Valgsystemer og syndfloder

Kuriøst nok blev det tilbage i 2018 besluttet, at en omstridt venezuelansk it-virksomhed fremover skulle være med til at udvikle Danmarks nye valgsystem. Altså det system, som med Politikens ord er selve “rygraden i alle valg til kommuner, regioner, Folketinget og EU-Parlamentet og alle folkeafstemninger i Danmark”. Det skete, da KMD – efter over 40 år med ansvar for vores it-valgsystem – blev afløst af Kommunernes it-indkøbsfællesskab, KOMBIT, som underskrev en købskontrakt med amerikanske DXC Technology om levering af et nyt system, som i forlængelse heraf hev venezuelanske Smartmatic ind som underleverandør.

Som vi også skrev her i Føljeton i 2018, var valget af Smartmatic på mange måder kontroversielt. Ikke nok med, at virksomhedens hemmelighedskræmmende ejerstruktur kan spores tilbage til skattelyet Curacao nord for Venezuela, så er Smartmatic – som er stiftet og styret af de venezuelanske forretningsmænd Antonio Mugica og Roger Piñate – tidligere blevet mistænkt for både korruption og valgsvindel i bl.a. Filippinerne. Samtidig er Smartmatics opstart i Venezuela omgærdet af mystik:

I 2003 besluttede den venezuelanske valgkommission – som var styret af Hugo Chavez’ parti – at den ellers undseelige it-virksomhed via en lukket udbudsproces skulle vinde en ordre på afstemningscomputere til 750 mio. kr. Derfor var det under Smartmatics valgsystem, at præsident Chavez i 2004 vandt en omdiskuteret mistillidsafstemning. Siden da har Chavez’ efterfølger – og af USA nu kidnappede – Nicolás Maduro faktisk også beskyldt Smartmatic for at have fiflet med stemmerne i afstemningscomputerne ved en folkeafstemning i 2017.

Ikke overraskende var det noget så pæredansk som kommunale sparehensyn, som ultimativt gav DXC Technology og Smartmatic ansvaret for vores valgsystem herhjemme. Ifølge førstnævnte ville den venezuelanske it-virksomhed levere “standardsoftware til valgadministrationen”, som efterfølgende skulle “tilpasses dansk lovgivning, konfigureres og videreudvikles til at håndtere de valg, som vi gennemfører i Danmark”.

Selve rygraden i vores demokrati – som aktuelt skal bruges i år ved et nervepirrende folketingsvalg – skulle altså planmæssigt bygges af en amerikansk teknologivirksomhed og en venezuelansk underleverandør under mistanke for skatteunddragelse og valgsvindel. Det ville have været den perfekte sølvpapirshattehistorie, hvis altså ikke det var fordi, KOMBIT i 2020 droppede samarbejdet med DXC Technology og Smartmatic som følge af noget andet utroligt dansk: Flere års forsinkelse i leveringen af et kæmpe offentligt it-system.

Rå, amerikansk magt

Så hvad skal vi bruge hele den amerikansk-venezuelanske valgsystems-saga til, hvis vi alligevel må krølle sølvpapirshatten sammen og smide den i papirkurven? Vel egentlig bare dette: At erkende, hvor skrøbeligt vores samfund pludselig kan fremstå, hvis vi ikke længere kan stole på alle de amerikanske systemer, vi har bygget vores hverdag og demokrati op omkring. Noget, som atter er blevet pinligt aktualiseret med USA’s folkeretsstridige angreb på Venezuela – og i forlængelse heraf gentagne trusler om at ville erobre Grønland.

Ser man på den aktuelle Grønlands-debat, som øjensynligt udvikler sig time for time, bliver noget andet dog også tydeligt: at de konspiratoriske forklaringsmodeller end ikke synes nødvendige. Der er noget simplere og mere primitivt på spil, nemlig en amerikansk anvendelse af rå magt, som i større grad giver associationer til den engelske 1600-tals-filosof Thomas Hobbes, end til avancerede digitale påvirkningskampagner.

“[E]n generel tilbøjelighed for hele menneskeheden er et uophørligt og rastløst ønske om magt efter magt, som først ophører med døden”, skrev Hobbes i hovedværket Leviathan. Ligesom han kortlagde, hvordan løsningen på enhver fortolkningsstrid ultimativt er hård og brutal vold.

Til The New Yorker har juraforsker ved Yale Law School Oona Hathaway understreget, hvordan USA’s præsident Donald Trump vil blæse på, hvorvidt han bryder amerikansk eller international lov. Snarere vil han “bare gøre det, han mener er berettiget ud fra sin egen tankegang.”

Suveræniteten er den magt, der ikke behøver forklare sig, påpegede Hobbes. Og som den franske avis Le Figaro ildevarslende skriver:

“Hvis Colombia eller Iran modsætter sig Donald Trump, kunne han se Grønland som et let bytte: Dets 56.000 uheldige indbyggere er isoleret i en isørken, der er fire gange så stor som Frankrig. Danmarks suverænitet? En føjelig allieret bevæbnet med amerikanske våben, som ikke kan bruges uden Washingtons samtykke.”

Skræmmeforhandlinger

Forhandlingens kunst, the art of the deal, er på papiret en smal sag, hvis man samtidig har verdens mest magtfulde militær i ryggen. I hvert fald hvis man spørger den nobelprisvindende økonom og ekspert i spilteori Thomas Schelling, som i bogen Arms and Influence skriver: “Magten til at kunne gøre skade er magten til at forhandle. At udnytte dette er diplomati – ondsindet diplomati, men stadig diplomati.”

Måske er det også i dette lys, at vi skal forstå Trump-administrationens fornyede “tilbud” om at købe Grønland – snarere end at invadere øen. Den foruroligende sandhed er nemlig, når alle andre mellemregninger skæres fra, at Donald Trump som præsident og commander-in-chief sidder med magten til at udløse USAs’ fulde atomvåbenarsenal, altså det ultimative afskrækkelsesmiddel. Og at han ved, at andre statsledere som Mette Frederiksen ved, at han besidder den ubegribelige magt.

I bogen Nuclear War: A Scenario beskriver den amerikanske journalist Annie Jacobsen minutiøst, baseret på utallige samtaler med kilder fra det amerikanske forsvar, hvordan det blot kræver én “nihilistisk galning med et atomvåbenarsenal”, førend civilisationen, som vi kender den, på bare få timer er gået under. Noget, som bl.a. også blev bekræftet i 1983 i et krigsspil kendt som “Proud Prophet”, som var udtænkt af ovennævnte Thomas Schelling. Uanset, hvordan atomkrigen udløses, er konklusionen den samme: Total destruktion.

Après moi, le déluge, er derfor også et udtryk, som går igen i Jacobsens bog. Altså: Efter mig, syndfloden. Ordene tilskrives oprindeligt Ludvig 15. af Frankrig, og beskriver meget præcist den ligegyldighed, en suveræn kan føle over for hvad der sker efter dennes død. Om det er et motto, 79-årige og angiveligt helbredsmæssigt skrantende Donald Trump lever efter, er ikke til at sige. Heldigvis tvivler vi på, at manden kan fransk. Og måske kan det give lidt ekstra ro i maven at se på nogle af de steder, USA rent faktisk har varslingsanlæg, som holder øje med atomtrusler: I Alaska, Californien, Massachusetts og – selvfølgelig – i Grønland ved Pituffik Space Base.

Langt hen af vejen har amerikanerne altså allerede fået deres vilje. Hvad mere kan de ønske sig? /David Dragsted