Trumps eget nazipoliti

Begynder ICE ikke mere og mere at ligne en slags amerikansk pendant til Gestapo og/eller SA og SS? Ligesom Hitlers hemmelige politi har United States Immigration and Customs Enforcement (ICE) under Donald Trumps kommando tilsyneladende fået carte blanche til at operere uden for normal lov og ret, og herigennem etablere et uigennemsigtigt overvågningsregime, hvor alle kan blive mistænkeliggjort, anholdt og skudt på åben gade. Og ligesom Hitlers paramilitære grupper fungerer ICE-agenterne som en synliggørelse og konkretisering af præsidentens voksende magt; som en brutal forlænget arm for den aspirerende autokrat.

Tim Walz, den tidligere demokratiske vicepræsidentkandidat og nuværende guvernør for Minnesota, smed allerede nazikortet sidste forår i sin omtale af ICE under en tale ved University of Minnesota Law School:

“Donald Trumps nutidige Gestapo samler folk op fra gaden. […] De bliver smidt i umærkede varevogne, iført masker, og sendt til udenlandske torturfangekældre uden mulighed for at forsvare sig, uden overhovedet at kunne kysse deres kære farvel, bare grebet af maskerede agenter, skubbet ind i varevognene og tryllet væk”.

Selvom Walz’ politiske karriere har taget et mærkbart dyk siden det fatale valgnederlag, som han og Kamala Harris led i 2024, er lige netop Gestapo-analysen måske ved at ælde med ynde. Senest har guvernøren endda fået opbakning fra selveste Joe Rogan, podcast- og manosfære-guruen par excellence – som ellers tidligere har fået en del af æren for, at Trump overhovedet blev præsident (igen).

I sidste uge fik han i The Joe Rogan Experience, i en samtale med den republikanske senator Rand Paul, meget tydeligt taget tilsvarende afstand til ICE: “Vi burde ikke have militariserede grupper af mennesker, som vandrer rundt på gaderne, og som bare dukker op med masker på og samler folk op […] Har vi virkelig tænkt os at være Gestapo? ‘Hvor er dine papirer’? Er det der, vi er kommet til?”

En pænt god tommelfingerregel er, at man aldrig skal bruge Joe Rogan som historieunderviser. Så før vi alligevel giver podcasteren ret og selv trækker nazikortet, må vi for en god ordens skyld hellere selv levere en lille historietime.

Nazistisk hvem-er-hvem

Mens Donald Trump som USA’s præsident kan trække på forskellige “ordenshåndhævere” som fx Nationalgarden og ICE’s føderale agenter, havde Adolf Hitler som ubestridt Führer nogle tilsvarende gode voldsmuligheder. Den første var Sturmabteilung (SA), oprettet i 1921, altså længe før Hitler og nazisterne formelt tog magten over Tyskland i 1933. SA fungerede oprindeligt som nazipartiets eget vagtkorps (eller paramilitær), og bestod groft sagt af en hastigt voksende gruppe voldelige bøller, som havde til formål at terrorisere politiske modstandere og markere nazisternes tilstedeværelse på gadeplan.

I takt med, at SA’s medlemstal steg til først flere hundrede tusinde og sidenhen flere millioner op gennem 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne, steg dog også frygten for, at organisationen kunne udgøre en trussel mod selve NSDAP, altså nazistpartiet, som SA ellers skulle beskytte. Resultatet blev, at SA-stabschef Ernst Röhm – som ellers var en af Hitlers mest fortrolige – sammen med resten af SA-ledelsen i 1934 under ‘de lange knives nat’ blev dræbt af Schutzstaffel (SS), hvorefter SA blev lagt under SS’s ledelse.

SS, berygtet for sit ikoniske runelogo, blev ligesom SA oprettet i 1920’erne – nærmere bestemt i 1925 – som en særlig sikkerhedsgren af nazistpartiet. Deraf navnet, Schutzstaffel, altså “beskyttelsesstyrke”. Forskellen var, at SS fra begyndelsen var tænkt som Adolf Hitlers personlige og betroede bodyguard-enhed – i modsætning til SA, som Hitler ikke nærede samme tillid til. Et tidligt SS-medlem var den sidenhen så prominente nazist Heinrich Himmler, som i 1929 også blev sikkerhedsstyrkens rigsfører. Under Himmlers ledelse blev SS yderligere professionaliseret som et decideret nazistisk elitepoliti; 100 pct. dedikeret til Der Führer.

Efter 1933 blev SS gradvist sammensmeltet med Tysklands eksisterende politi og efterretningstjenester, hvilket blot gjorde Himmler så meget desto mere magtfuld. Samtidig blev SS et mangehovedet magtorgan, som bl.a. var udgjort af “hovedafdelingen” Allgemeine SS, de væbnede styrker i Waffen-SS, “dødningehovedafdelingen” – are we the baddies? – SS-Totenkopfverbände, som havde driftsansvaret for de nazistiske udryddelses- og koncentrationslejre, efterretningstjenesten Sicherheitsdienst (SD), foruden dets søsterorganisation Geheime Staatspolizei, forkortet Gestapo. Kort sagt var det altså SS, som langt hen af vejen effektuerede det nazistiske rædselsregime, herunder realiseringen af Shoah.

Gestapo stod bl.a. for den brutale forfølgelse af politiske modstandere, og for anholdelsen af jøder og andre minoritetsgrupper, som skulle sendes i koncentrationslejre. Samtidig var det hemmelige politi ikke bundet af retlige normer, men kunne nøjes med at rette sig efter Hitlers ord – tænk her også på Kershaws “working towards the Führer-begreb, som vi stødte på i sidste afsnit. Som professor i tysk historie Daniel H. Magilow pointerer, fungerede Gestapo desuden som et potent frygtvåben ved sin blotte eksistens: Det hemmelige politi og dets terrorregime fyldte langt mere i tyskernes bevidsthed, end det reelt gjorde i antallet af agenter.

Da Gestapo var størst, havde det – skriver Magilow – mellem 40.000 og 50.000 ansatte til at overvåge et land med 79 mio. indbyggere. Vel at mærke i en anderledes analog tid uden vores moderne masseovervågningsmuligheder. Alligevel herskede en urovækkende grundfornemmelse af, at man aldrig kunne vide, om Gestapo lyttede med fra skyggerne, eller om dets agenter pludselig ville banke på døren. En frygt, som Gestapo også selv kultiverede ved at iscenesætte sig selv som potentielt allestedsnærværende. Ligesom det hemmelige politi nød godt af borgernes frygtsomme angivelser af deres naboer.

Magtfuld MAGA-propaganda

Hvilket så passende bringer os tilbage til ICE og det voksende propagandaapparat, som Trump-administrationen har opbygget omkring agenturet. På sociale medier findes en chokerende syndflod af videoer, hvor ICE-agenter viser deres brutale tilstedeværelse ved anholdelsen af sagesløse mennesker, som mistænkes at være “illegal aliens”. Det særligt opsigtsvækkende er, at videoerne ikke kun kommer fra bekymrede amerikanske borgere, men også fra ICE’s egen PR-afdeling, som i koordinering med Det Hvide Hus indfrier præsident Trumps ønske om – ifølge Washington Post – at “oversvømme æteren” med voldelige ICE-aktioner. Gerne tilsat catchy musik, så man rigtig kan svælge i statsvolden.

På taktisk vis opererer ICE, som både Walz og Rogan bemærker, ofte maskerede og i skjul. Man får altså indtrykket af, de pludseligt kan hoppe ud af enhver varevogn. Og det på trods af, at ICE – ligesom Gestapo – endnu er relativt negligerbar i rene mandskabstal, med lidt over 20.000 agenter til en befolkning på over 340 mio. mennesker. Her hjælper det dog også på ICE’s panoptikon-agtige image, at man gør brug af ansigtsgenkendelse og andre overvågningsmidler fra bl.a. Peter Thiels virksomhed Palantir.

Ligesom med SS får man desuden det klare indtryk, at ICE snarere opererer ud fra Donald Trumps utilregnelige og omskiftelige ordrer, end gældende amerikansk lov. Samtidig forstærkes fornemmelsen af en farlig, bevæbnet personkult yderligere af, at ICE-agenterne angiveligt modtager præcis 47 dages akademitræning, fordi Trump er USA’s 47. præsident. Og, kunne man tilføje i det mere kulørte og søgte nazikorts-spillehjørne: Det hjælper heller ikke ligefrem, at ICE-frontfigur Greg Bovino med sit garderobevalg og sin Fritzure øjensynligt er fast besluttet på at ligne en stereotypisk nazi-officer så meget som overhovedet muligt.

Indtil videre har ICE langt, langt færre lig på samvittigheden end SS og Gestapo; på mange måder tåler rædslerne endnu ikke sammenligning, andet end på et vulgært, søgt og overfladisk niveau. Dog har ICE-agenter allerede vist en evne til skruppelløst at følge MAGA-førerens ordrer, til at udspille lokalbefolkninger mod hinanden og opfordre til angiveri, og til at operere uden frygt for juridiske repressalier. Viljen til at dæmonisere, udskille og anholde almindelige fredelige mennesker, som tilfældigvis har den “forkerte” etnicitet eller hudfarve, er tydeligvis til stede. Og som skuddrabet af den 37-årige Renee Good viser, er overfladen kun lige blevet skrabet for, hvor ublu og nazi-lignende ICE’s voldsudøvelse på sigt kan vise sig at blive.

Samtidig illustrerer drabets efterspil, at USA nu som minimum befinder sig et sted, som rimer bare lidt på Det Tredje Rige – i hvert fald retorisk. For at forsvare ICE’s ageren argumenterede vicepræsident J.D. Vance, usandt og helt uden beviser, at Renee Good skulle have tilhørt et hemmelighedsfuldt venstrefløjs-netværk, som forsøger at opildne til vold mod føderale agenter. Hvilket Donald Trump i Det Hvide Hus bakkede op med en bemærkning om, at en af de tilskuere, som højlydt protesterede over ICE’s skud, “sandsynligvis var en betalt agitator”.

Ja, faktisk havde personens forfærdede skrig irriterende nok gjort det svært at koncentrere sig om se selve videoen af skuddrabet, brokkede Trump sig over ifølge The Guardian. Hvorefter han kom med en ny understregning af, at ICE på hans vagt kan tillade sig alt: “Vi vil altid beskytte ICE, og vi vil altid beskytte vores grænsepatruljer og vores politi.” Selv hvis ICE ikke er en nutidig Gestapo-pendant, er det en på alle måder ildevarslende melding. /David Dragsted

Artiklen her er en del af Føljeton-serien ‘Nazikortet’. 

Første afsnit: Diktator in spe.
Andet afsnit: Sympati for djævelen.
Tredje afsnit: Trumps eget nazipoliti.
Fjerde afsnit: De siger det selv.