Pludselig var Rojava glemt

Borgerkrigen i Syrien (2011-24) var et nærmest grotesk kludetæppe af fraktioner, hærenheder og militser, grupperinger og krigsherrer, som kæmpede med og mod hinanden med opbakning fra lande som USA, Rusland, Tyrkiet og Iran. Nogle af disse parter kæmpede side om side – indtil de af forskellige omstændigheder ikke gjorde det mere. Undervejs skiftede nogle hest. Eksempelvis var Syriens nuværende præsident, Ahmed al-Sharaa, i en årrække leder af al-Nusra-fronten, som var en syrisk gren af den islamistiske terrororganisation al-Qaeda. Og nu er han altså manden, der i hvad der stadig kaldes en overgangsregering skal holde sammen på det nye Syrien, mens det bevæger sig mod demokrati efter mere end et halvt århundredes diktatur.

Det er en shaky proces, og samtidig med at der stadig næres en vis bekymring om, hvorvidt al-Sharaa virkelig har lagt den yderligtgående islamisme på hylden, så har han iklædt slips og jakkesæt haft held med at bevare støtten fra lande som USA og Tyrkiet. Og vi skriver “bevare” her, fordi USA og Tyrkiet også var med ham, da han som leder af den paramilitære organisation Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) fik drevet Bashar al-Assad på porten i 2024.

En gruppe, der tidligere havde USA’s støtte, men ikke har den mere, er kurderne i det nordlige Syrien. Kurdiske militser, særligt YPG og kvindeenheden YPJ, var afgørende, da byen Kobane (Ayn al-Arab) i 2015 blev generobret fra den islamistiske militante terrorbevægelse ISIS, som var i gang med at bygge et undertrykkende kalifat op omkring den.

De involverede kurdiske militser kom senere ind under den kurdisk-ledede koalition SDF (Syriske Demokratiske Styrker), som er det officielle militær i Rojava-provinsen, der grænser op til Tyrkiet i det nordlige Syrien. Rojava er også kendt som DAANES (Den Demokratiske Autonome Administration i Nord- og Østsyrien). Det har været den kurdiske frihedsbevægelses drøm, at Rojava ad åre kunne blive en multietnisk kurdisk stat i egen ret. Kurderne menes at være den største statsløse etniske gruppe i verden.

Mens verdens mainstream-medier har haft fokus andre steder, er den drøm gennem de seneste uger blevet mere og mere fjern. Ahmed al-Sharaas regering arbejder på at få kontrol over hele landet. Om det er intentionen eller ej, så kommer ‘Kontrol’ til udtryk som massakrer af forskellig størrelse på landets minoriteter. Vi har set det med alawitterne, og vi har set det med druserne.

Den britiske forfatter og aktivist Natasha Walter skriver i en klumme i The Guardian, at hun besøgte Rojava sidste år og mødte nogle af de mest “determinerede” kvinder, hun er stødt på. “På min første dag var jeg på en kæmpe konference, hvor den ene kvinde efter den anden i kurdiske, arabiske og assyriske klædedragter fik publikum til at råbe “Jin! Jiyan! Azadi!“ (“Kvinde! Liv! Frihed!”).”

Og videre:

“Den intellektuelle selvtillid blandt de kvinder, jeg mødte, ramte mig hårdt – og jeg mener ikke kun hos forfatterne eller lærerne. Jeg mener alle kvinderne: fra soldater til dommere, fra kvinder, der arbejdede på en tekstilfabrik, til dem i en landbrugskomité. De genlæste feministiske forfattere fra Nawal El Saadawi til Virginia Woolf, Sakine Cansiz til Rosa Luxemburg, og skilte deres ideer ad for at se, hvad de kunne bruge i praksis, undersøgte grænserne for vestlig liberalisme, når det kom til kvinders rettigheder, og hvordan feminisme og socialisme kunne fungere sammen.”

Der var optimisme og glæde og stor fokus på lige rettigheder mellem kønnene. Nu er situationen en helt anden, skriver Walter. Hun modtager fortvivlede beskeder fra de samme kvinder: “De taler om at være blevet forrådt af Vesten. De siger, at de går en massakre i møde.”

Ligesom kludetæppet af fraktioner under den syriske borgerkrig var rimelig uoverskueligt, er situationen i Rojava heller ikke let afkodelig. Men hvad der helt sikkert ikke fungerer, er at verdenssamfundet kigger væk, bare fordi der sker andre ting, og fordi USA har mistet interessen for kurderne, der gjorde en gigantisk indsats for tvinge ISIS i knæ på et tidspunkt, hvor der dagligt strømmede nyheder ud om det islamistiske terrorregime.

Det seneste er, at den kurdisk-dominerede by Ayn al-Arab (Kobane) med 400.000 indbyggere er blevet omringet af syriske regeringsstyrker, og at der i flere dage har været lukket for både vand og elektricitet. Lige nu er der ikke meget, som tyder på, at det ender godt. /Oliver Stilling