Mini Wolff/Ritzau Scanpix
“Hvis virkeligheden tidligere har været en smule mindre dyster, så er det fordi partierne endnu ikke havde fortæret alt.”
– Simone Weil
Da hun lå på sit selvvalgte dødsleje i London i 1943, skrev den franske filosof Simone Weil teksten Note om afskaffelse af de politiske partier. Nogle mener, at Weil til trods for at have et ringe helbred sultede sig selv i støtte med de sultende krigsofre i hjemlandet, andre mener, at det skyldtes hendes tro. Et par år forinden havde hun oplevet “religiøs ekstase”, og var derfor ekstrem tilhænger af askese. Men vi ved det ikke. Dedikeret var hun da.
I Note om afskaffelsen af de politiske partier tager Weil udgangspunkt i Rousseaus forestilling om, at “fornuft” er identisk hos alle mennesker, hvorimod lidenskaberne varierer:
“Det vil sige, at hvis alle og enhver på egen hånd reflekterer over et generelt problem og giver udtryk for en mening, og hvis disse meninger dernæst sammenlignes, vil de højst sandsynligt stemme overens, for så vidt de er retfærdige og fornuftige, og være forskellige, for så vidt de er uretfærdige og fejlagtige. Det er udelukkende i kraft af dette slags ræsonnement, at man anerkender, at den universelle konsensus peger mod sandheden,” skriver Weil.
Mennesker finder altså en fælles retning i det, der er retfærdigt og sandt, mens løgn og forbrydelse får dem til at gå i forskellige retninger. Og her er problemet altså, at løgn og forbrydelse er konsekvenser af kollektive lidenskaber.
Weils pointe er, at et politisk parti er en maskine, der har til formål at fremstille kollektive lidenskaber. De bestræber sig ikke på fornuft eller sandhed, men enstemmighed og kollektiv udformning af begær. “Kun det gode kan være et mål,” påstår filosoffen, og mener her – rimelig filosofisk og meget kristent – at det gode kun kan være noget ophøjet, noget større end os. Partiernes eksistens er derimod håndgribelig og åbenbar, og “det er således uundgåeligt, at partiet bliver sit eget mål”.
Problemet med partitænkning og partiånd er, at det ikke fremmer sandhed, men indgår i en undertrykkelse af tænkning til fordel for ensretning med henblik på partipolitikken. Tænkningen er under pres, skriver Weil i 1943, og som følge af partitænkningen, der gennemsyrer hele demokratiet, er vi “nået til et punkt, hvor vores tænkning inden for samtlige sfærer begrænser sig til at indtage en position ‘for’ eller ‘imod’ en holdning”.
Der findes ikke politikere, som er medlemmer af et parti, med integritet. For uanset hvad de selv måtte mene, indretter de sig efter partilinjen. Deres tænkning forstummer, og deres sandhed bliver partiets. En rest af denne partitænkning kan i disse dage ses udspillet i Danmarks Radio, der i går udlagde deres 2030-strategi.
Helt konkret indebærer strategien bl.a. det strategiske initiativ “DR Verificerer”, som skal styrke indsatsen for “pålidelig information” ved, at DR skal udvikle deres egne verificeringsværktøjer med internationale samarbejdspartnere. Hvem vides ikke. Derudover er der selvfølgelig også en hel gentænkning af genren “dokumentar”, hvor dokumentarers formål nu udelukkende bliver at “afsøge, nuancere og rumme vigtige debatter om komplekse problemstillinger i samfundet, så danskerne klædes på til selv at tage stilling”. Dokumentaren må altså ikke selv have en holdning.
Ifølge Lars Gert Lose, bestyrelsesformand i DR, er det “den mest ambitiøse strategi for en dansk samfundsbærende institution i nyere tid”. “Tiden er for alvorlig,” siger han, og strategien har altså til formål at “modgå at fragmentering og polarisering vinder indpas i Danmark”.
I deres syv strategipunkter fremgår det, at Danmarks Radio først og fremmest vil “gøre sig fortjent til danskernes tillid” og “spejle hele Danmark og alt det danske”. DR vil altså bekæmpe en stigende polarisering ved at lave “objektivt og uafhængigt” indhold. Det kan så tage sig ud som fx deres nye format ’Folkedomstolen’, et program, der er brygget på den banebrydende tanke om, “hvad hvis et kommentarspor blev levende”, men med fiktive “retssager”. Det skal nok højne fornuften og samle danskerne.
Alt i DR’s strategi handler om nyheder og ytringsfrihed og er i virkeligheden dybt uinspirerende. Som komponisten Allan Gravgaard Madsen skriver på Facebook: “Måske er jeg fatsvag, men der er ikke ét ord om DRs rolle som den største kulturbærende institution, vi har. Derimod kan man læse 7 strategiske pejlemærker, der fremstår for mig som om, at de er skrevet af nyhedsafdelingen.”
“Jeg hæfter mig ved, at DR sammenkæder musik, kultur og sport. Ifølge DRs eget organisationsdiagram hører sporten under nyhedsafdelingen. Det er den afdeling, der råder over den største andel af budgettet i DR.”
DR vil prøve at indfange de danskere, der i forvejen ikke stoler på traditionelle medier, ved at lave deres indhold til dem. Men når DR samtidig skriver, at de vil producere objektivt og uafhængigt indhold, er det også en forlængelse af en “for og imod”-tilgang, som Weil mener undergraver idéen om sandhed. Det er bortkastelsen af en idé om noget fælles fornuftigt, til fordel for en stræben efter en objektivitet, der ikke findes. Det er ren partitænkning. Når der ikke er nogen, der tør tage et standpunkt i det godes navn, er den eneste taber tænkningen.
I partitænkningen giver man afkald på større ideer om fornuft og retfærdighed. Man indordner sig en projekttænkning, eller mere weilsk, en tænkning baseret på middel, ikke mål – hvor man udelukkende handler efter, hvad partiets egen “sandhed” er. Det kræver ikke meget at se, hvordan denne verdensforståelse stadig præger Bjarne Corydon, generalsekretær i DR: Der er intet større mål, ingen reelle ambitioner for udvikling.
I stedet for at satse på et ambitiøst kulturelt folkeoplysningsprojekt, lægger man nu alt ind i nyhedsdækningen, i et forsøg på at fremstå så vag og “objektiv”, at alle kan være med. Det er en forældet idé om, hvad objektivitet, eller i Weils termer, “retfærdighed og sandhed”, er. “For i vore dage anses stræben efter retfærdighed og sandhed som svarende til en personlig synsvinkel,” skriver hun. Og det er lige så gældende i dag som dengang. For som Weil også bemærker:
“Næsten overalt – og ofte selv når man beskæftiger sig med rent tekniske problemer – erstattes tænkningens forpligtelse med partitagen; at være for eller imod. Dette er en sygdom, som har udspring i de politiske miljøer, og som har spredt sig til hele landet, til næsten alle former for tænkning. Det er tvivlsomt, om man vil kunne råde bod på denne sygdom, der slår os ihjel, uden at begynde med afskaffelsen af de politiske partier.”
/Astrid Plum