Glem ikke Kina

Lørdag eftermiddag – få timer inden Maduro blev kidnappet i sit soveværelse af amerikanske styrker – smilede han til pressen i selskab med Kinas latinamerikanske udsending: “Et venskabeligt møde, der bekræfter de stærke broderlige bånd mellem Kina og Venezuela – gennem tykt og tyndt,” sagde han fra sit palads i hovedstaden Caracas.

Venskabet – tykt som olien, der flyder i Venezuelas undergrund – går tilbage til Hugo Chavez’ præsidentperiode i 2000’erne. I takt med at den erklærede marxist og antiimperialistiske præsident nationaliserede landets olieindustri, søgte han alternativer til USA som handelspartner. Valget faldt på Kina, som siden 2000 har givet Venezuela mere end 100 mia. dollars til finansiering af jernbaner, energikilder og anden infrastruktur. Til gengæld har Chavez, og sidenhen Maduro, gjort Kina til verdens suverænt største modtager af venezuelansk olie – ifølge nogle observatører modtager Kina helt op til 80% af eksporten af landets sorte guld.

Men USA’s angreb har for alvor kastet Kina og Venezuelas handelssamarbejde op i luften. USA påberåber sig nu den eksklusive ret til landets olieproduktion, og udenrigsminister Marco Rubio har bedt arvtageren Delcy Rodriquez om at udvise rådgivere, diplomater og militærfolk fra Kina, Cuba, Rusland og Iran. Ifølge Andreas Forsby, der forsker i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik ved DIIS, kan man ikke reducere USA’s angreb i Venezuela til et forsøg på at inddæmme Kina. Men magtovertagelsen kan få konsekvenser for kinesernes olieeventyr:

“Det kan nogle gange være svært at gennemskue, hvad der driver Trump. Men Marco Rubio er en velkendt Kina-høg. Der er ikke nogen tvivl om, at han gerne ser, at Kinas interesser i Syd- og Latinamerika bliver reduceret – eksempelvis ved at forhindre kineserne i at få udbytte af de investeringer, de har foretaget i Venezuelas olieindustri, eller få adgang til den olie, der bliver afskibet fra Venezuela,” siger han og understreger situationens totale uforudsigelighed:

“Jeg tror ikke vi skal forvente at amerikanerne lukker af for olieeksporten til Kina. Hvorfor skulle de det? Altså, hvis Kina kan betale for olien til markedsprisen, så kan den vel sælges, også hvis det er amerikanske producenter, der får lov til at stå for at hive den op af jorden i Venezuela. Men alt det her er for tidligt at gisne om, før vi ved, hvordan de egentlige aftaler bliver sammensat.”

Geopolemik

Mere sikkert er det dog, at situationen lægger kimen til øgede spændinger mellem USA og Kina. Ifølge USA’s nye sikkerhedsstrategi har amerikanerne råderetten over hele den vestlige halvkugle, mens “ikke-hemisfæriske” magter skal nægtes adgang. Strategien med det populære navn Donroe-doktrinen er unægtelig et nik til Kina, som de seneste to årtier har intensiveret deres tilstedeværelse i Latinamerika.

Kina har blandt andet investeret i et gigantisk havneanlæg i Peru, massive solcelleanlæg i Brasilien og et rumteleskop i Argentina, der møder modstand fra den Trump-venlige motorsavspræsident Javier Milei. Investeringerne er så massive, at Donroe-doktrinen næppe vil afskrække kineserne, vurderer Andreas Forsby:

“Kineserne har så stærke og så velkonsoliderede interesser og investeringer i Latin- og Sydamerika, at det er svært at forestille sig, at de bare lægger sig om på ryggen og siger, at nu giver vi os,” siger han.

Som eksempel nævner han magtkampen, der sidste år udspillede sig mellem USA og Kina i Panamakanalen. På klassisk trumpistisk vis hævdede den amerikanske præsident ved sin indsættelsestale, at Kina “styrede” kanalen, og at USA ville tage kontrollen tilbage. Mere præcist drev et Hongkong-konglomerat, CK Hutchinson Holdings, to af kanalens største havne. Hutchinson indgik herefter en aftale om at overdrage havnene til amerikanske investeringsselskaber – et tiltag, som Kina modsatte sig: “Sidenhen er sagen blevet trukket i langdrag, fordi man fra Kinas side ikke længere bare har tænkt sig at acceptere det her amerikanske udspil,” siger Forsby.

På nuværende tidspunkt er det svært at sige, hvor langt Kina vil gå for at beskytte sine interesser mod MAGA-regeringens imperialisme. Men de står ikke alene i modstanden mod USA. I takt med at Trumps trusler mod andre sydamerikanske lande som Colombia tager til, vokser regionens modstand mod USA. Amerikanerne må derfor forvente betydelig modstand.

“Mange af de lande, vi taler om her [Brasilien, Colombia, Venezuela] er jo dybt bekymrede over den nye kurs fra USA under Trump-administrationen. De ønsker ikke at blive tvunget ind i Trump-administrationens håndhævelse af den nye Monroe-doktrin. De ønsker jo frit at kunne vælge deres samarbejdspartnere,” siger Andreas Forsby. /Claes T. Sørensen