Far i farandring

En lørdag eftermiddag i Allerød står tre fædre med lukkede øjne og aer sig selv på maverne.

Det gør de stående blandt tilskuerrækkerne i en teatersal på Mungo Park, hvor publikum er ved at finde deres pladser. Da publikum har sat sig, og fædrene er færdige med at ae sig på maverne, går de ned på scenen, hvor der sidder fire døtre.

Og så går de i gang med at danse.

Sådan begynder – og fortsætter – forestillingen HEJ FAR. I de næste 45 minutter udspiller sig en række scener med dans, sang og bevægelse fremført af de tre fædre og fire døtre.

Nogle scener er fjollede: da fædrene bevæger sig rundt i en cirkel, mens de squatter og laver en grimasse med tungerne ude af munden. Eller da de to ældre fædre går catwalk og poserer foran publikum.

Andre scener er mere random: Da de ligger på gulvet og leger noget, der minder om gulerod. Eller da de går i trillebør. Eller da fædre og døtre står på alle fire på en række og laver yogaøvelsen kat/ko med hovederne hvilende på hinandens røve. Eller da en far går rundt og slår med et imaginært sværd, mens en datter omfavner sig selv.

Men nogle scener var også poetiske. Da fædre og døtre ligger i en cuddle puddle på gulvet, viklet ind i hinanden med hovederne på hinandens bryst. Eller da en af døtrene synger en selvskrevet sang om sin afdøde far.

With all due respect, så gav det hele meget ‘pigerne fra 4.b har lavet en dans’. Det er ikke ment som en fornærmelse! Men ment som, at det var intimt, upoleret og hjemmelavet. 60-årige mænd med vaklende ben i knæbeskyttere, der gakkede ud og lavede nogle sjove bevægelser foran et publikum. Og nogle døtre i forskellige aldre, der gjorde lidt det samme. Musikken lød, som om det var lavet i Skrål. De fnisede, havde det sjovt og var blevet rigtig gode venner.

Det var en herlig oplevelse! Måske ikke på en stor kunstnerisk måde, men på en hjertevarm måde. Som når man ser pigerne fra 4.b fremføre deres dans nede i SFO’en.

Men det var også mere end herlig SFO-core. Det var et billede på en far i farandring.

Far i opbrud

“Tidligere havde faderskabet og de traditionelle former for maskulinitet det svært ved at snakke sammen. Specielt sådan noget med spædbørn. Det havde jo intet med mandighed at gøre.”

Sådan fortæller Kenneth Reinicke, mandeforsker og lektor på Roskilde Universitet, da Føljeton ringer ham op et par dage efter forestillingen for at få sat lidt kontekst på faderfiguren i dag.

“Nu taler jeg med mænd, der flegner over, at de pludselig føler sig som sekundære omsorgspersoner, hvis de ikke har fået plads nok på hospitalet,” tilføjer han.

De seneste årtier har mandefiguren gennemgået en markant udvikling som følge af både politiske, kulturelle og institutionelle forandringer. Ligestillingsdagsordener, #MeToo-bevægelsen og et øget fokus på køn og magt har tvunget den traditionelle maskulinitet i opbrud. Siden der er et overlap mellem mænd og fædre, er faderrollen ligeledes under forandring, hvor lovgivning som øremærket barsel til fædre konkret har stillet nye krav til faderens rolle i hjemmet. Og det har fået blandede modtagelser.

“Nogle fædre ønsker sig nogle bredere og mere rummelige definitioner af sådan et faderskab, hvor man ikke bare vil være en autoritet, men også en omsorgsperson, en aktiv forælder, en emotionel partner,” fortæller Kenneth Reinicke.

“Men samtidig er de traditionelle, rigide forestillinger om, hvad rigtige mænd kan og skal og bør gøre, ikke fuldstændig eroderet eller væk.”

For faderrollen står i en brydningstid. Progressive stemmer hiver i ham for at få ham til at tale om følelser og lave yoga. I andre kredse forventer man, at han sidder på lederposter og kan fikse en cykel.

Så der står Far på en ø over for både en køns- og en generationskløft. Og datteren står på den anden side.

Hvordan møder vi hinanden på tværs af den kløft?

Kunstprojektet HEJ FAR er sat i verden for at bygge netop den bro. Det har eksisteret siden 2021 og har taget form som interaktiv webside, fællesspisninger, workshops og forestillinger. Humlen i det hele er at udfordre normerne omkring maskulinitet og særligt omkring faderrollen. Men også at udforske den dynamik, der findes mellem fædre og døtre. De gør det ved at invitere fædrene med ind i processen og i dialog med døtrene, hvor de blandt andet tager udgangspunkt i spørgsmålet: Hvad vil du gerne se din far gøre?

Således er forestillingen på Mungo Park blevet til. I en række workshops har ægte lokale fædre og døtre med udgangspunkt i deres dynamikker skabt det koreografiske materiale til forestillingen sammen med instruktør Nanna Koppel og koreograf Mathilde Flor Usinger.

25 aborrer og en baby

Tilbage i Allerød fanger Føljetons udsendte en af de fædre, der lige har været på scenen. Han hedder Niels Fling, er 59 år og far til Signe, der også var med i forestillingen.

“Projektet handler om, hvordan fædre og døtre kan mødes, forstå hinanden og støtte hinanden som personer. Det har selvfølgelig noget med min manderolle og faderrolle at gøre, men i sidste ende handler det mest om min datter og min måde at kommunikere med hende på, og hvordan vi kan gøre den bedre. Det kræver arbejde, især fordi fædre ofte er mere tilbageholdende med at gå ind i dialogen. For mig handler det om at mødes i dialog, og det har vi gjort gennem kroppen,” fortæller han.

Niels Fling fortæller også, at han er faldet i en typisk far-fælde.

“Jeg har fire børn, og da de blev teenagere, gav jeg dem noget frihed til at finde sig selv. Men særligt mine to døtre ville i virkeligheden gerne have haft, at jeg havde været mere på i forhold til deres udvikling. Af respekt har jeg givet dem plads, men jeg har også distanceret mig,” fortæller Niels Fling.

Helt konkret har Niels og Signes medvirken i HEJ FAR-projektet rykket dem tættere sammen.

“Så fra at vi var meget kropslige, da de var mindre, har jeg trukket mig for at give dem plads. Og så sker der det, at vi ikke har den direkte kontakt til hinanden. Men i HEJ FAR har vi blødet op og genfundet det at lege og være kropslige.”

Føljeton fanger også to af døtrene. Signe Hilfling Lonesdatter på 25, som er datter til førnævnte Niels, og Augusta Bork Larsen på 26, hvis far også er med.

Der er en præmis i projektet her om, at der er noget ved faderfiguren, der skal laves om. Hvordan ser I det? Er der en bestemt faderfigur, der skal forandres?

Signe: “Jeg synes ikke, vi skal ændre noget. Jeg tror ikke, vi kan putte ‘far’ ind i en stereotyp. Fædre kommer på alle mulige måder, alle kommer med deres relationer. Og det er jo en dynamik mellem døtre og fædre, som vi lige så meget skal være med til at ændre.”

Augusta: “Det har været ret sjovt at høre fra forskellige generationer, at der er temaer, der går igen, fx at vi synes, det er irriterende, at vores fædre prøver at løse problemer for os. Men jeg tror, det har været lige så meget mig, der skulle løsne op, som det har været min far, der skulle løsne op.”

Hvad tager I med jer videre?

Signe: “Vi har en dans, hvor alle fædre og døtre ligger på en række og ligger med hovedet på hinandens brystkasser. Min far sagde til mig efter vores premiere, at det var første gang, han havde hørt mit hjerte, siden jeg var lille. Det var så særligt at få den intimitet. Så jeg har virkelig en følelse af, at der er noget i tempoet, der er blevet taget fra relationen. Og det giver lov til at være, lytte og se med nogle mildere øjne.”

Augusta: “Vi har fået den her fysikalitet. Når man er to mennesker, der måske har svært ved sproget, der har det været en virkelig stor oplevelse.”

I en boble i Allerød er der nogle fædre og døtre, der har genfundet hinanden. Og selvom det hverken er stor kunst eller reformerende politik, er det måske en lille revolution i sig selv.

For far er i forandring. I telefonen fortæller Kenneth Reinicke en anekdote, der meget godt beskriver den udvikling, der er i gang.

“Den svenske kønsforsker Lars Jalmert beskrev, at da hans far blev født i 1913, stod der i farfarens dagbog: ‘25 aborrer og en søn’, og da han selv blev født, stod der i farens dagbog: ‘Ingrid fik en søn’.”

At sammenligne en nyfødt med dagens fangst må trods alt ligge historien til. For de fleste i hvert fald.

“Man efterspørger jo ikke sådan nogle rigide, indkapslede træmænd, der bare er fuldstændig firkantede. Og jeg synes også, de tendenser med at være engageret, følelsesmæssigt involveret og godt kunne se kritikken af patriarkatet er dem, der dominerer. Og fremtidens faderskab, tænker jeg også, går i den retning,” afslutter Kenneth Reinicke. /Rosine Ulrich