Naturens velsignelser

I de seneste 15 års tid har alverdens aviser haft en tilbagevendende ‘videnskabsnyhed’: jordkloden er – muligvis – gået ind i en ny geologisk fase: Antropocæn, kalder de den. Det er der i princippet ikke noget galt i, for det har kloden gjort før. Den antropocæne epoke afløser i så fald den holocæne – som afløste den sidste istid for godt og vel 11.500 år siden osv. Jorden er 4,5 milliarder år gammel, så der er nok af faser at remse op.

Det, der er en smule ubehageligt for ikke at sige nedslående ved det seneste epokeskift, er, at det er mere eller mindre menneskeskabt. Det er os, dig og mig, homo sapiens, menneskeheden, der med alt vores skidt og lort, som John Mogensen synger, har skubbet jorden ud, hvor den ikke kan bunde. Eller det kan den godt, det bliver bare uden os.

Så udover at Antropocæn er et funky ord, der ville gøre sig godt som for eksempel navnet på et hiphopband (hvad det også er), er der ikke meget godt at sige om det – sådan helt overordnet.

På det personlige plan (hvis jeg må have lov at bringe mig selv ind her) har Antropocæn imidlertid haft en positiv indvirkning. Jeg har ikke hæftet mig ved ordet tidligere, men efter at jeg så en af de ovennævnte nyheder om det i en avis i august, har det ad omveje bragt mig i armene på et tidsskrift med titlen Ny Jord, som jeg ikke kendte i forvejen.

Ny Jord kan godt lyde som en overvintret, fodformet, naturkritisk udgivelse fra 1970’erne. Men det er grundlagt og redigeret af tre yngre herrer, der interesserer sig levende for naturen, og Peter Meedom, Jeppe Carstensen og Christoffer Basse Eriksen har netop lagt sidste hånd på Ny Jord, nummer 2, årgang 2, som udkommer 19. december.

Det er et teksttungt blad, og jeg må indrømme, at for en lystlæser som mig har en pæn del af teksterne en udpræget universitær klang (‘Demokratisk stræben i den antropocæne tidsalder’; ‘Mellem cinematisk biologi og avantgardisme’; ‘Livskraften eller Det rhodiske Genius’; ‘De små forskelles narcissisme: Hermann Hesse og den tyske livsreformbevægelse’). Der lefles ikke for en bred læserskare. Ny Jord er ikke Det Bedste eller Historiemagasinet. 

Men Ny Jord er heller ikke en doktrinær og programmatisk udgivelse. I stedet anlægger det ”et kritisk og nysgerrigt blik på naturen og dens mange repræsentationer og spørger: Hvad er naturen i dag?”, som der står i pressemeddelelsen. Det er jo en dejlig åben formulering, og det, der er så usædvanligt tiltrækkende ved Ny Jord, er, at der favnes tilsvarende bredt på indholdssiden. Ny Jord er en blandet landhandel; man får en fornemmelse af noget, og som bekendt er der meget godt at sige om en fornemmelse.

Der er for eksempel et digt af forfatteren Jeppe Brixvold (‘Her er de fine sten’), en rørende, men ikke patetisk tekst fra 1942 af Virginia Woolf (‘Natsværmerens død’) og et ret spøjst essay af en tysk litteraturprofessor ved navn Dr. Eva Horn om nogle aircondition-oplevelser, hun har haft i Singapores lufthavn.

På den måde har Ny Jord – tidsskrift for naturkritik nogle af kunst- eller litteraturtidsskriftets karakteristika. Men hvor naturen måske ville være på fransk visit i litteraturtidsskriftet, så er det naturen, som er på hjemmebane i Ny Jord; litteraturen og kunsten er bare en gæst – men vel at mærke en kær gæst.

Et nysgerrigt blik

Jeg har fanget de tre redaktører på Skype for at høre mere om deres blad. En sidder i Aarhus, en er i Oslo, og den sidste er vist i København. Eftersom Ny Jord åbenbart ikke er sendt ud til så mange endnu, får jeg at vide, at jeg har fungeret som en slags prøveballon. Og da jeg ikke rigtig formår at lægge skjul på en vis begejstring, virker de glade. Også selv om jeg siger, at en del begreber  i magasinet går hen over hovedet på mig.

”Det har sådan set været et mål for os ikke at skabe en totalistisk læseoplevelse, hvor man læser fra ende til anden”, siger Christoffer Basse Eriksen. ”Når man laver et tidsskrift på 330 sider, ved man godt, at det kommer ikke til at ske. Du fortæller, at du har læst lidt her og der og mærket en naturbegejstring. Den omsorg for naturen kan udtrykkes på mange måder og findes i mange forskellige registre. Vi vil gerne stille de her registre op ved siden af hinanden, så det er rigtig dejligt at høre, at du har haft den oplevelse.”

Jeppe Carstensen følger op og hæfter sig ved, at jeg har sagt, at i hvert fald det første nummer af Ny Jord fra 2015, som jeg har set som pdf, havde noget holistisk og 70’eragtigt over sig.

”Som vi skriver i forordet til første nummer,” siger han, ”er det en reference til et tidligere kulturtidsskrift (Ny Jord – 14 Dags Skrift for Literatur, Videnskab og Kunst, 1880’erne), et af de første dansk-norske kulturtidsskrifter, men som mere bejaede en eller anden form for modernitet. De ville skabe ny jord, også i landbruget. Vi prøver at vende den om: Nu har vi måske fået den nye jord, når vi kigger på den her Antropocæn-tese, som beskriver, at vi har fået en ny jord, men hvad er det så for en ny jord, vi har fået? Og der tror jeg, vores interesse ligger i at granske og undersøge, hvad det er for en udvikling, vi har set i moderniteten, og hvad det er for en natur, vi står med i dag. Vi vil gerne tage naturbegrebet alvorligt og granske det, angribe det ud fra flere forskellige discipliner, både videnskabelige og kunstneriske. Det var afsættet.”

Peter Meedom, som under samtalen opholder sig ”i et eller andet tomt lokale på universitetsbiblioteket”, tilføjer, at ‘naturforståelse’ er blevet ”et meget fagligt emne, der handler om fotosyntese, økosystemer og CO2-udslip”, og at de med Ny Jord gerne vil minde om, at naturen er noget, som litteraturen, filosofien og kunsten har beskæftiget sig med i lang tid – ”også på meget interessante og for os i dag overraskende måder”, som ikke nødvendigvis adskiller natur og civilisation.

”Allerede i 1700-1800-tallet er man i gang med at tænke over, hvilke virkninger og bivirkninger den måde, industrialiseringen foregår, har for miljøet. Vi vil gerne have det historiske element med og vise, at natur ikke kun hører til i videnskaberne,” siger Meedom, inden nogen på biblioteket i Oslo beder ham om at flytte sig med sin computer.

Svamp fjernes med Rodalon

De tre understreger, at de ikke har nogen politisk agenda med Ny Jord. Det er der tydeligvis nogle, som har svært ved at kapere. Ved udgivelsen af første nummer i 2016 var der et interview med dem i dagbladet Information (‘Klimaalarmismen begrænser vores nysgerrighed‘).

Det fik en læser til tasterne i avisens herostratiske kommentarspor: ”Fint nok at interessere sig for naturen på mange måder, bevare nysgerrigheden, betagelsen, glæden, men at afskærme sig fra Antropocæn, vende det blinde øje og det døve øre til den menneskeskabte påvirkning af naturen, det er dog mindst lige så dumt som konstant at overdøve naturinteressen med buldrende alarm. Det ville Holberg kunne have skrevet en god komedie om – ej blot til lyst.”

Peter Meedom siger, at de menneskeskabte klimaforandringer, de stigende vandstande, de forringede økosystemer er ”virkelige og alvorlige”, men at den måde, naturen omgås på i det politiske, ”gør naturen til noget eksternt”:

”Det er ligesom, hvis du havde fået – lad os sige svamp i dit badeværelse. Så skal du bruge Rodalon til at fjerne svampen. På samme måde forholder man sig til naturen politisk. Naturen er dukket op, den viser tænder, og nu vil man gerne pakke den væk igen, fordi den truer New York, Amsterdam, København og millioner af mennesker. Men det er en meget ureflekteret og fattig måde at forholde sig til relationen mellem natur og politik. Måske handler det ikke bare om at lave en ‘grøn omstilling’,” siger Peter Meedom.

Tværdisciplinært

Jeg siger, at Ny Jord på en måde minder mig lidt om et kunsttidsskrift som Victor B. Andersen’s Maskinfabrik. Men at fokus så ligger på naturen i stedet for kunsten. Christoffer Basse Eriksen svarer, at det har været en befrielse at ”perspektivforskyde” tidsskriftet, så udgangspunktet ikke er litteratur, historie eller geologisk tænkning, men simpelthen ”naturen selv”, fordi ”det har givet en helt naturlig tværdisciplinaritet”.

Tværdisciplinaritet. Jeg gentager ordet og siger, at jeg kan høre, at de tre herrer i den anden ende af røret er universitetsfolk, og jeg spørger, hvad de tænker om, at deres blad ikke nødvendigvis er superpædagogisk. Som normal læser skal man i hvert fald belave sig på at google en del begreber, hvis man vil have det hele med.

Jeppe Carstensen svarer, at der jo er en lang tradition for litteraturtidsskrifter, som hverken er baseret på journalistiske principper eller akademiske dogmer med regler for, hvordan man laver referencer eller forklarer:

”Ny Jord er et tidsskrift, som prøver at ligge sig et sted midtimellem. Som har karakter af en årbog og en antologi på samme tid. Som prøver at skabe en diskussion. Og så er der stor forskel på de enkelte bidrag. Noget er redigeret mere eller mindre journalistisk eller populærformidlende, andet er decideret litterært og redigeret som kunstneriske eller skønlitterære bidrag. Og så er der det tredje, som er filosofiens bidrag, som prøver at være komplekse og abstrakte og have forventninger til læseren,” siger han.

Nærkontakt af tredje grad

Jeg spørger dem, hvad deres respektive baggrunde er.

Peter Meedom: ”Jeg skriver på en ph.d.-afhandling i Litteraturvidenskab i Oslo. Jeg har en bred humanistisk uddannelse i idehistorie og moderne kultur. Derfor var det også en overraskende vending i mit eget liv, at jeg pludselig blev interesseret i naturen og i spørgsmålet om forholdet mellem mennesker og dyr. Det blev jeg for fem år siden. På den måde er det en uventet eksistentiel vending, der førte mig til Ny Jord.”

Oliver Stilling: ”Hvad var det, der skete for dig for fem år siden? Det lyder næsten som Nærkontakt af tredje grad…”

Peter Meedom: ”Det gik op for mig – det lyder ret dumt – men jeg læste Darwin, som alle jo kender, og fandt ud af, at vi jo rent faktisk er dyr, ligesom andre dyr også er dyr. Vi er naturvæsner og inden for den humanistiske uddannelse er det ikke noget, man gør sig så meget i. Man taler om biologi som reduktionisme, men det behøver det på ingen måde at være. Jeg fik pludselig livsvidenskaben ind fra højre.”

Jeppe Carstensen: ”Jeg startede med at læse Litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Jeg havde tilbragt et år på Vestjyllands Højskole og haft nogle oplevelser der, som betød, at min bacheloropgave kom til at handle meget om økokritik og naturen. Men jeg kunne se, at der lå nogle begrænsninger i at arbejde med litteraturen inden for det felt. Jeg ville gerne kunne sprede mig lidt mere antropologisk og sociologisk og tog en overbygning på Lunds Universitet i Human Ecology, hvor biologer, antropologer, sociologer underviste i forholdet mellem mennesker, deres omgivelser og naturen. Jeg skrev speciale der, og i dag arbejder jeg som freelance-journalist.”

Christoffer Basse Eriksen: ”Jeg skriver på en ph.d.-afhandling på Idehistorie på Aarhus Universitet. Min vej til interessen for natur har også været ad omveje. Min afhandling handler om videnskabens rolle i 1600-1700-tallet – specielt om livsvidenskaberne. Og jeg fik øjnene op for naturen som felt ved at se på, hvad videnskab har været og er i dag. Jeg var utrolig træt af kritiske teoretikere, som taler om videnskab uden rigtig at vide, hvad videnskab er. De betragter videnskab som en reduktionistisk ting. Nogle tænkere har en idé om, at folk med hvide kitler på er onde. Jeg undersøger videnskabernes historie i den her tidligere moderne periode og er meget interesseret i, hvordan spørgsmålet om liv spillede ind, og hvordan det levende altid var et problematisk genstandsfelt for de her grynede videnskaber.”

Ny Jord, Nr. 2, 330 sider, 159 kroner. Udkommer 19. december. Kan fås hos landets bedste boghandlere. Oplag: 500.

Sommerfuglen på forsiden er en Ilia. Også fra Ny Jord, nr. 2. Foto: Peder Bøgh Størup