Grønlænderne overgiver sig ikke

Grønlændernes hjerter og sind er tabt for Trump. Han kan true, bølle og potentielt også kidnappe regeringsleder Jens-Frederik Nielsen. Men verdens mægtigste mand skal ikke længere gøre sig forhåbninger om at kunne opnå kontrol med folket i Kalaallit Nunaat.

USA står tilbage uden nogen form for tillidskapital. Soft power-kontoen er ikke bare i overtræk – den er lukket.

Inden onsdagens skelsættende seance i Det Hvide Hus, hvor vicepræsident J.D. Vance og USA’s udenrigsminister Marco Rubio mødes med Kongeriget Danmarks to gesandter, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S), står det klart, at der i bund og grund ikke er noget at forhandle om.

Reelt er der kun hårde metoder tilbage: Invasion, erobring og besættelse.

På den ene side kræver USA’s præsident Donald Trump, at han vil have “skødet” på Grønland, og altså overtage ejerskabet over landet, folket og territoriet. Han har flere gange slået fast, at han hverken vil stille sig tilfreds med at få fuld adgang til råstoffer eller genbekræftede sikkerhedsgarantier – hvad USA jo også allerede har. Maksimalistisk og kompromisløst kræver han at eje hele Grønland.

På den anden side har formanden for Naalakkersuisut, Grønlands regeringsleder Jens-Frederik Nielsen (D), mere stilfærdigt slået fast, at grønlænderne ikke vil underkaste sig. På et pressemøde tirsdag eftermiddag sagde han klart og utvetydigt, at Trump godt kan glemme sin annekteringsdrømme:

“Vi står i en geopolitisk krise. Hvis vi skal vælge mellem USA og Danmark her og nu, så vælger vi Danmark. Vi vælger Nato, Kongeriget Danmark og EU,” sagde Jens-Frederik Nielsen, flankeret af Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S).
Han fortsatte i et nedtonet tonefald, men med en så meget desto skarpere ordlyd:

“En ting skal alle forstå. Grønland vil ikke ejes af USA, Grønland vil ikke styres af USA, Grønland vil ikke være en del af USA. Vi vælger det Grønland, vi kender i dag, som er en del af Danmark.”

Logisk set findes der ingen mindelig mellemposition mellem Trump og Nielsen.

Erfalasorput-effekten

USA kan ikke komme til at eje Grønland, når Kalaallit Nunaat ikke er til salg. Og præsidenten kan heller ikke engang satse på at piske en intern splittelse op i det grønlandske folk, når der tværtimod er blevet skabt en hidtil uset samling på tværs af politiske skel i de seneste døgn.

På omvæltende kort tid har USA sat alle diplomatiske magtmekanismer og lokkende forførelsestekniker over styr.

Siden Trump første gang i 2019 luftede sin idé om at købe Grønland – og lod amerikanske udsendinge forsøge sig med hundeslæder og soft power – har USA i det mindste prøvet at charmere sig til indflydelse. Men selv den facade er nu brudt sammen.

I en næsten barok opvisning i stormagtsarrogance gør Trumps folk deres bedste for at fremmedgøre alt og alle – både gennem trusler om krig og ved at iklæde sig en kolonial selvforståelse, der burde være begravet i det 20. århundrede.

Præsidentens reaktion på udmeldingen fra Jens-Frederik Nielsen siger det hele med få ord:

“Jeg kender ham ikke, jeg ved ikke noget om ham. Men det bliver et stort problem for ham,” sagde Donald Trump direkte truende, da han natten til onsdag, dansk tid, blev konfronteret med den grønlandske afvisning.

Et stort problem? For Jens-Frederik Nielsen? I hvert fald ikke i det hjemlige politiske landskab. Selvfølgelig er der nogle helt få og i forvejen socialt udskammede MAGA-tilhængere i Grønland, som lige nu forsøger at opgejle en antidansk reaktion på sociale medier. Det er i sagens natur ikke samtlige grønlændere, der bakker op bag Jens-Frederik Nielsen, men så godt som. Han har i praksis fuld politisk rygdækning, og det samme har Vivian Motzfeldt, når hun sætter sig over for Vance og Rubio.

Og det er netop her, det afgørende skifte finder sted. Man kunne kalde det for Erfalasorput-effekten. På amerikansk kendt som ‘rally-around-the-flag’-effekten, men i dag mere oplagt navngivet efter Grønlands grafisk smukke flag, Erfalasorput.

Fredelig modstand

Den korte åbning, hvor USA kunne gøre sig forhåbninger om at dele og herske Grønland, er hurtigt forbi igen. Og de uenigheder, der har præget debatten, og som det kun er naturligt i ethvert frit folkestyre i en krisetid, er lynhurtigt blevet bilagt under presset udefra.

Til gengæld er en fornyet modstandskraft begyndt at pible frem. Mentalt er flere og flere grønlændere begyndt at forberede sig på eskaleret situation, hvor USA vil kunne finde på at bruge militære midler.

Når først den bløde magt er brugt op, efterlades stormagter kun med én restkategori af handlemuligheder – dem, der forudsætter tvang. Og netop derfor er dette øjeblik så farligt.

Alt afhængigt af om det lykkes for Løkke og Motzfeldt at få forklaret, at forhandlingerne om Grønland reelt er forbi, inden de overhovedet er kommet i gang, vil den geopolitiske krise risikere at rykke videre til en endnu mere alvorlig fase.

Erik Jensen, tidligere formand for Siumut, Vivian Motzfeldts socialdemokratiske parti, synes allerede at forberede sig på alsang og civil ulydighed i tilfælde af en amerikansk okkupation. I et opslag på Facebook citerer han en berømt modstandssang:

“Qunujanngeqaanga / sapianngeqaanga / akiuutissallunga; siulit nukingat / pissaanerat / taqqatsinni tillermat.”

Indrømmet, det er svært at forstå for alle ikke-inuit. Men de lange ord er så tungebidende og dragende, at de alligevel fortjener at blive bragt på grønlandsk. For det er, selvfølgelig, teksten fra den amerikanske borgerrettighedsbevægelses hymne, ‘We Shall Overcome’.

Samme vers lyder på engelsk: “We shall stand together, we shall stand together / We shall stand together – now / Oh, deep in my heart I do believe / We shall overcome someday.”

Trump kan true, true og true – men han møder et folk, der ikke længere lader sig presse. Modstandens melodi er muligvis sagte, men måske er den alligevel stærkere end rå magt. Historien er fuld af imperier, der overså det simple: Man kan ikke købe et folk. USA kan kun vinde, hvis Grønland giver op – og det gør grønlænderne ikke. /Lars Trier Mogensen