Svaret ingen efterspurgte

Derfor tabte ja-siden

Ingen satsede mere skingert forud for folkeafstemningen 3. december 2015 end Socialdemokratiet. Ifølge kampagnemagerne hos det gamle arbejderparti var det selve muligheden for at kunne retsforfølge børnemishandlere, der stod på spil. Ganske enkelt. Og derfor måtte ethvert moralsk menneske stemme ja. Ellers ville de klamme kældermennesker begynde at vælte over grænserne.

I kæmpe reklameannoncer over hele landet blev afstemningsspørgsmålet  forenklet til et ja eller et nej til effektiv bekæmpelse af pædofili. Men som de fleste nogenlunde velforvarede debattører pointerede allerede dengang, så handlede afstemningen rent teknisk om at ophæve retsforbeholdet og erstatte det med en tilvalgsordning, og i øvrigt ville den koordinerede kamp mod pædofile netværk fortsætte, uanset hvad danskerne stemte.

I dag er der næppe nogen, som for alvor vil hævde, at den nye Europol-aftales ordlyd om, at ”forbindelsesofficererne sikrer en smidig informationsudveksling mellem dansk politi, Europol og andre landes forbindelsesofficerer” vil forhindre optrævling af pædofile netværk. Heldigvis vil dansk politi i praksis have de præcis samme muligheder som nu for at hente informationer i andre landes databaser. I modsætning til f.eks. Norge skal Danmark ”ikke angive konkret formål og begrundelse i forbindelse med anmodning om oplysninger fra Europol”.

Flere af hovedpåstandene fra ja-siden var altså forkerte, hvis ikke ligefrem løgnagtige. Derfor kan man godt konkludere, at ja-siden har tabt: Deres argumenter var falske. Hverdagen vil fortsætte rundt om på landets politistationer. Døgnet rundt vil en dansk-talende person kunne søge frit i Europols oplysninger.

Den første konklusion om, at ja-siden tabte, kan derfor strammes yderligere: De politikere – med socialdemokraterne i spidsen – der forsøgte at forvandle afstemningen til et spørgsmål om pædofili, har bidraget yderligere til at undergrave tilliden til de største ja-partier. De spillede på frygten og tabte æren. Ja-siden står således tilbage med en ramponeret troværdighed og vil fremover få endnu sværere ved at overbevise tvivlerne, når de råber: ”Ulven kommer!” For ulven kom ikke. Heller ikke denne gang.

Derfor vandt ja-siden

For alle praktiske formål er det nu lykkedes at lande en operationel løsning, der både viser værdien af et fortsat europæisk samarbejde og giver politifolk de fornødne værktøjer mod grænseoverskridende kriminalitet.

Selv om de fleste EU-fageksperter skråsikkert påstod, at det ville blive umuligt at forhandle en gangbar aftale på plads inden tidsfristen omkring årsskiftet, har embedsmændene i Udenrigsministeriet udvist netop den form for diplomatisk professionalisme, som situationen krævede: EU-systemet i almindelighed og Danmarks rolle som medlemsland i særdeleshed har igen vist sig både robust og fleksibel.

Nøjagtig som det lykkedes efter nej’et i 1992, har de juridiske jonglører evnet at skære ord og paragraffer til, så Danmark nu kan fortsætte med at nyde fordelene ved at være med i et globalt imperium som en småstat i udkanten af Europa. Og ligesom de fire forbehold i Edinburgh-aftalen fra 1993 ikke for alvor kom til at påvirke udviklingen i resten af EU-samarbejdet, men kun begrænsede dansk deltagelse, får det danske nej i 2015 heller ingen større betydning: Det overstatslige retssamarbejde i EU bliver hverken påvirket eller bremset af Danmark, og ja-partierne kan således siges at have et tabt et slag, men ikke den større krig om Danmarks placering i den europæiske union.

Skønt den oprindelige tilvalgsordning ville have koblet Danmark endnu tættere på en myriade af andre samarbejdsområder, har de danske embedsmænd opnået en løsning, som set fra politiets side er langt bedre end hvad f.eks. nordmændene har udenfor. Danmark kan derfor ikke siges at være blevet skubbet længere væk fra kontinentet, og den politiske tendens i Folketinget bevæger sig tilmed også i retning af ja-siden: Siden folkeafstemningen er det daværende nej-parti, Liberal Alliance, konverteret, og partilederen Anders Samuelsen tilslutter sig nu Venstres politik om at bringe Danmark ind i kernen af EU.

Derfor tabte nej-siden

Under valgkampen i november sidste år lød det igen og igen, at Danmark selv kunne vælge at få en parallelaftale, hvis vi altså stemte nej. Påstanden var, at det ville være både teknisk og diplomatisk muligt at tilslutte sig retssamarbejdet på de nøje udvalgte områder, som man fra dansk side havde lyst til at være med i. På egne vilkår, tilmed. I dag står det imidlertid klart, at særligt Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl overdrev de danske muligheder efter et nej. Formelt set, i hvert fald.

Realpolitikkens verden har vist, at Danmark ikke har kunnet tilkæmpe sig en egentlig parallelaftale og i øvrigt også kun har opnået observatørstatus i Europols bestyrelse. Men dét vil dog næppe skabe folkelig opstandelse. Det egentlige nederlag for nej-siden gemmer sig også længere nede mellem linjerne, helt uden for aftaleteksten. Ifølge statsministeren er det et krav fra EU-kommissionens side, at Danmark nu skal tilslutte sig Schengen-grænsesamarbejdet, som det kendes i dag, og dét kan mildest talt blive mere end vanskeligt for Dansk Folkeparti – som nu også har udbedt sig betænkningstid her henover weekenden.

Hvad der på overfladen kan virke som en indrømmelse til nej-siden, er nede i detaljerne mere spegede. Hvis Dansk Folkeparti ender med at acceptere den nye Europol-aftale – som altså til forveksling minder om, hvad der blev stillet vælgerne i udsigt, specifikt i forhold til politiefterforskning – vil det største EU-protestparti også ad bagvejen være nødt til at acceptere det grænsesamarbejde, som Kristian Thulesen Dahl ellers har tordnet imod i årevis. Denne Schengen-klausul er snedig fra EU-kommissionens side, ja, næsten en form for fælde. Og måske netop derfor også for snedig?

Hvis Dansk Folkeparti ender med at acceptere Europol-aftalen, vil Kristian Thulesen Dahl & co. reelt også afskrive sig muligheden for at kræve yderligere danske særregler om grænsekontrol. Alternativt kan Dansk Folkeparti sige nej til hele den nye pakke og dermed risikere at stå tilbage som et kontrært protestparti, der stadig virker, som om de er fanget i en trodsalder, og aldrig kan stilles tilfreds. Og sandsynligvis vil der alligevel være bredt flertal for aftalen, så uanset hvad Dansk Folkeparti vælger at gøre her fra, tyder intet på, at dét vil føre til mindre EU.

Derfor vandt nej-siden

For de rigtige EU-nørder handlede folkeafstemningen kun i ringe grad om dansk deltagelse i Europol-samarbejdet. Juridisk set var det reelle spørgsmål  om det gamle retsforbehold skulle erstattes med en såkaldt tilvalgsordning. Og her var – og er – der langt mere på spil end politiets muligheder for simple søgninger i diverse forbryderalbum. En tilvalgsordning vil nemlig betyde, at Danmark dels og i første omgang ville have tilsluttet sig 22 ud af i alt 32 retsakter om alt fra cyberkriminalitet og falskmønteri til menneskehandel og civilretslige spørgsmål såsom skilsmisseforhold, og dels og i anden omgang ville have givet Folketingets Europa-udvalg beføjelser til at kunne tilslutte Danmark til nye retsakter uden nye folkeafstemninger.

Det sidste er vigtigt: Suverænitetsafgivelser ville fremover kunne stemmes igennem Folketinget uden det i Grundloven krævede 2/3-flertal. Ved et simpelt flertal, som ja-partierne mere end har i dag, ville Danmark altså kunne gå med i det overstatslige EU-retssamarbejde. Men netop kun ved hjælp af den tilvalgsordning, som nu er blevet skrinlagt. Nej-partierne har således opnået en afgørende og substantiel sejr, nemlig at bevare deres nuværende veto mod suverænitetsafgivelse.

I et demokratisk perspektiv er beføjelserne til at lade Danmark træde ind i et udvidet, overstatsligt samarbejde nu blevet bevaret i Folketinget. Og ja-partierne er samtidig blevet advaret effektivt om ikke igen at sende et lovforslag til folkeafstemning, der rummer så mange uafklarede spørgsmål og spekulative faldgruber. Nej-siden fik cementeret det gamle slogan: Hvis du er i tvivl, så stem nej! Når og hvis der udskrives en EU-folkeafstemning næste gang, vil nej-siden have styrket sin troværdighed i den nu endnu mere slidstærke påstand om, at der kan findes en bedre løsning.