Shawn Thew/EPA/Ritzau Scanpix
Hvad vidner de sidste par ugers hektiske verdenspolitiske begivenheder om, hvis ikke, at tiden flyder over med irrationalitet?
Når den amerikanske præsident – som vi desværre har set os nødsaget til at skrive en del om i ugens løb – taler om Grønland, er det som at skue direkte ned i de dunkleste dybder af mandens underbevidsthed. “[At eje Grønland] er, hvad jeg føler er psykologisk nødvendigt for succes,” som han sagde til New York Times.
Kommentaren tager livet af de sidste fornuftsbaserede forklaringer på en amerikansk invasion af Grønland. USA kan forfølge deres interesser i Grønland uden ejerskab – de kan bygge militærbaser, og sandsynligvis også få lov til at udvinde råstoffer. Så hvilken anden forklaring er tilbage, end at præsidenten er parat til at ofre Nato-alliancen for at tilfredsstille sin indre Narcissus?
Efter gårsdagens møde med J.D Vance og Marco Rubio måtte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) dulme presset fra Trumps imperialistiske neurose med store mængder nikotin. Efterfølgende forklarede han, at Danmark og USA har nedsat en arbejdsgruppe, der skal håndtere uenighederne mellem parterne. Man forstår behovet for at trykke på pauseknappen. Dog er det overordentlig svært at se, hvilke diplomatiske argumenter, der skulle ændre på præsidentens megalomaniske planer. Hvilken chance har diplomatiet i en verden styret af irrationelle drifter?
Oxford-filosoffen Amia Srinivasan er inde på verdens irrationelle tendenser i et essay i London Review of Books med undertitlen: ‘Det underbevidste er tilbage.’ Ifølge Srinivasan udfordrer vores tids galskab forestillingen om mennesket som et rationelt dyr. Det er, som om de gængse forklaringsmodeller ofte kommer til kort, når det handler om alt fra Grønland til Venezuela og Israels kontinuerlige folkedrab i Gaza. Ønsker vi at forstå samtiden, må vi ifølge filosoffen ty til underbevidstheden:
“Vi må gå videre fra at tale om partier og platforme; om holdninger, værdier, og identitære tilhørsforhold, om klasse, arbejde, løn og udnyttelse. Vi må tale om fantasier og deres undertrykkelse, libidoen og dødsdriften, benægtelse og forskydning, traumer og deres skæmmende efterspil.”
Er det tilfældigt, at psykoanalysen blomstrede op i 1920’erne – en tid, der minder om vores med tiltagende demagogi og fascisme? Det er ikke, fordi vi nu vil gå fuld Sigmund Freud og lede efter kastraktionskomplekser og penismisundelse overalt i nyhedsbilledet. Men der er immervæk meget på den politiske scene i øjeblikket, der giver langt bedre mening, hvis man forkaster idéen om mennesket som et fornuftstyret væsen. Tag nu bare sikkerhedspolitikken.
Sikkerhedsdriften
Ifølge Srinivasan hersker der i tiden en dyb længsel efter sikkerhed, som gerne kobles med en tilsvarende drift mod at eliminere enhver trussel – uanset hvor fjern den måtte være. Hun fremhæver eksempelvis Israels selvdestruktive forsøg på at sikre “jødisk sikkerhed” ved at massakrere palæstinenserne i Gaza, der i øjeblikket blot kæmper for at overleve vinteren.
Israels brutalitet lader sig ikke forklare i traditionelle sikkerhedspolitiske termer. Folkedrabet har næppe gjort jøder mere sikre, men snarere svækket Israels internationale legitimitet, holdt israelske gidsler fanget i Gaza, og pustet til antisemitismen verden over. I stedet må forklaringen – i hvert fald delvist – findes i den israelske underbevidsthed.
Som den jødisk-canadiske journalist og forfatter Naomi Klein også har beskrevet, er den israelske sikkerhedssult tæt knyttet til traumet om Holocaust. Når Netanyahu-regeringen kalder 7. oktober for det nye Holocaust, udnytter den israelernes traume til at legitimere et hævngerrigt modsvar. Som Srinivasan skriver: “Afvisningen af folkedrabets gentagelse – ‘aldrig igen’ – bliver mandatet for dets omvendte tilbagekomst: ja, igen, folkedrab.” Den slags selvmodsigelser kan velsagtens kun give mening i en irrationel verden.
Også i USA har sikkerhedsdriften paradoksale og fatale konsekvenser. I weekenden skød og dræbte USA’s pendant til Gestapo – ICE – den 37-årige Renee Nicole Good i Minneapolis. Efter hændelsen hævdede vicepræsident J.D Vance, at betjenten var beskyttet af “absolut immunitet”. Med andre ord, at statspolitiet har frie tøjler, og ikke kan straffes for sine ugerninger. Den eksistentielle trussel, som i MAGA-universet er “de illegale migranter”, må altså bekæmpes for enhver pris.
Ligesom med Israels (u)sikkerhedspolitik, er der dybe selvmodsigelser på spil. For betjentenes koldblodige mord på en amerikansk statsborger er velsagtens det bedste eksempel på en sikkerhedstrussel, man kan forestille sig.
Med tanke på optøjerne, splittelsen og volden, som de pansrede betjente fremtvinger på tværs af USA, kan man altså ikke forklare ICE’s aktioner som et rationelt sikkerhedspolitisk tiltag – tværtimod. Men ak, så længe ICE i MAGA’s egen forestillingsverden fremstår som truslens bekæmper, er alt tilsyneladende på det rene i den irrationelle verdens logik. /Claes T. Sørensen