Historien om Føljeton

Mit første møde med Føljeton indtræffer i det herrens år 2020. Som desillusioneret filosofistuderede ligger jeg i min seng og scroller gennem en verden, der synes at befinde sig i en tilstand af tiltagende forfald. Pandemien raser, og verdensøkonomien smuldrer. Medierne fremstår uduelige og overfladiske i deres dækning af det hele, og allerværst står det til med mit valg af uddannelse, der virker værdiløs i den post-pandemiske fremtid.

I et febrilsk forsøg på både at finde en fremtidig arbejdsplads og en avis, jeg gider læse, googler jeg forskellige kombinationer af ordene “journalistik” og “filosofi”. På et tidspunkt dukker navnet Føljeton op. Deres chefredaktør hedder Andreas König, kun 28 år gammel, og sørme om han ikke har læst filosofi på universitetet. De udgiver tilmed et idéhistorisk nyhedsbrev produceret af en endnu yngre gut ved navn David Dragsted. Måske er der alligevel håb derude.

Efterfølgende bliver jeg, som mange andre læsere af denne lille avis, afhængig af det veloplagte nyhedsbrev, der tikker trofast ind i indbakken ved 12-tiden. Midt i en dyster periode bliver min medietræthed gradvist lindret af den reflekterede journalistik, der ikke tager sig selv for alvorligt. Som en læser rammende skrev til redaktionen for ikke så længe siden: “Føljeton er et lys i mørket.”

Hvad jeg ikke ved på det tidspunkt, er, at jeg få år senere selv bliver en del af redaktionen. Jeg ved heller ikke, at Føljeton fem år tidligere blev født ud af en lignende følelse af desillusion.

Begyndelsen

Føljeton kommer til verden i 2015. Selvom det kun er 10 år siden, føles det let som fjern fortid. Ye hedder Kanye West, og Elon Musk er en af de seje drenge i klassen. Brexit og Trump er stadig utænkelige fænomener, selvom de er lige rundt om hjørnet.

Det er også en tid, hvor medierne er i vildrede over, hvordan de skal tilpasse sig den nye digitale virkelighed. Internettet og de sociale mediers fremkomst har for længst fået avisernes læsertal til at styrtdykke. Mediechefer tager sig idétomt til hovedet og gennemfører den ene fyringsrunde efter den anden.

Midt i den nedadgående spiral begynder en gruppe midaldrende mænd i den danske mediebranche at konversere i krogene om at starte forfra. Kulturjournalist og tidligere bagsideredaktør på Politiken Oliver Stilling snakker med politisk kommentator Lars Trier Mogensen, som kort forinden har forladt Politiken. Med i samtalen er Lasse Lavrsen fra Jylland-Posten, foruden Nikolai Thyssen og udvikleren Johannes Wehner, begge fra Dagbladet Information.

De fem mænd deler et progressivt sindelag formet af deres tid på Information og er enige om, at medierne sidder håbløst fast i den gamle verden:

“I forhold til digital udvikling var medierne på herrens mark. Der var generelt dårlig ledelse, og de vidste ikke, hvad de skulle stille op,” fortæller Oliver Stilling.

De fem mænd får blod på tanden og lejer et baglokale på Kapelvej på Nørrebro, der kort efter bliver til Føljetons fødestue.

Pengepanik

Visionen er at etablere det første medie i Danmark målrettet mobiltelefoner. “Store fortællinger til små skærme” hedder sloganet, der i dag lyder som et oldtidslevn, men fremstår forbavsende friskt i en tid, hvor man knapt kunne tilgå en avis fra sin smartphone.

Navnet Føljeton vælges som en hyldest til de hæderkronede journalister Herman Bang og Johannes V. Jensen, der skrev i serier, eller feuilletoner, som gik i dybden med et emne over flere afsnit. Den redaktionelle idé er enkel: Fem fortløbende føljetoner, der fortsætter indtil én vippes af pinden af noget mere interessant. Indholdet skal tilfredsstille den tænkende læser med både høj-og lavkultur. Der skal være plads til det hele, fra Mozart til Zlatan Ibrahimovic. Et slags “Weekendavisen møder Vice News,” som Lasse Lavrsen dengang formulerer det.

Håbet er at få penge fra Kulturstyrelsens Innovationspulje, som støtter nye medieprojekter. Første ansøgning går i vasken, men anden gang er der bid. Ifølge Oliver Stilling cykler han på Værnedamsvej, da han får det skæbnesvangre opkald fra Lars Trier Mogensen.

“Han spørger mig, hvor meget, jeg tror vi har fået. “0 kr.” svarer jeg. Så siger han “Nej, 4,2 millioner.” Og så var det ligesom bare om at gå i gang.”

Finansieringen er dog langtfra i mål. De statslige midler bliver kun indløst, hvis de selv samler yderligere 3,5 mio. kr. Her indser de fem journalister for alvor deres begrænsninger. For ingen af dem har nævneværdig erfaring med at trylle penge frem.

En kuldsejlet ansøgning til en anden mediefond betyder, at de to måneder inden lanceringen stadig mangler to millioner kroner. Det ser sort ud. En sensommeraften samles holdet i kulkælderen på Kapelvej – måske til gravøl før fødslen. Lars Trier Mogensen har i hvert fald købt en flaske Jack Daniels.

De bevæger sig ud i Nørrebros natteliv og ender med at spille bordtennis på baren Dupong, der ligger lige rundt om hjørnet. Ifølge Oliver Stilling bliver det en overraskende opløftende aften. Og næste morgen beslutter de at give projektet en sidste chance. De ringer til gud og hver mand for at spørge, om de vil investere. De får telefonnumre til millionarvinger på servietter. Men ingen beløb er for små, og til sidst lykkes det mirakuløst at skrabe det nødvendige sammen.

Hverdagsproblemer

Føljeton går i luften d. 16. November 2015. Den første udgave indeholder blandt andet en fortælling af Nagieb Khaja om Vestens 100-år lange krig i Mellemøsten. Lars Trier Mogensen påbegynder en føljeton om Donald Trump, der endnu ikke var republikanernes præsidentkandidat, men antydede fremkomsten af en politisk kultur, der mest af alt mindede om wrestling.

Drømmen er gået i opfyldelse. De fem mænd har vristet sig fri af de gamle mediers lænker og skabt en hverdag, hvor de selv kan styre slagets gang. Noget særligt ved at arbejde på Føljeton – som stadig gælder i dag – er fraværet af daglige redaktionsmøder, hvor man diskuterer, hvem på avisen, der skal lave hvad i løbet af dagen.

“Redaktionsmøder er noget af det mest dræbende,” fortæller Oliver Stilling. “Der bliver diskuteret de vildeste almindeligheder. Så at slippe for dem har været en af fornøjelserne. Jeg tror ikke, jeg ville være i mediebranchen i dag, hvis jeg var fortsat på Politiken.”

Men selvom hverdagen er frisættende, frembringer den også udfordringer af den slags, de fleste start ups uundgåeligt støder på. Ifølge Oliver Stilling opstår der i det første år uenighed om den forventede arbejdsindsats, og skærmydslerne fører til, at en af de bærende kræfter, Nikolai Thyssen, vælger at trække sig i sommeren 2016.

Visse investorer forsøger at udnytte situationen til at ændre i mediets ejerstruktur, og i kaosset vælger Lars Trier Mogensen at trække sig fra posten som chefredaktør.

I de efterfølgende måneder hænger Føljetons fremtid i en tynd tråd for anden gang i mediets korte historie. Oliver Stilling vil dog ikke give op og vælger at tage fat om roret som mediets nye chefredaktør.

Thyssens afgang efterlader et vakuum, og mediet mangler en direktør, der kan tage sig af økonomi, marketing, og alt det andet, der ikke har med journalistik at gøre. Løsningen ligger heldigvis til højrebenet. I en længere periode har de midaldrende mediemænd haft selskab af den unge Søren Høgh Ipland, der kom fra en stilling som marketingschef for GoMore. Efter at han havde læst en artikel om Føljeton i Politiken, spurgte han, om han ikke måtte komme forbi og hjælpe dem med lidt af hvert – fx at lave annoncer på Facebook, der dengang var et mere kryptisk håndværk. Det måtte han gerne.

Fra at fungere som konsulent et par dage om ugen bliver Søren Høgh Ipland i en alder af 26 år udnævnt til direktør i efteråret 2016. Sammen med chefredaktør Oliver Stilling får han ansvaret for at føre mediet ind i den næste fase, der i den grad kommer til at definere, hvad Føljeton i dag er blevet til.

Kære Læser

Som Føljeton-læser i 2016 får man et andet produkt end i dag. Fra begyndelsen er det slet ikke meningen, at mediet skal udkomme som et dagligt nyhedsbrev. Der kommer ganske vist et nyhedsbrev hver dag klokken tolv. Men ud over en kort kommentar og en række anbefalinger er det mest en annoncering af, at dagens føljetoner nu ligger klar på hjemmesiden. Efterhånden viser det sig dog, at mange læsere slet ikke når så langt:

“I den her periode gik det op for os, at folk primært interagerede  med nyhedsbrevet. Mange var glade for at betale 49 kroner for en daglig mail, der lige sagde, ‘Hey her er, hvad der er sket i verden, her er vores take på det, du skal læse det her og det her, og hvis du har lyst til at gå i dybden med noget, så har vi det her.’ Vi erkendte, at det faktisk er her, vi bidrager med noget unikt,” fortæller Søren Høgh Ipland.

I takt med at nyhedsbrevet bliver hovedproduktet, begynder Føljeton at finde sin nuværende form. Den lille kommentar i det gamle nyhedsbrev vokser sig længere og bliver til det, Føljeton-læsere i dag kender som Kære læser – formatet, hvor politiske analyser og nyhedsformidling ofte smelter sammen med humor og poesi på en helt særlig føljetonsk facon. Ifølge Oliver Stilling var det et forsøg på at ruske op i de gamle avisers ledere:

“Jeg forbandt ledere med noget af det mest røvsyge i aviserne. Det er, som om de var blevet nedprioriteret, kedelige, forudsigelige og usammenhængende. Eksempelvis: Kristeligt Dagblad mener: Præster bør ikke begå overgreb mod børn. Altså sådan nogle overskrifter der, hvor det næsten virker dumt. Så det var sjovt at tage den her bedagede genre, som var fed engang i 60’erne og 70’erne, fordi man kunne slå sig fri, og revitalisere den,” fortæller Oliver Stilling.

Som skribent på Føljeton har man friheden til at forme en Kære Læser efter sine egne styrker. Fra begyndelsen har Lars Trier Mogensen brugt formatet til slagkraftige politiske analyser. Oliver Stilling og Lasse Lavrsen begynder i stedet at bruge formatet til at tage læseren med på en underholdende og uforudsigelig rejse gennem nyhedsbilledet. I “Pas de Probleme” – hvad der her på redaktionen betragtes som en evergeeen  for genren – sammenligner Lasse Lavrsen fx den franske præsident Emmanuel Macron med fodboldklubben AGF’s håbløse isbjørnemaskot.

For en uprøvet praktikant kan det første forsøg med en Kære Læser godt være udfordrende. Siden en flok amerikanske forskere og journalister definerede retningen for nyhedsgenren i 1950’erne, har journalistuddannelserne lært de studerende, at nyheder skal formidles i et neutralt og upersonligt sprog. Det er som at være en skoleelev i dansk, der i årevis har skrevet diktat, og pludselig bliver sat til at skrive en fristil. Men giver man sig hen til formatet, er det befriende at få lov til at udfordre konventionerne og lade sin personlighed skinne igennem i teksten:

“Hver gang, vi har haft praktikanter igennem fra journalistuddannelser, har de sagt det samme. Når de startede på Føljeton, var det, de fik at vide, de skulle lave, det modsatte af det, de havde fået at vide på Journalisthøjskolen. Det synes vi alle sammen har været meget tilfredsstillende,” siger Oliver Stilling.

Føljetonisme på nye flasker

Siden Føljeton (nok) blev Danmarks første nyhedsbrevsmedie, har den mest markante forandring været udskiftning på redaktionen. Foruden direktør Søren Høgh Ipland, Lars Trier Mogensen og Oliver Stilling – hvoraf de to sidste i dag er tilknyttet som freelancere – er ingen af de originale stiftere tilbage. Omend Lasse Lavrsen stadig har en rolle i kulissen som medejer. En positiv konsekvens af udviklingen er, at holdet ikke længere kun består af midaldrende mænd med en lang fortid i mediebranchen.

“Der begyndte at ske nogle ting i tiden, hvor alle blev mere bevidste om [holdets sammensætning]. Det blev sværere at retfærdiggøre, at vi skriver rigtig meget om progressive sager, og alle sammen er en mand, der hedder Lars,” siger Søren Høgh Ipland.

I 2021 bliver redaktionen udvidet med Emma Stenholm, der bidrager med sin ekspertise i europæisk politik. Året efter bliver hun efterfulgt af redaktionens algoritme-aficionado Emilie Ewald. I mellemtiden tager Astrid Plum skridtet fra korrekturlæser til skrivende journalist, og er i dag også redaktør på nyhedsbrevet Læsevejr og det danske-svenske samarbejde Följetong.

Føljetons flade struktur har gennem tiden gjort det muligt for unge talenter at rykke hurtigt op. I 2020 overlader Oliver Stilling chefredaktørposten til den unge Andreas König for at sikre, han bliver hængende. Og da König forlader posten året efter, overtager den dengang kun 26-årige David Dragsted.

“I lange perioder har vi nok været det yngste medie i den danske omnibuspresse,” fortæller Søren Høgh Ipland. “Jeg var engang ung, men nu er jeg jo ofte den ældste på kontoret, selvom jeg er 36 år.”De unge kræfter har trukket mediet i nye retninger. Som noget nyt i mediets historie rækker Føljeton ud over journalistikken med initiativer som Føljetons Folkebibliotek, som sidste år blev arrangeret i samarbejde med podcasten A Seat At The Table. I 2023 vinder man også en pris fra Danske Medier for sit solidaritetsabonnement, der giver adgang for læsere, som ikke selv har råd til at betale for journalistik.

Desuden kan man slå sig løs i langt flere nyhedsbreve end tidligere. Du kan nu få en dybere forbindelse til vores fælles planet gennem Jordbo fra Emmy Laura Pérez Fjalland, et alternativt blik på økonomien gennem Marie Hedegaard og Jonas Lodahls Ude af Kurs, og siden for nylig også blive klog på katastrofen i Palæstina gennem Poyâ Pâkzâds daglige Gâzâ Brîef.

Den gamle ånd lever dog endnu. På sin vis er mediet nu gået full circle med genoplivningen af de gamle føljetoner. Foruden Kære Læser-teksten indeholder det daglige nyhedsbrev nu et afsnit af en længere fortælling, der dykker ned i et bestemt emne – ganske ligesom stifterne havde forestillet sig.

Mindre fortabthed, mere Føljeton?

I dag går det godt for den lille avis, der d. 16 november kunne fejre sin 10 års fødselsdag. Søren Høgh Ipland oplyser, at antallet af nytegnede abonnementer – hvis ikke man tager højde for de usædvanlige år med corona – er på sit højeste siden 2017.

Ser man lidt kynisk på det, er det, som om Føljetons succes stiger i takt med fornemmelsen af fortabthed, der tilsyneladende kun har bredt sig, siden jeg selv lå og scrollede tilbage i 2020. Undersøgelser viser, at 27 pct. af danskerne bevidst undgår nyheder. Flere og flere bliver triste og angste i mødet med nyhedsstrømmen. Forståeligt, når man tænker på mængden af grusomme nyheder om krig og klimakollaps. Andre oplever i stigende grad medierne som inkompetente og sensationslystne. Forståeligt, når man tænker på mængden af clickbait-artikler og korte, substansløse historier om, hvad USA’s præsident igen har sagt af ligegyldigheder.

Måske ligger Føljetons berettigelse netop her. Som et lille eftertænksomt pusterum fra den algoritmiske damptromle af elendighed, der kører os alle over på daglig basis. Som mediet, der erkender, at medierne selv bærer en del af ansvaret. Føljeton er måske ikke en avis for alle. Nogle vil nok mene, at det hele bliver lige lovligt indigneret, højtravende, eller ligefrem for venstreorienteret. Men hvis bare én læser oplever et dyk i desillusionen i mødet med et velskrevet nyhedsbrev, er det så ikke indsatsen værd?