Lad os prøve at lege, at grænsesoldater ikke allerede skyder med skarpt på flygtninge, som søger mod Europa. At asylansøgere ikke mødes med vold. Og lad os foregøgle hinanden, at grænserne ville kunne lukkes effektivt ned for asylansøgere og migranter – som politikerne på tværs af etablissementet argumenterer for i dag – uden brug af vold og våben. I så fald bliver det nemlig meget lettere at blive både overrumplet og forarget over de umenneskeligt nederdrægtige udtalelser, som Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, kom med i går aftes.
Her offentliggjorde EuropaMagasinet en video, hvor han siger: ”Du må ikke sejle inden for denne her territorialgrænse, hvis du gør det, så bliver du enten beskudt, eller også bliver du vendt om og sejlet tilbage.” Programmets vært, Ole Stephensen, spørger dernæst: ”Hvis de kommer ind over en bestemt sømilegrænse, skal man skyde på dem?” Og Kenneth Kristensen Berth svarer: ”For eksempel.” Dermed åbner Dansk Folkeparti op for at beskyde flygtninge i flygtningebåde i Middelhavet, og ramaskriget på sociale medier er, heldigvis, ikke udeblevet.
I et forgæves forsøg på at ”at imødegå en eventuel pressestorm” har Kenneth Kristensen Berth uddybet sine opsigtsvækkende synspunkter på Facebook: ”Jeg mener naturligvis ikke, at skibe under NATO-kommando eller Frontex skal give sig til at skyde på immigranter, der søger at krydse Middelhavet. Det, jeg mener, er, at man kan affyre varselsskud mod et fartøj, der bevæger sig ind i europæisk territorialfarvand!”
Selv denne retræte virker modbydelig. Tænk at ville møde mennesker, der er på desperat flugt fra drab, tortur og lemlæstelse i bl.a. Syrien med Assad-regimet og ISIS, med våben. Ja, forargelsesbølgen kan sagtens fortsætte, men kun hvis man også fortsætte legen med at bilde sig selv ind, at grænsesoldater ikke allerede skyder med skarpt på flygtninge.
Virkeligheden er mere bestialsk, end vi bryder os om at tænke på. Så måske er det tid til at droppe selskabslegen?
Den egentlige tragedie er nemlig, at Kenneth Kristensen Berth kun skildrer tingenes aktuelle stilling: Allerede i dag skyder Nato-soldater mod flygtninge fra Syrien. Human Rights Watch har således dokumenteret, at tyrkiske soldater har dræbt syriske asylansøgere på flugt fra ISIS – og dermed, at netop det mangeårige Nato-land, Tyrkiet, som også EU-landene betaler for at håndtere et stort antal flygtninge, for længst er begyndt at gøre præcis, hvad ordføreren fra Dansk Folkeparti foreslår.
Som i et surrealistisk mareridt er det lige nu Kenneth Kristensen Berth, som tegner den praktiske politik, der ved højlys dag føres af Nato-soldater langs grænsen til Syrien, mens alle dem, der nu giver udtryk for moralsk overraskelse og pludselig forargelse, reelt er dem, der lever i en fordrejet parallelverden og på flugt fra den ubekvemme virkelighed. For hvordan forestiller man sig egentlig, at de ydre grænser skal kunne forsegles, som stort set alle regerende partier i Europa er tilhængere af i dag, uden brug af ultimative magtmidler? Flygtninge dræbes dagligt over hele kloden.
Det værste er ikke, at Dansk Folkeparti hele tiden formår at forskubbe den hjemlige mediedebat med stadig mere skingre og skøre udtalelser, men snarere, at virakken ender med at fjerne opmærksomheden fra de virkelige humanitære katastrofer på landjorden og i havet: I 2016 er i alt 4.715 mennesker døde alene i Middelhavet.