Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Torsdag udløber New Start-aftalen, der siden 2010 har kontrolleret atomvåbenkapløbet mellem Rusland og USA. Aftalen – der erstattede Start-aftalen fra 1991 – regulerer antallet af sprænghoveder, de to lande må besidde, og den muliggør gensidig udveksling af data og fysisk inspektion. Vladimir Putin foreslog i september at forlænge aftalen, og Donald Trump har kaldt det en god idé, men det lader ikke til, at en ny aftale er undervejs. Uheldigt nok. For det er, som FN’s generalsekretær António Guterres siger, et “alvorligt tidspunkt for international fred og sikkerhed”. “For første gang i mere end et halvt århundrede står vi over for en verden uden bindende begrænsninger på de strategiske atomarsenaler i (…) de to stater, der besidder langt størstedelen af verdens samlede lager af atomvåben,” advarer han.