Jesper Kristensen/Ritzau Scanpix
Torsdag vågnede verden til en hammer-hammerfed nyhed. Den Oscar-vindende instruktør Alexander Payne – bl.a. kendt for Sideways, Nebraska og sit arbejde med filmstjerner som George Clooney og Paul Giamatti – har valgt en dansker til den mandlige hovedrolle i sin nye og allerførste europæiske film. Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau må dog gå skuffede i seng. Valget er nemlig faldet på entertaineren, multikunstneren og ærkejyden Jacob Haugaard.
Den er god nok. Filmens handling vil angiveligt udspille sig i en jysk provinsby, hvor Haugaard – vel ganske passende – skal portrættere en afdanket, livstræt mand i begyndelsen af 70’erne.
Det er ikke første gang, den 73-årige komiker kaster sig ud på dybt vand. I 1994 stillede han op til Folketinget med et politisk program, der bl.a. lovede medvind på cykelstierne og flere hvaler i Randers Fjord. Til de flestes forbløffelse – inklusive hans egen – blev Haugaard valgt ind. Han endte med at tage opgaven ganske alvorligt og med ophøjet ro.
I P1 blev Haugaard spurgt, om han er nervøs for at være hovedrolleindehaver i en international spillefilm. Ja, svarede han uden tøven, men tilføjede hurtigt på sit syngende aarhusianske: “Al showbiz handler om at bevare en naturlig gang, selvom man har skidt i bukserne.”
Fornemmelsen af at opretholde en pæn facade, selvom man rent ud sagt er ude at skide, kan USA’s minister for indenrigssikkerhed Kristi Noem nikke genkendende til. Ikke ulig en gøgler, der bliver castet til det store lærred, er Noem gået fra en adspredt karriere som ranch-ejer, konspirationsteoretiker og guvernør i South Dakota til pludselig at bestride en af de tungeste poster i Washington.
Som øverste chef for ICE er ministeren under stigende pres, efter at to personer inden for få uger er blevet dræbt af de føderale betjente i Minneapolis. “Domestic terrorist” kaldte hun det seneste offer, den 37-årige sygeplejerske Alex Pretti. Noems mildt sagt tvivlsomme håndtering af situationen har affødt heftig kritik fra begge sider af Kongressen: “Kristi Noem bør fyres med det samme, ellers vil vi indlede en rigretssag,” skriver demokraterne Hakeem Jeffries og Kathreine Clark fra Repræsentanternes Hus i en fælles erklæring.
Noem bliver muligvis smidt på porten, inden en rigsretssag bliver aktuel. Flere republikanere synger med på demokraternes kritik, og administrationen lader også til at lægge mere og mere afstand til ministeren. Selv afviser Trump at gentage Noems kommentar om Prettis terrorisme. Febrilsk forsøger Noem nu at trække i land ved at sige, at kommentaren faldt i en “kaotisk situation.” Men det bliver sværere og sværere for hende at bevare en naturlig gangart. Sagt er sagt. Bukserne er besudlede.
På trods af hendes jobtitel kan verden vist kun blive mere sikker med Kristi Noem uden for indflydelse. Ifølge Noem forsøgte Pretti at “gøre maksimal skade på individer og dræbe ordensmagten” – en perfekt inkarnation af administrationens inhumane og selvmodsigende sikkerhedspolitik. Truslen – må man forstå på ministeren – er ikke statspolitiet, der skyder og kidnapper sig gennem USA’s metropoler, men dem, der kæmper imod.
Leflende loyalisme og lemfældig omgang med sandheden har længe været pejlemærker for den 54-årige tidligere guvernør, som for alvor trådte frem i rampelyset i 2020. Her troppede hun ofte op som Trump-administrationens uofficielle talerør for underskoven af vaccineskepsis og videnskabsfornægtelse, der spirede frodigt frem på tværs af pandemiens USA. Blandt andet afviste hun maske-påbud og nægtede at lukke virksomheder og kirker, alt sammen for at beskytte amerikanernes højt besungne “frihed.”
Noems sundheds-og sikkerhedsskadelige udtalelser blev belønnet med en post som sikkerhedsminister. Og hvor grelt står det ikke til med verden, når det velsagtens er et mindre overraskende cast end Jacob Haugaard i Alexander Paynes nye drama? Lad os slå fast, at vi har brug for flere geniale castinger som Haugaard, og færre elendige som Noem. Eller sagt en anelse mere præcist: Vi håber inderligt på, at førstnævnte får en blændende Hollywood-debut – hvilken livshistorie der ikke kunne skrives! – mens den sidste gerne må træde langt, langt væk fra rampelyset. /Claes T. Sørensen