Klimaforandret konflikt

Kongeriget befinder sig i frontlinjen af den største konflikt, der direkte er skabt af klimaforandringer: Militariseringen af Grønland er ustoppelig. Måske ligefrem skæbnebestemt?

Uanset hvilke krav USA’s præsident måtte presse igennem, og uanset hvordan den formentlig svimlende milliardregning fordeles, er lavspændingens epoke i Arktis definitivt forbi.

Kalaallit Nunaat er ved at blive reduceret til et militært spillebræt – uden grønlændernes samtykke og i vidt omfang uden deres politiske kontrol. Oprustningskapløbet er for alvor sat i gang højt mod nord, og det vil ikke blot ændre sikkerhedspolitikken, men også hverdagslivet, økonomien og magtbalancen i Grønland. På få år risikerer store dele af økonomien at blive bundet op på militære investeringer, mens avancerede våbensystemer og udenlandske styrker bliver den mest synlige tilstedeværelse.

Omslaget skyldes ikke kun Donald Trumps person eller temperament, men dybere strukturelle forandringer – først og fremmest klimaforandringerne. Hvor isen før fungerede som naturens egen demilitariserede zone, har den accelererede afsmeltning i Ishavet åbnet for stormagtslogik, råstofjagt og krigerisk mobilisering.

Arktis opvarmes langt hurtigere end resten af kloden, fordi området er fanget i en forstærkende feedback-effekt. Is og sne fungerer normalt som et spejl, der reflekterer solens stråler tilbage i rummet. Når isen smelter, blotlægges mørkt hav og klippe, som i stedet absorberer varmen. Det gør området endnu varmere – og får endnu mere is til at smelte. En selvforstærkende proces er sat i gang, som accelererer både opvarmning og den geopolitiske rivalisering.

Når isen trækker sig tilbage, bliver Arktis mere farbart, mere udnytteligt og mere synligt. Nye sejlruter åbner sig i længere perioder af året, blandt andet langs Ruslands nordkyst og potentielt tværs over Polhavet. Det reducerer afstande mellem Europa og Asien – og gør regionen økonomisk og strategisk attraktiv.

Samtidig bliver råstoffer, fiskeri og havbundsarealer fysisk tilgængelige, hvor de før var låst inde under is. Det gælder olie, gas, mineraler – men også biologiske ressourcer. Spændingerne i Arktis er blandt de første klare eksempler på geopolitiske konflikter, der direkte udspringer af klimaforandringerne. Og for Donald Trump fremstår udviklingen ikke som en krise, men som et katalog af nye forretnings- og magtmuligheder.

Mens USA netop har trukket sig ud af internationale samarbejdsorganisationer, der videnskabeligt og diplomatisk har forsøgt at forstå, kortlægge og modvirke de globale klimaforandringer, er Donald Trump rykket forrest i forsøget på at udnytte de nye muligheder. Den enes død er den andens brød.

Drømmen om fred

I årtier var Arktis utilgængeligt, og det er faktisk ikke længere siden end 2008, at det lykkedes for den danske regering at etablere en form for fredspagt med den såkaldte Ilulissat-erklæring. Men det er historie nu.

Dengang – før Trumps imperiale drømme, før Putins invasion af Ukraine og ikke mindst før klimaforandringerne kunne ses med det blotte øje – var erklæringen et af de mest markante eksempler på effektiv småstatsdiplomati i nyere tid. En triumf for det lille danske kongerige.

Set i bakspejlet kan erklæringen fremstå idealistisk, men i sin samtid var den bemærkelsesværdigt realistisk. I substansen var den ganske fremsynet. Ilulissat-erklæringen fastslog således, at FN’s havretskonvention allerede gav et tilstrækkeligt grundlag for at afgøre grænser, råderet over havbunden og adgang til ressourcer, og at uenigheder i Arktis derfor skulle løses gennem international ret, samarbejde og vidensdeling – ikke gennem militær magt.

Afspænding blev ikke blot formuleret som et moralsk ønske, men som en bevidst strategisk ramme, der skulle forhindre, at klimaforandringer og øget tilgængelighed automatisk udløste oprustning og stormagtsrivalisering. Men aftaler holder kun så længe, som underskriverne vil leve op til dem, og siden da har både USA og Rusland skiftet strategi.

Geografien har simpelthen ændret sig. Ikke på grund af udefrakommende meteorstorme, men fordi den menneskelige udledning af drivhusgasser er ude af kontrol. Fordi lande som USA og Rusland har bygget deres økonomier op omkring produktion og forbrug af fossile brændsler. Med skæbnens ironi fungerer klimaforandringerne nu som en sikkerhedspolitisk accelerant, der skruer op for et klassisk oprustningskapløb mellem stormagter.

Det gør på sin vis kun ondt værre, at amerikanerne selv har nedrustet i Arktis. Indtil for få år siden – indtil selv klimafornægterne måtte erkende naturforstyrrelsernes omfang – havde USA bevidst valgt at rulle militariseringen tilbage, lukket baser og hjemkaldt soldater fra Grønland. Tro det eller ej: De tidligere regeringer i Washington støttede Ilulissat-erklæringen.

Men freden er forbi. Nu handler det om at købe våben, etablere forsvarsværker – og ikke mindst affyringsramper.

Våben for milliarder

Med stadig større intensitet har præsident Trump talt om sine planer for et gyldent kup over Grønland: The Golden Dome, som han kalder idéen om et nordamerikansk missilskjold efter israelsk forbillede. Inspireret af Iron Dome, som i døgndrift beskytter himlen over Israel og har vist sig effektiv under fjendtlige beskydninger fra Iran, Yemen og Gaza, vil Trump have et endnu større – og naturligvis forgyldt – system.

I de seneste døgns hidsige ordkrig har Donald Trump flere gange henvist til den gyldne kuppel og understreget, at en væsentlig del af installationerne skal bygges i Grønland. USA’s eneste tilbageværende base, Pituffik Space Base – tidligere kendt som Thule Air Base – er allerede et afgørende omdrejningspunkt i det advarselssystem, som i årevis har overvåget mulige missiler fra Rusland og Kina samt indkommende objekter fra rummet.

I sine gentagne trusler over for Canada har Trump afkrævet penge – mange penge. Officielt lyder kravet, at canadierne skal betale 61 mia. dollars, eller godt 400 mia. kroner, i beskyttelsespenge. Noget tilsvarende kan forventes, at Danmark vil blive udfordret med i de forhandlinger, der skal foregå bilateralt mellem Washington og København.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har allerede åbent erkendt, at den gyldne kuppel tegner til at blive en afgørende brik. Inden hun fredag rejser til Nuuk for at mødes med Grønlands regeringschef, formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen, udtalte statsministeren:

“Kongeriget Danmark ønsker fortsat at indgå i en konstruktiv dialog med allierede om, hvordan vi kan styrke sikkerheden i Arktis, herunder USA’s Golden Dome, forudsat at det sker med respekt for vores territoriale integritet.”

Bemærk fremhævningen af den gyldne kuppel. Om Danmark også vil blive forsøgt afpresset for op mod 400 mia. kr., vides endnu ikke, men konturerne af et dystert fremtidsbillede begynder ikke desto mindre at tegne sig: I de kommende år kan Danmark blive tvunget til at betale måske endnu flere penge til et missilskjold, end der historisk er blevet brugt på velfærd i Grønland.

Selv om Kongeriget Danmark hverken er blevet angrebet, invaderet eller besat af amerikanske tropper, kan både danske og grønlandske politikere i de kommende uger og måneder blive tvunget til at acceptere indførelsen af en ny form for krigsøkonomi. Om få år kan Grønland meget vel blive det sted i verden, hvor der bruges flest penge på våben pr. indbygger. Klimaforandringerne kommer allerede nu med en ekstra krigsdividende. /Lars Trier Mogensen