anti-messias, som viser sig i de sidste tider” og herefter vil indvarsle Armageddon – et klassisk motiv i den kristne eskatologiske tænkning, der bygger på fx Johannes’ Åbenbaring. Peter Thiel er dog (tydeligvis) ikke teolog, hvorfor hans fortolkninger mildest talt er uortodokse.

Humlen er, at Antikrist – i Thiels optik – vil forføre folk ved at advare om en eksistentiel trussel som fx klimakrisen, og indføre restriktioner, som bremser det teknologiske fremskridt. Hvilket også er her, Thiel nævner Greta Thunberg som en oplagt Antikrist–kandidat – selvom han ikke vil konkludere noget definitivt. Også KI-forskeren Eliezer Yudkowsky og filosoffen Nick Bostrom er løse muligheder; om ikke andet smager deres arbejde af Antikrist. Det gør Peter Thiels arbejde egentlig også. Men du kommer næppe til at høre ham indrømme det.

Peter Thiel har nemlig et lidt uperfekt forsvar: Forestillingen om en såkaldt “Katechon”, en slags modstander til eller hindring for Antikrist. Ligesom alt andet i forelæsningsrækken er det lettere diffust, hvad Thiel overhovedet mener. Men altså: “Hvis Antikrist kommer til at overtage verden, har du brug for noget meget magtfuldt for at forhindre det.”

Katechon – som i princippet kunne være fx Palantir – vil nemt kunne forveksles med Antikrist, men reelt være en (midlertidig) stopklods for apokalypsen. Til gengæld risikerer vi, at Antikrist præsenterer sig selv som katechon. Og dermed kan det, vi først tror er vores eksistentielle redning, faktisk dødsdømme os.

Godt, vi tager lige en pause fra Peter Thiel til i morgen.

Uklar dommedag

Så hvem eller hvad er Antikrist? Den kedelige forklaring er, at det ikke rigtigt er til at sige i detaljer. I hvert fald ikke, hvis vi forholder os til det, som der konkret står om Antikrist i Bibelen. Som her, i Johannes’ Første Brev, kapitel 2, vers 18:

“Kære børn, det er den sidste time, og som I har hørt, at Antikrist skal komme, er der nu fremtrådt mange antikrister; deraf ved vi, at det er den sidste time.”

Og videre, i vers 22:

“Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen.”

Utroligt nok er det et af ganske få steder i Bibelen, at “Antikrist” helt eksplicit nævnes. I modsætning til, hvad man ellers skulle tro, står der eksempelvis intet om Antikrist i Johannes’ Åbenbaring. Her tales der snarere om bl.a. “dyret” (faktisk flere forskellige dyr), som i den senere kristne tradition er blevet læst som den samme anti-messianske skikkelse. Som Judith Wolfe, professor i teologi ved University of St Andrews og ekspert i eskatologi, forklarer, er det symptomatisk for, hvordan de bibelske fortolkninger udvikler sig:

“Det er faktisk ret kompliceret. Senere i historien er de (dyrene i Johannes’ Åbenbaring, red.) blevet slået sammen til én figur, som vil samle verden, iscenesætte sig selv som en falsk Kristus, og herefter undertrykke folk. Men for mig at se er det slet ikke et tydeligt narrativ i Johannes’ Åbenbaring. Det er en forståelse, som er blevet tilføjet senere.”

Den slags ser man ofte i den kristne tradition, forklarer Wolfe. Hun nævner Maria Magdalene som eksempel. I evangelierne optræder der faktisk tre forskellige Maria’er, som siden er blevet slået sammen til én enkelt Magdalene-skikkelse. “Men med Antikrist er der selvfølgelig mere på spil, end ved spørgsmålet om, hvorvidt Maria Magdalene var prostitueret eller ej”, tilføjer hun.

Af samme grund er det en svær, hvis ikke ligefrem umulig opgave at sammenstykke en meningsfuld og sammenhængende dommedagsfortælling på baggrund af bibelens tekster. Det, der fx står i Esajas’ Bog, er forskelligt fra dommedagsfortællingen i Daniels Bog, som igen er forskellig fra Johannes’ Åbenbaring. “Det er overhovedet ikke tydeligt, og overhovedet ikke konsistent”, forklarer Judith Wolfe. “Det er er noget meget forskelligt billedsprog, som optræder ved siden af hinanden.” Hvilket ifølge teologiprofessoren gør det nødvendigt at holde tungen lige i munden, når snakken falder på Antikrist og de sidste tider:

“Jeg tror, at man fejllæser Bibelen, hvis man leder efter en form for kode, der autoritativt kan dechifrere, hvad der lige nu sker i historien. Bibelen er meget mere interesseret i at give os billeder, som vi kan se mod og håbe på, men egentlig ikke forstå.”

Ikke at det har stoppet forskellige kristne i at gøre forsøget alligevel.

Luthers Antikrist

Henvisninger til Antikrist er at finde mange steder i kulturhistorien, fra Friedrich Nietzsches bog Antikrist om kristendommens onder, til Lars von Triers filmisk forstyrrende Antichrist. Forestillingen om en falsk frelser, en anti-Messias, som vil forblænde menneskeheden og indvarsle dommedag, er da også en besnærende historie, et perfekt billede på alverdens rædsler. Hvilket måske kan forklare, hvorfor den kristne eskatologi bliver ved med at virke aktuel, selv i vores hyperavancerede moderne tidsalder.

Klimakrise, pandemier, atomvinter, en virkeliggørelse af Terminator – vi har nok at frygte, og dermed også en del til fælles med dem, som kom før os, bemærker Judith Wolfe: “Gennem historien har der gentagne gange været perioder med alvorlige kriser. Når der er en alvorlig krise, vender folk sig mod apokalyptik og eskatologi for at få en form for orientering.”

“Jeg synes, det er fascinerende, at evangelicals (en gruppe fundamentalistiske kristne, red.) siger, at vi befinder os på et så unikt punkt i historien, at det helt klart må være endetiden. Men sagen er, at folk sagde nøjagtig det samme i 1800-tallet. De sagde nøjagtig det samme i 1600-tallet. De sagde nøjagtig det samme i 1200-tallet. Der har virkelig været mange gange, hvor en krise – en intellektuel krise, en politisk krise, en naturkatastrofe – har virket så forfærdelig, at den vel ikke kunne være andet end verdens undergang.”

Af samme grund er det langt fra forbeholdt vores egen tid, at indflydelsesrige mænd forsøger at gætte, hvem Antikrist mon kunne være:

“Martin Luther forventede, at Jesus ville vende tilbage i 1520’erne. Han var helt sikker på, at verdens ende var nær. Og han mente, at Antikrist var A) paven og B) muslimerne. For muslimerne invaderede Europa på det tidspunkt. Og selvfølgelig var paven i hans øjne meget skadelig. I 1600-tallet i England troede man, at Spanien var Antikrist. I 1800-tallet troede man, at Napoleon var Antikrist. Så på en måde var fortællingen altid meget ens. Men hvem der blev tildelt de forskellige roller, afhang af de politiske omstændigheder.”

Sejren over døden

Det, som så alligevel gør vores tid en kende anderledes, medgiver Judtih Wolfe, er, at dommedagstruslerne denne gang synes mere realistiske. Alene med atomvåben vil vi jo faktisk kunne udslette civilisationen, som vi kender den. Hvilket oplagt har konsekvenser for vores verdenssyn:

“Jeg er enig i, at vi nu er ved et punkt, hvor det nok er nemmere end nogensinde før at forestille sig verdens undergang. Det er et skørt sted at være, hvor du på den ene side nærmest har de teknologiske midler til at kunne leve for evigt, og på den anden side faktisk har de teknologiske midler til at destruere planeneten.”

Drømmen om evigt liv er i denne sammenhæng ret væsentlig. For hvis døden kan blive besejret – noget, man i Silicon Valley arbejder hårdnakket på, eksemplificeret ved milliardær og longevity-frontfigur Bryan Johnson – vil det have uoverskuelige konsekvenser for vores forhold til religion og kunst som sådan. Populærhistoriker Yuval Noah Harari har i hvert fald foreslået, at begge dele vil forsvinde, hvis døden gør det – eftersom de blot er coping-mekanismer for vores egen fatalitet.

Under alle omstændigheder ser Wolfe en god mening i, at der midt i teknologifascinationen opstår en fornyet interesse for eskatologien: “Jeg tror, at tech bros’ene derovre (i Silicon Valley, red.) virkelig føler, at det på et tidspunkt vil være inden for deres magt at skabe midlerne til at realisere det, der tidligere var strengt religiøse eskatologiske løfter. Derfor forekommer det mig naturligt, at man i den sammenhæng tænker i apokalyptiske termer, eller tænker på eskatologi. Det er tæt forbundne emner.”

“Eskatologi har både en individuel dimension, der relaterer sig til spørgsmålet om døden og det, som kommer efter. Men også en næsten kosmisk dimension om, hvorvidt historien har en retning. Er historien bare rent kaotisk, eller rent cyklisk? Hvordan skal vi tænke om slutningen på alting?”

Slutningen er selvsagt afgørende. En histories forløb afgøres jo af konklusionen, pointerer Judith Wolfe – og om der fx er tale om en komedie eller tragedie. Foreløbigt vil vi derfor heller ikke afslutte denne fortælling. Den fortsætter i morgen. Dommedag er ikke nær endnu. /David Dragsted

Artiklen her er en del af en Føljeton-serie om Antikrist. 

Første afsnit: Thiels sidste tider.
Andet afsnit: Højrefløjens dystre drømme.
Tredje afsnit: Min personlige Antikrist.
Fjerde afsnit: Dommedag nu?