Lam Yik/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er meget vanskeligt at få to pandabjørne til at blive til tre. Men i sidste måned lykkedes det for Cai Tao og Hu Chun. Satrui Wiratama, som bare bliver kaldt Rio, ligner mere end hårløs jordrotte end en panda, men det er altså en panda. Den lyserøde, næsten hårløse bjørn kom til verden i Indonesien, som er et af de mange lande, hvortil Kina har leaset et par pandabjørne som del af deres søde bløde pandadiplomati.
Den lille pelsklumps navn blev annonceret af landets præsident Prabowo Subianto i selskab med den kinesiske politiske rådgiver og ideolog Wang Huning.
En lille diplomatisk sejr for Kina, som dog hurtigt er blevet overskygget af et par større sejre over demokratiet i Hongkong.
Søndag besluttede Hongkongs sidste tilbageværende store oppositionsparti, Det Demokratiske Parti, sig for at opløse sig selv. “Besluttede sig for” er en pæn måde at sige det på. Der var stort flertal for beslutningen blandt partimedlemmerne, men flere har fortalt Reuters, at de var blevet truet med alvorlige konsekvenser af kinesiske myndigheder, hvis ikke de opløste sig.
Emily Lau, der tidligere har været del af partiet, var ikke glad. “Hvorfor skal en organisation, der har gjort så meget for Hongkong, ende sådan her? Det synes jeg er meget problematisk,” sagde hun til The Guardian. Det lykkedes ifølge hende aldrig helt for Kina og Hongkong at blive “et land, to systemer”, som ellers var aftalen, da Hongkong blev overdraget fra Storbritannien til Kina i 1997. “Vi fik aldrig lov til at have demokrati. Vi fik aldrig chancen for at vælge vores regering,” siger Lau. “Vi håber at princippet ikke vil blive ved med at skrumpe mere og mere. Vi håber, at der ikke er flere personer, der bliver anholdt.” I juni opløste et andet protestparti, League of Social Democrats, sig på grund af “uhyre politisk pres.”
De seneste år er den ellers aktive demokratibevægelse blevet fragmenteret, og Hongkong ligner fastlandet mere og mere. Et enkelt lys i det autoritære mørke er paradoksalt nok det netop afholdte valg, hvor valgdeltagelsen var næsten historisk lav. Til valget var det nemlig kun kandidater, som regeringen anså som “patrioter”, der måtte stille op, og valget foregik kort tid efter en dødelig brand i en lejlighedsbygning, som mange mente, at myndighederne måtte tage ansvar for. “Jeg stemmer ikke,” sagde Mary Chan til The New York Times. “Hvad er pointen? At hjælpe dem med at optræde?” Hongkong vil gerne demokratiet, men det har stadig trangere kår.
Mandag var der endnu en kulmination af indskrænkelsen af de demokratiske rettigheder, som særligt er forværret siden den nationale sikkerhedslov, der blev indført i 2020. Mediemogulen Jimmy Lai blev efter en to års lang retssag dømt for at bruge sit pro-demokratiske medie, Apple Daily, og andre politiske forbindelser til at lobbye for sanktioner og andre strafformer mod Kinas og Hongkongs myndigheder.
“Der er ingen tvivl om, at [Lai] aldrig vaklede i sin intention om at destabilisere Det Kinesiske Kommunistpartis styre, og på trods af vedtagelsen af den nationale sikkerhedslov, var han fast besluttet på at fortsætte, dog på en mindre eksplicit måde,” lød det fra dommeren, Esther Toh.
Den nationale sikkerhedslov er blevet kritiseret af flere landes regeringer, herunder Storbritannien og USA. Fra Kina selv lyder det dog, at ingen frihed er absolut, og at loven har skabt stabilitet i Hongkong.
Dommen var forudsigelig, men det gjorde det “på ingen måde mindre nedslående“ siger Amnesty Internationals direktør for Kinaanliggender Sarah Brooks.
“Denne dom viser verden, at Hongkongs friheder, demokrati og retsuafhængighed er blevet systematisk eroderet,” lyder reaktionen fra Taiwans myndigheder. “Det er ikke et individ, der har været ved domstolen – det er selve pressefriheden, og med denne dom er dén blevet knust (…) Demokratier må endelig handle og handle hurtigt: Hvis de intet gør, vil Lai dø i fængsel, og det vil sende et klart signal til det kinesiske regime om, at det kan sprede sin autoritære model og bryde international lov uden straf,” lyder det fra NGO’en Reporters Without Borders.
For nuværende sendes der dog mest blandede signaler. Indonesien er langt fra de eneste bløddyr, der har ladet sig charmere af Kinas bløde dyr. Danmarks lånte pandabjørne er bare endnu ikke lykkedes med at få en unge, da sjette gang heller ikke blev lykkens gang. Der er behov for diplomati gjort af et andet stof end blød sorthvid bamsepels.
Den britiske premierminister og amerikanske præsident har begge talt for Lais frigivelse, og de får snart lejlighed til at presse yderligere på. Keir Starmer planlægger at besøge Kina, muligvis inden for den næste måned, og Donald Trump vil besøge “sin gode ven” Xi Jinping til april. Trump har i øvrigt selv sagt, at det vil være “nemt” at få Kina til at makke ret. Lige så nemt som at få kæmpepandaer til at parre sig? /Emilie Ewald