Rune Stoltz Bertinussen/AFP/Ritzau Scanpix
I Arktis betyder stilhed ofte, at noget drastisk er ved at ske. Men lige nu er det ikke naturen, der er blevet tavs. Det er ikke isen, der er holdt op med at knage, men måleinstrumenterne, der er holdt op med at svare – netop som Arktis er blevet et strategisk interesseområde.
Ikke fordi omvæltningerne er blevet mindre. Tværtimod.
Advarselssignalerne om stadig mere voldsomme globale klimaforandringer, som gennem de seneste år systematisk er blevet indsamlet og videnskabeligt analyseret, er pludselig ved at forsvinde fra offentligheden.
USA har bevidst trukket strømmen til dele af den videnskabelige overvågning af Arktis – og dermed til den fintfølende situationsforståelse, som militær planlægning, beredskab og politiske beslutninger i stigende grad hviler på.
Fra atmosfæren, hvor drivhusgasserne ophober sig, til iskappen, der sprækker, og videre ned i havet, hvor strømme forskyder sig, er måleinstrumenter, forskningsprogrammer og feltstudier blevet lukket ned eller udhulet.
Her på konferencen Arctic Frontiers i Tromsø mødes forskere, embedsmænd, erhvervsfolk og sikkerhedspolitiske strateger i disse dage for at forstå de opbrud, der er i gang omkring Nordpolen. Der er rigeligt at diskutere. Men fagligt hersker der bemærkelsesværdig enighed om to forhold.
For det første betragtes klimaforandringerne som den altoverskyggende sikkerhedstrussel mod befolkningerne i Arktis. Ikke hypotetisk, men konkret: for infrastruktur, fødevaregrundlag, bosætninger og samfund.
For det andet har det – indtil nu – i vid udstrækning været amerikanerne, der har leveret den afgørende viden, som resten af verden har baseret sine vurderinger på.
Det er her, de nye brudflader opstår: Arktis bevæger sig ind i centrum af verdenspolitikken – ikke længere kun som et regionalt miljøproblem, men som et geopolitisk brændpunkt – samtidig med at det videnskabelige udsyn bliver smallere.
Men netop som livsvilkårene i Arktis rystes, de geopolitiske interessekampe blusser op, og stormagternes rivalisering intensiveres i en region, der indtil for få år siden var præget af lavintensiv sameksistens, ja, netop dér vælger USA at trække stikket til den uafhængige vidensproduktion. Intet sted på kloden rammer udledningen af drivhusgasser hårdere og hurtigere end her – og intet sted er behovet for præcis monitorering derfor større.
Alligevel bliver der nu målt mindre.
Under præsident Donald Trump har den amerikanske regering blokeret for vidensindsamling, forskning og feltobservationer. Sandheden er politisk ubekvem. I løbet af det seneste år er hæderkronede institutioner som National Center for Atmospheric Research, National Oceanic and Atmospheric Administration og miljøstyrelsen Environmental Protection Agency blevet amputeret.
Bevidst blindhed
Tusindvis af verdens førende klimaforskere er blevet fyret. Ikke fordi deres arbejde var forkert. Men fordi det var ubelejligt.
I Det Hvide Hus er sandheden blevet en sikkerhedsrisiko.
Resultatet er ikke blot mindre viden. Det er et voksende tomrum – netop dér, hvor verden burde lytte mest opmærksomt. Og det er ikke tilfældigt.
Præsident Donald Trump har gentagne gange affejet klimaforandringerne – som befolkningerne i Arktis allerede mærker i deres hverdag – som et fupnummer, et hoax. I direkte forlængelse heraf har hans regeringsapparat, flankeret af hybride politiske håndlangere, med tydelig inspiration fra den ideologiske drejebog i Project 2025 systematisk sat sig for at svække og mistænkeliggøre de forskere, der producerer den viden, administrationen opfatter som politisk eller aktivistisk.
Effekten er overrumplende effektiv. Der meldes allerede om voksende vanskeligheder med at fremskaffe præcise data om koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren. USA har i årtier haft et praktisk monopol på indsamlingen af den detaljerede højdedata, som klimamodellerne bygger på – særligt i de øvre luftlag, hvor europæerne på ingen måde råder over tilsvarende kapaciteter.
Når amerikanske forskningsinstitutioner ikke længere kan – eller må – indhente disse data, risikerer klodens klima at blive en sort boks uden optagelse: et system i acceleration uden vidnesbyrd. Resultatet er større usikkerhed og en ringere forståelse af det vildere vejr, vi allerede er på vej ind i. Og det er efter alt at dømme netop pointen.
Det mest ødelæggende angreb på klodens klima behøver nemlig ikke at bestå i spektakulære politiske beslutninger som USA’s exit fra Parisaftalen eller i synlig obstruktion af grønne energiprojekter. Strukturelt kan det vise sig langt mere skadeligt at sabotere selve dataindsamlingen og dermed underminere den videnskabelige erkendelse, som al klimahandling hviler på.
Hvis opvarmningen af Ishavet og den voksende uforudsigelighed i Arktis’ vejr- og livsvilkår stadig blot var et perifert fænomen – afgrænset til fjerne egne og små, oprindelige folkeslag uden global stemme – kunne konsekvenserne af denne anti-videnskabelige offensiv måske overses. Eller i det mindste isoleres. Men sådan forholder det sig ikke. Tværtimod, absurd nok.
I dag er klimaforandringerne selv blevet kilden til den stigende usikkerhed.
Nordisk modtræk
Når Kina har udpeget Arktis som en sikkerhedspolitisk prioritet, og når Rusland hektisk forsøger at udvide ressourceudnyttelsen langs sin enorme og yderst skrøbelige kystlinje, skyldes det, at klimaforandringerne allerede er blevet brutal hverdag.
Alligevel tegner de kommende konfrontationer til at udspille sig med bind for øjnene. Magten udøves uden målinger. Stormagterne bevæger sig frem i Arktis uden kompas.
Men netop fordi vidensvakuummet er politisk skabt, er det måske også politisk reversibelt. Det er ikke naturen, der har slukket signalerne. Det er et valg. Og valg kan modsvares af andre valg.
Spørgsmålet er ikke længere, om verden har råd til mere klimaforskning i Arktis. Spørgsmålet er snarere, hvem der er villig til at tage ansvaret for den, når USA trækker sig tilbage. Her har de nordiske lande ikke blot en mulighed, men et ansvar.
For det første ved direkte at kompensere for de amerikanske nedskæringer. Ikke med hensigtserklæringer, men med penge. Krone for krone. Når amerikanske forskningsprogrammer lukkes, kunne nordiske regeringer vælge at spejle tabet og kanalisere midlerne direkte ind i arktisk klima- og miljøforskning.
For det andet ved aktivt at rekruttere de forskere, der i øjeblikket mister deres arbejde i USA. Ikke som en humanitær gestus, men som en strategisk investering. Kompetencen findes allerede. Den er uddannet, testet og internationalt forbundet. Det eneste, der mangler, er politisk vilje til at give den et nyt hjem.
Det afgørende greb er dog mere mentalt og strategisk – ikke kun teknisk og bureaukratisk. For klimaforskning i Arktis bør ikke længere blot placeres i den bløde ende af politikken, som noget der hører hjemme under miljø- eller uddannelsesministerier alene. Den bør betragtes som det, den i realiteten er: sikkerhedspolitik.
Den største trussel mod befolkningerne i Arktis de kommende årtier er ikke invasion. Det er erosion, tøbrud, ekstremvejr, kollapsende økosystemer og svigtende infrastruktur – trusler, der ikke kan afskrækkes militært, men som kun kan håndteres, hvis de forstås i tide. Set i det lys er det oplagt at tænke klimaforskning direkte ind i forsvarsbudgetterne. Ikke som pynt. Ikke som grøn staffage. Men som forebyggelse.
Videnskab er muligvis det billigste forsvarssystem, vi aldrig rigtig har prioriteret – eller opgraderet. Når signalerne slukkes ét sted, opstår spørgsmålet, hvor – og af hvem – de tændes igen.
I Arktis, og for os i Norden og Grønland, er det langt fra givet, at mere sikkerhed følger af flere våben. Måske kan ekstra milliarder til klimaforskning omsættes til mere stabilitet og tryghed end nok så mange kanoner. Advarselssignalerne skal tændes igen. For viden er og bliver det mest præcise våben, vi har mod kaos. /Lars Trier Mogensen