Claus Bech/Ritzau Scanpix
Det har været nemt at misse midt i ugens øvrige Venezuela-virvar og Grønlands-galskab, men mandag kl. 19 offentliggjorde Kristeligt Dagblad altså et interview (betalingsmur) med beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S), som vi gerne vil dvæle lidt ved.
Med tanke på ministerens stående rolle som Socialdemokratiets “stærkeste ideolog” (partifællen Peter Hummelgaards ord, ikke vores), er det nemlig altid værd at granske detaljerne, når Dybvad Bek pludselig udtaler sig i store vendinger i en landsdækkende avis. Alt andet lige giver det et godt fingerpreg om, hvor Danmarks største regeringsparti er på vej hen. Og at dømme ud fra interviewet i Kristeligt Dagblad, er det mod en alt for velkendt traver: Moraliserende arbejds-indpiskning blandet med slet skjult fremmedfjendskhed. Måske er det egentlig bare et trist tegn på, at sosserne er løbet tør for idéer?
Anyways, Dybvad Beks “nye” ideologiske parole – som vil blive yderligere udpenslet i en kommende debatbog med den sigende titel Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker – går nu på, at det (åbenbart) ikke længere er en god ting, når indvandrere kommer i arbejde. Heller ikke selvom diverse virksomheder og erhvervsorganisationer gang på gang har pointeret, at udenlandsk arbejdskraft bliver uundværlig, hvis vi vil have fremtidens velfærdssamfund til at fungere.
Kort sagt har Socialdemokratiets hoftænker fundet en mørkemands-agtig måde at negligere de ellers opløftende statistikker om, at beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere er rekordhøj. For hvis ikke du er dansk, kan din indsats vist aldrig blive helt god nok. Hvilket beskæftigelsesministeren forsøger at forklare med nogle taktisk vage henvisninger til kulturelle forhold og forskelle:
“Helt objektivt er det en god forretning for os som land, at de kommer. Men samtidig kommer mange med en fundamentalt anden kulturel baggrund, som udfordrer et historisk stærkt tillidssamfund.”
Og videre:
“Vi er et lille luthersk land, formet af en stærk tillidskultur. Vi er kendetegnet ved nogle stærke fællesskaber, hvor især Venstre og Socialdemokratiet har løftet almuebefolkningen til et folk, der selv tager ansvar for de fælles vilkår, man har som samfund. I 500 år har vi været lutheranere, i 175 år har vi været et demokrati. Kommer man hertil fra et samfund med samme tillid til medborgere og myndigheder, er det lettere at blive en del af samfundet, end hvis du kommer fra et land, hvor man ikke kan stole på myndighederne.”
Skal vi partout tale om tillid, må vi nok indrømme, at vi ikke helt har tillid til Kaare Dybvad Beks udlægning af teksten. Prøv at stoppe en tilfældig dansker på gaden og få vedkommende til at recitere trosbekendelsen. Hvor dybt indgroet er de 500 års lutheraneri? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt for ens arbejdsindsats? Bliver de 37 ugentlige hamsterhjulstimer mere produktive, hvis man har en kollektivt underbevidst erindring om Martin Luthers lille Katekismus?
Har du læst sociologen Max Webers indflydelsesrige bog Den protestantiske etik og kapitalismens ånd – eller også bare Dybvad Beks tidligere debatbog Arbejdets land, hvori der bramfrit argumenteres for, at man bliver et dårligere menneske af ikke at arbejde – kan du måske ane, hvad beskæftigelsesministerens vil svare til sidstnævnte spørgsmål.
I interviewet med Kristeligt Dagblad refererer Dybvad Bek i hvert fald direkte til Webers gamle analyse af, at protestantisk arbejdsetik har spillet en central rolle i udviklingen af vores kapitalistiske (velfærds)samfund. Og i forlængelse siger han nogle ting om driftige Mads Skjern fra Matador, men det handler vist mest om, at beskæftigelsesministeren også lige skal smide en lidt mere folkelig reference.
Matador har vi ikke tid til at spille, så lad os blive ved Weber: Hvis Kaare Dybvad Bek rent faktisk vil bruge ham til at slå på tromme for arbejdets nødvendighed – og herunder argumentere, at man skal være opvokset i et “lille luthersk land” for virkelig at kunne slide igennem for fællesskabet – er der nogle åbenlyse faldgruber:
For det første er den analyse, Max Weber leverer i Den protestantiske etik og kapitalismens ånd overvejende deskriptiv – og på ingen måde en instruktionsmanual for, hvordan et velfærdssamfund skal strikkes sammen. Faktisk forsøger bogen blot at give en mulig forklaringsmodel for, hvorfor folk overhovedet gider dedikere deres liv til nytteløst knokleri. Max Weber mente nemlig, at økonomisk aktivitet ikke kan forklare sig selv, men har behov for eksterne argumenter. Faktisk er selve det at arbejde – og ligefrem at elske ens arbejde – ifølge sociologen unaturligt. Ergo: der er brug for Gud eller deslige, hvis du skal have folk til at stemple ind. Så altså… mener Dybvad også, at arbejde strider imod menneskets natur?
For det andet er Webers analyse, interessant og dragende som den er, for længst forældet. Udover at sociologen tog udgangspunkt i 1800-tallets protestantiske Preussen, og altså ikke gennemsekulariserede velfærds-Danmark anno 2026, så har den direkte kobling mellem protestantisk arbejdsetik og velstand også vist sig at være mangelfuld. Der er nemlig andre og bedre forklaringer på, hvorfor de gudsfrygtige preussere klarede det så godt pekuniært. Og som økonomerne Sascha O. Becker og Ludger Woessmann har påvist, er den allermest oplagte og plausible forklaring noget, Socialdemokratiet desværre er begyndt at sky som pesten: højere uddannelse.
Ifølge økonomerne blomstrede Preussen ikke på grund af Guds pisk, men fordi preusserne i sammenligning med katolske udlændinge var blevet bedre uddannede som en utilsigtet sideeffekt af Martin Luthers tanker om, at Bibelen skulle oversættes til tysk, og flere folk lære at læse den – hvilket med tiden resulterede i flere skoler, mere lærdom, flere penge. Hvilket jo egentlig får Socialdemokratiets førte politik – og Kaare Dybvad Beks idéer – til at fremstå endnu mere bizart selvnedbrydende.
Med forkortede kandidatuddannelser og omfattende besparelser på universiteterne skal danskerne gøres dummere og mere ukritisk gudsfrygtige, mens vi omvendt ikke vil anerkende det vitale bidrag til fællesskabet, vi kan få fra udlændinge med anderledes og mere nysgerrige perspektiver. Hvis det her er det bedste Socialdemokratiet har at byde ind med, må partiet og beskæftigelsesministeren nok hellere arbejde lidt mere på det. /David Dragsted