Når Big Tech slår rødder i energinettet

For at læse denne artikel kræver det forbindelse til et datacenter et eller andet sted i verden – en stor bygning fuld af silicium-chips, der kræver masser af strøm for at kunne huske og dele de 0’ere og 1-taller, artiklen i sidste ende er lavet af.

Med tanke på mængden af online-aktivitet i øvrigt, og den stigende digitalisering af samfundets systemer, er det næppe overraskende, at datacentrene sætter sig på en stor del af energiregnskabet. Ifølge Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriets fremskrivninger vil omkring 50 pct. af al elektricitet i Danmark blive forbrugt af datacentre i 2050.

Det er heller ikke overraskende, at COP30’s globale klimaaftale ikke omtaler en stigende udledning fra datacentre, mener Carolina Anna Salling, postdoc ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet. Hendes forskning i energi og infrastruktur viser nemlig, hvordan ejerne af datacentrene, de store tech-virksomheder, kobler sig på elnettet gennem tilsyneladende grønne aftaler, der skjuler en overordnet stigende klimabelastning.

Fiktiv bæredygtighed i Odense

Især på grund af kunstig intelligens regner det Internationale Energiagentur (IEA) med, at datacentres elektricitetsforbrug vil fordobles globalt inden for de næste fem år. Hvordan skal tech-virksomhederne få så meget mere strøm, når en tilsvarende udbygning af vedvarende energi ifølge IEA er urealistisk, og mere fossil energi ifølge FN’s klimapanel ikke er en mulighed?

Da Facebooks datacenter åbnede i Odense i 2019, var det et af de første forsøg i verden på at udnytte overskudsvarmen fra de mange servere til at opvarme lokalområdet – en grøn flag-ship case for Tech-giganterne, der er afhængige af politisk og folkelig opbakning til byggeprojekter.

Det var netop her, mellem fjernvarmeingeniører, jurister og embedsfolk, at Salling lavede sit feltarbejde for at forstå, hvordan Big Tech rent praktisk lykkes med at erobre så meget land og energi, når der alle vegne fra stilles større og større krav om nuludledning.

I det nybyggede besøgscenter ved siden af datacenteret stod plakater med billeder af vindmøller – som en påmindelse om, at Meta, ejeren af Facebook, giver tilbage til samfundet i form af både vedvarende energi og varmt vand til radiatorerne. Men da Salling gravede dybt ned under de officielle juridiske og tekniske rapporter og talte med de mennesker, der faktisk arbejdede på sammenkoblingen, opdagede hun, at hverken møller eller CO2-reduktioner eksisterede.

Fiktiv bæredygtighed, kalder hun det, for resultaterne viser en kompleks sammenkobling mellem Tech-industrien og den kollektive energiinfrastruktur baseret på aftaler og samarbejder, der i sidste ende reproducerer et stigende forbrug af både vedvarende og fossil energi.

Gaven, der bliver ved med at tage

Datacenterprojektet i Odense er et godt eksempel på finansielle gave-aftaler, som er blevet almindelig praksis i tech-industrien i hele verden, forklarer Salling. Projektet i Odense kom samtidig med regeringens aftaler med Google/Alphabet, Facebook/Meta og Apple om at bygge seks nye hyperskala-datacentre, altså de største af slagsen, i Danmark.

Det er almindelig kendt, at digitale platforme bygger på gave-økonomi: En gratis Instagram-profil betales med personlige data. Men som det fremgår af Sallings forskning, bygger ikke bare de digitale platforme, men også den fysiske infrastruktur, på gavegivning:

Datacentrets overskudsvarme er en gave, som tillige skal nedbringe CO2-udledninger. Men det varme vand fra serverkølingen har ikke den rette temperatur til at indgå direkte i fjernvarmesystemet og kræver, at der bygges yderligere infrastruktur og tilføres energi, før det kan sendes ud i radiatorerne. Pludselig er varmen ikke gratis alligevel.

Generelt viser det sig, at når tech-virksomheder investerer i et lokalt drevet omstillingsinitiativ, er det et led i en værdikæde – faktisk et helt netværk af relationer og gensidig afhængighed – der gør det svært at adskille ejer fra forbruger og produktion fra forbrug. Det gør det svært at afkode og derfor dokumentere, hvad tech-virksomhederne faktisk forbruger – og med hvilke effekter.

Vedvarende energi bliver til vedvarende forbrug

Næste år åbner Microsoft tre datacentre rundt om på Sjælland. Som kompensation har Microsoft betalt for etablering af solcelleparker, som producerer samme mængde strøm, som centrene selv forbruger. Derfor kan Microsoft kalde sig 100 pct. grøn, og de lokale kan acceptere projektet ud fra en præmis om, at Tech-giganten bidrager til et fælles klimaansvar.

I virkeligheden er klimaaftrykket ikke formindsket. Microsoft er koblet på det fælles elnet og bruger både sort og grøn strøm, og solcelleparkerne ligger andre steder end der, hvor datacentrene bygges. Der er altså tale om en netto-opskalering af energiforbruget i et system med begrænset kapacitet. Der er nemlig mange afkroge af samfundet, der stadig mangler at blive elektrificeret med strøm fra vindmøller og solceller.

Når der ikke er ubegrænset plads til at udbygge den vedvarende energi, hverken solcelleparker, vindmølleparker eller fjernvarmeanlæg, og når Tech-virksomhederne sætter sig på kapaciteten for at forsyne sig selv, så begrænser det den grønne omstilling af samfundet helt generelt.

Men det er meget svært at se, forklarer Salling. Inden for de nuværende rammer er det svært at kvantificere den reelle klimaeffekt af digital teknologi, som samtidig fylder mere og mere i energiregnskabet. Det bliver utydeligt, hvem der betaler for den vedvarende energi, og hvem der får lov at bruge den til regnskabsmæssigt at reducere deres klimaeffekt.

Der er brug for en gentænkning af vores energisystem, både juridisk og fysisk, så digitale teknologiers stigende produktion og forbrug af energi bliver synlig for både brugere og beslutningstagere. Det er helt afgørende, hvis udledning af drivhusgasser skal nedbringes.

Usynlig industrialisering

De fiktive grønne aftaler mellem tech-industrien og lokale energiselskaber er en central og problematisk dynamik i, hvad Salling kalder den digitale industrialisering. Over de seneste otte år har modellen bredt sig fra USA og ud i verden som en måde at forankre datacentre i lokalsamfund. Men hvordan kan det lade sig gøre, når der samtidig er politisk og folkeligt pres for at nedbringe klimaaftrykket? Det har meget at gøre med synlighed.

Først og fremmest opleves den digitale sfære af brugerne ikke umiddelbart som materiel og industriel. På digitale platforme konfronteres man ikke direkte med datafabrikkerne – lyslederkablerne, serverne, køleanlæggene – og derfor heller ikke det energiforbrug, som holder dem kørende.

Samtidig viser feltarbejdet, at de politiske aftaler også er usynlige. I Odense indgik repræsentanter for Meta en direkte aftale med politikerne, hvor man undgik beskatning af den overskydende varme. Det tillod Meta at distribuere overskudsvarmen frit, frem for den praksis, som lokale industrier har haft i mere end et halvt århundrede, nemlig at sælge varmen billigt og betale skat af indtægten. Desuden laves aftalerne om datacenterprojekter under såkaldte Hemmeligholdelsesaftaler, der er ganske almindelige i særligt USA, hvor lokale og nationale myndigheder skriver under på, at industriens bagmænd ikke må annonceres før industrien selv tillader det.

Med disse særaftaler undgår virksomhederne både offentlig debat og myndighedernes bevågenhed. Klimabelastningen, opgjort i tal, udvandes gennem skjulte strukturer og bliver i sidste ende lige så usynlig på COP-møderne, som de er i de fleste menneskers hverdag. /Rosa Leunbach

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Artiklen er baseret på et interview med Caroline Anna Salling, postdoc ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet og oplægsholder ved CApE’s foredragsrække ”Ph.d. til morgenmad” i efteråret 2025.

Rosa Leunbach er ansat ved Teknologihistorie DTU.