Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Enhver handling har det med at avle en modhandling; en aktion skal have en passende reaktion. Eller som Isaac Newton mere formelt formulerede det som sin såkaldte ‘tredje lov’ i hovedværket Philosophiae Naturalis Principia Mathematica fra 1687: “Et legeme a, der påvirker et legeme b med en kraft, vil blive påvirket med en lige stor modsat rettet kraft.”
Politik er desværre ikke en helt så eksakt en videnskab som fysik. Det kan være svært at sige, præcis hvornår et modsvar rammer med lige så stor (og virkningsfuld) kraft. Ikke desto mindre var der gevaldigt smæk på, da Spaniens premierminister Pedro Sánchez og hans regering tirsdag kunne præsentere et tiltag, som om noget går kontra på den ellers altopslugende migrationsskepsis i Europa – en skepsis, som Danmark i høj grad er blevet bannerfører for.
På et pressemøde forklarede immigrationsminister Elma Saiz, at den spanske regering har vedtaget et dekret, som skal gøre det muligt for en omkring en halv million papirløse (eller hvad nogle ville kalde “illegale” eller ”ulovlige”) migranter at få opholds- og arbejdstilladelse i Spanien. En halv million. I sig selv er det jo vildt nok i en tid, hvor tanken om et hermetisk lukket ‘Fort Europa’ virker som det eneste, EU-politikere tør tale om. Det blev dog endnu vildere, hvis man hørte på Saiz’ motivering af dekretet.
Udover den økonomiske gevinst, Spanien vil vinde ved den ekstra arbejdskraft, blev der nemlig også talt om begreber, som ellers synes at være totalt forsvundet i migrationsdebatten. “Vi styrker en migrationsmodel baseret på menneskerettigheder, integration, sameksistens og forenelighed med økonomisk vækst og social samhørighed”, sagde Saiz. Hun understregede også, at det handler om at kunne tilbyde migranterne et “værdigt” liv. Tænk, at det skal virke så chokerende at høre en politiker sige det her i 2026.
Ret skal være ret: Spanien kan til sammenligning med andre EU-lande pudse glorien – men er stadig relativt selektiv i sin håndtering af migranter. Mens folk fra latinamerikanske lande i høj grad inviteres hjerteligt indenfor, betaler man fx lande som Marokko og Mauritanien for at holde afrikanske migranter borte med vold og magt. Ikke desto mindre kan Pedro Sánchez bryste sig af, at han som noget nær den eneste EU-statsleder faktisk forsøger at udstikke en humanistisk kurs, som endda står i kontrast til det aktuelle amerikanske deportationsvanvid.
“Vi sår det nye Europas frø, som vil spire i de kommende år”‚ har premierministeren sagt. Samtidig kan han med ro i maven læne sig op af en tydelig folkelig opbakning: Flere end 700.000 spaniere har underskrevet et “folkeligt lovforslag”, som det nye dekret om migranter bygger på. Tilsvarende har flere fagforeninger og selv den katolske kirke opfordret til, at man byder migranterne velkommen. En særligt vigtig primus motor har desuden været RegularizacionYa, en “bevægelse af migrantgrupper og antiracistiske organisationer”. Bemærk gerne det med antiracismen.
Den danske model
Tilbage i det antikke Grækenland havde man overraskende svært ved at definere, hvad et menneske egentlig er. En berømt historie går på, at Platon angiveligt skulle have forsøgt at indsnævre det ved at sige, at der måtte være tale om fjerløse, tobenede skabninger. Hvortil kynikeren Diogenes troppede op med en plukket høne og udbrød: “Se, Platons menneske!”
Endnu værre bliver det, når man skal til at definere nationaliteter. Hvornår er en “dansker” eksempelvis en dansker? Hvor mange gange skal man se Matador, hvor godt skal man kunne recitere H.C. Andersen, og hvor meget snaps skal man drikke ved påskebordet, før man kan vide sig stensikker på sit tilhørsforhold? Det heldige er, at vi her har den juridiske opfindelse kaldet “statsborgerskab”, som afværger det allerværste høneplukkeri. Det uheldige er, at manden, som pt. står i spidsen for Indfødsretsudvalget – og dermed vogter over udstedelsen af rødbedefarvede pas her til lands – alligevel er mere interesseret i at få nationalpopulistiske fjer i hatten ved at gøre definitionsforvirringen total.
I sidste uge kunne man i Zetland i hvert fald læse et interview med DF’s enfant terrible Mikkel Bjørn, der på baggrund af sin nye bog En af os havde nogle pænt opsigtsvækkende idéer at lufte om danskhed og statsborgerskab. Mest prominent forklarede indfødsretsudvalgsformanden her, at der ifølge ham bør ændres på reglerne, så børn af danske statsborgere ikke længere arver et dansk pas ved fødslen, med mindre de er ægte danske.
Hvad ‘ægte’ i den her sammenhæng dækker over, bliver hurtigt pænt “fluffy” – hvad Bjørn da også selv indrømmer. Det er sådan en du-ved-det-når-du-ser-det, en slags “mavefornemmelse”. Zetlands journalist Mahamad-Bakher Sabah forklarer dog meget godt, hvad der reelt er på spil:
“Det er ligemeget, mener Bjørn, om dine forældre er født her. Om dine bedsteforældre er. Hvis ikke der løber dansk blod i dine årer, skal du fremover ikke fødes med dansk statsborgerskab. Han bruger ikke ordet ‘blod’. Men det er konsekvensen af hans forslag.”
Gad vide, hvad kalder man det, når man sådan ønsker at ekskludere bestemte mennesker alene ud fra deres etnicitet? Der må findes et ord, som indfanger det.
Nå, hvorom alting er: selv hvis man er så heldig at blive tildelt statsborgerskab, skal man ifølge Mikkel Bjørn alligevel ikke kunne vide sig sikker. Bliver man dømt for så meget som et cykeltyveri, skal man ifølge DF’eren tildeles et rødt kort. “Vi mener, at hvis man får en fængselsstraf efter straffeloven, så bør man kunne tage et statsborgerskab”, forklarer han til Zetland. Ligesom han forsøger at retfærdiggøre nidkærheden med en lille metafor:
“At tildele mennesker statsborgerskab svarer til at invitere dem med ind i familien og give dem medbestemmelse på, hvad for nogle normer der skal præge familien. Hvordan skal stuen indrettes? Hvordan skal huset se ud udadtil? Det er den inderste voldgrav i vores fællesskab.”
Uden at vide, hvor festlig han er til juleaftener, føler vi os ret sikre på, at vi helst ikke vil være fanget til en familiefest med Mikkel Bjørn. Ligesom vi – alene at dømme ud fra hans kontor fyldt med tunge antikke træmøbler og kongeportrætter – nok heller ikke deler de helt samme indretningspræferencer. Men er pointen med et fællesskab da ikke også – sådan som Bjørn selv antyder – at man gerne må være uenig om, hvordan stuen skal se ud; at alle kan bidrage med hver deres mere personlige islæt? Selv tænker vi, at man med fordel kunne finde plads til en spansk chaiselong et sted, og generelt tage den lidt mere med ro.
Vi slog det i øvrigt lige op: “diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m.” kaldes åbenbart racisme. /David Dragsted