Jonathan Ernst/Reuters/Scanpix
“Jeg søger aldrig opmærksomhed,” er en af de utroligt mange replikker, som kommer ud af munden på Susie Wiles i en artikel i Vanity Fairs januarnummer, der allerede er på gaden digitalt. Utroligt mange og mange utrolige. Wiles, 68, er Donald Trumps ekstremt magtfulde stabschef i Det Hvide Hus, den første kvindelige af slagsen, og man tror hende sådan set, når hun siger det. Men i så fald: Hvorfor siger hun så meget? Taler hun over sig, når hun taler om Trumps inderkreds? Når hun kalder vicepræsident JD Vance “konspirationsteoretiker”, siger, at Elon Musk er en “odd duck” (særling) og sidestiller Trumps balstyrige personlighed med en alkoholikers?
Vanity Fairs forsidehistorie ‘Susie Wiles says it all’ er den amerikanske politiske journalistiks julegave til alle, der for længst har fået brækfornemmelser over Donald Trump og hans kumpaners destabiliserende aktiviteter i Det Hvide Hus, og som er pinligt bevidste om, at der venter tre år af mere af samme skuffe. Det er ikke bare interviewet med Susie Wiles, som er uovertruffet elegant leveret, det er hele opsætningen og præsentationen.
Portrætbillederne af Wiles og holdet er taget af fotografen Christopher Anderson, og de har allerede her to dage efter offentliggørelsen været genstand for glæde, måben og forargelse: Kan man tillade sig at fotografere nogen så tæt på? På portrættet af Trumps 28-årige pressesekretær Karoline Leavitt går Andersons linse så tæt på, at man kan se injektionshullerne på hendes åbenbart lidt mere end naturligt fyldige læber. Fotografen siger til Washington Post, at han har taget portrætfotos sådan i mange år, og at det ikke er ham, der har lavet de huller på hendes læber.
På hans nærbillede af Susie Wiles spærrer hun øjnene op, så hun ligner en kat, der er fanget i lyskeglerne fra en bil. Man kan se kanten af hendes kontaktlinser og blodkarrene i hendes øjne. Nærbilledet står godt til et andet portrætfoto af hende, hvor hun befinder sig længere væk. Hun står i et grønligt jakkesæt med hænderne foldet foran sig. Hun er usmilende, der er en kontakt ud for hendes hoved på væggen bag hende. Men på billedets venstre side ses en døråbning, som leder ind til et mørkt rum. Først når man studerer den umiddelbart lysforladte rektangel, ser man, at der står en skikkelse derinde og holder en telefon op til øret med blikket rettet mod beskueren. Effekten er småuhyggelig. Billedet ‘siger det hele’.
Det er i en vis udstrækning Susie Wiles’ fortjeneste, at Donald Trump er blevet præsident. Hun var hans kampagnechef under valgkampen. Første gang de mødte hinanden var i 2015. Han var besat af, at hun var datter af en berømt sportskommentator. “Han sagde det en million gange,” siger Wiles til journalisten Chris Whipple, der har skrevet teksten for Vanity Fair. Og videre: “Jeg dømmer folk på deres gener.”
Wiles fortæller, at hun til at begynde med var “forfærdet”, da Elon Musk som leder af det nyoprettede organ for regeringseffektivitet DOGE ville nedlægge den amerikanske stats internationale nødhjælpsorganisation USAID. “Fordi jeg tror, at enhver, der interesserer sig for regeringsarbejde, og som nogensinde har været opmærksom på USAID, mente, ligesom jeg, at de gør meget godt.”
Ifølge Susie Wiles ville Trump til at begynde med skåne organisationer som USAID. Men Musk gik bare løs alligevel. “Da Elon sagde, ‘vi gør det her’, så var han allerede i gang med det,” siger hun. “Og det er formentlig, fordi han vidste, at det ville skræmme andre fra vid og sans. Men han besluttede, at det var en bedre tilgang at lukke det ned, fyre alle, lukke dem ude og så genopbygge. Ikke måden jeg ville gøre det på.”
Susie Wiles har taget afstand fra artiklen. Ikke fra det, hun bliver citeret for, men for præsentationen. Hun siger, at citaterne er taget ud af kontekst. Men hvad havde hun forestillet sig? Artiklen er ikke baseret på et interview, men mange samtaler og interviews foretaget gennem hele året, helt tilbage fra Trump rykkede ind i Det Hvide Hus. Hvad havde hun forestillet sig? vil nogle spørge.
Men hun ved jo godt, hvad hun gør. Hun kender mekanismerne, hun kender de journalistiske dynamikker, hun ved, hvad Vanity Fair er for et magasin. “Ikke måden jeg ville gøre det på.” Den lille sætning er symptomatisk. Hun er til stede, hvor tingene sker, hun anerkender metoderne, men får lige sagt, at hun ville have gjort det anderledes. På en måde stiller det hende i et lidt bedre lys for eftertiden, samtidig med at det er en magtdemonstration over for de andre power playere i præsidentens inderkreds.
Det ved journalisten Chris Whipple godt. Så undervejs i artiklen rekapitulerer han en række af de mest monstrøse beslutninger, der bliver truffet af den inderkreds. Han nævner fx, at Donald Trump tilbage i marts sætter udlændingemyndigheden ICE til at foretage en ulækker klapjagt på ulovlige indvandrere for at leve op til nogle vanvittige massedeportationsmål. Der bliver begået masser af overgreb og fejl undervejs. Da Whipple taler med Wiles på det tidspunkt, siger hun: “Jeg vil indrømme, at vi bliver nødt til at se nærmere på vores deportationsproces.” Men som journalisten formulerer det: “Da vi talte sammen igen i april, løb maskerede agenter fra ICE rundt på gaderne i byer over hele landet og pågreb folk, smed dem ind i varevogne, bagbandt dem og førte dem under tvang til improviserede deportationslejre. Mange af dem var amerikanske statsborgere eller havde opholdstilladelse.” Her henviser Wiles til, at der må være sket nogle fejl i systemet.
Det er et skræmmende indblik i Det Hvide Hus. Et kobbel magtsyge mennesker, der arbejder professionelt og møjsommeligt på at indfri nogle menneskefjendske mål. Ødelagte mennesker uden en moralsk kerne med en magt, de aldrig burde være kommet i nærheden af. /Oliver Stilling