Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Mens DR og TV 2 går i forventelige breaking-spåner over snevejret, og danskerne tilsyneladende har travlt med at flyve væk fra vinterkulden, holder justitsminister Peter Hummelgaard (S) heldigvis stadig øjnene på bolden. Eller på valgkampen. Nok mest valgkampen. Nu vi tænker over det, er “bolden” vist også så meget sagt. Det, som Hummelgaard har fået Facebook-forargelses-øjne på, er nemlig d’Angleterres ‘limited edition’ fastelavnsbolle til 495 kr., som består af “udsøgt croissant med remonce, saltet karamel, karamelliserede hasselnødder fra Piemonte, creme med ekstra vanilje og praliné med vanilje og hasselnødder”. Dertil er cremen “tilberedt med de sidste hvide vintertrøfler og karamelliseret chokolade”.
Lyder det lidt lækkert – eller som noget, du passende kunne bruge din kommende fødevarecheck på? Desværre må vi skuffe dig med, at det skrigende vulgære stykke bagværk (som jo nok definitivt beviser, at det senkapitalistiske og Instagram-medierede samfund var en grel fejltagelse) allerede er udsolgt. Og at Peter Hummelgaard desuden ikke mener, at fastelavnsbollen er noget at fejre. Snarere tjener den som et tydeligt eksempel på, at uligheden er stukket af. Eller som Hummelgaard formulerer det:
“500 kr. Så meget vil Hotel d’Angleterre have for deres nye fastelavnsbolle. Tænk sig, at det blev i samme uge, som vi lancerede en fødevarecheck til danskere, der knap har råd til mad, at de kom med den nyhed. Det fortæller mere om uligheden i Danmark end tusind rapporter. Men også om debatten om fødevarepriserne lige nu.”
Hvad angår ulighedspointen, har Hummelgaard jo indlysende ret. Særligt hvis man husker den gode tommelfingerregel, som oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau leverer i værket Samfundspagten:
“For lighedens vedkommende må man ikke lægge i ordet, at graden af magt og rigdom absolut skal være den samme. Derimod at, hvad magten angår, skal den være hævet over enhver form for vold og altid kun udøves i henhold til standen og lovene, og at, hvad rigdommen angår, må ingen statsborger være så formuende, at han kan købe en anden, og ingen så fattig, at han er tvunget til at sælge sig selv”.
Her kunne man jo passende indsætte som mere tidssvarende addendum, at “ingen må være så formuende, at vedkommende kan købe en fastelavnsbolle til fucking 500 kroner.”
Mindre elegant og ligefrem er til gengæld Hummelgaards kobling til fødevarepriserne og den kontroversielle check, som ikke vil gøre en skid ved uligheden. Ifølge DR viser tal fra den borgerlige tænketank Cepos, at 17.000 “millionærfamilier” vil kunne få fødevarechecken, mens 32.000 danskere, der tjener under 300.000 kr. om året, ikke vil få den. Hvilket vel intet har med fastelavnsboller at gøre, men alt med politiske fejlberegninger. Så altså… er det d’Angleterres svinedyre bagværk, som er udtryk for et “samfundsproblem” (Hummelgaards ord, ikke vores), eller er det Socialdemokratiets egne velfærdsprioriteringer og vælgerleflende symptombehandlinger?
Meget apropos er ulighed ifølge Rousseau blot symptom på et dybereliggende problem, nemlig afhængigheden af andre mennesker (det vil sige af samfundet og dets institutioner, love og konventioner). Selv er Rousseau temmelig sortseende i sin kritik af den. For som han skriver i Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene:
“[I] det øjeblik et menneske havde behov for en andens hjælp, når man bliver klar over, at det kunne være nyttigt for en enkelt at have forsyninger for to, så forsvinder ligheden, ejendommen indfinder sig, arbejdet bliver nødvendigt, og de umådelige skove forvandler sig til smilende marker, som skal vandes med menneskenes sved, og i hvilket man ser slaveriet og ulykken spire og vokse med afgrøderne.”
Den gode nyhed er dog, at love og dens slags kan laves om – upåagtet, hvad Rousseau ellers måtte mene om ejendomsretten. I hvert fald er det muligt at forestille sig en regering, der langt mere proaktivt forsøger at stoppe den fundamentalt ulighedsskabende udvikling, hvor formuer stadig vokser hurtigere end lønninger. En regering, der ikke først begynder at tænke på fastelavnsboller og skæve strukturelle fordelinger når den er kvart i folketingsvalg. Og ja, en regering, der ikke i sig selv er så ulige i magtforhold og sammensætning, at det ene regeringsparti end ikke gider bruge tid på at svare det andet på sms.
Som d’Angleterres udsolgte vintertrøffel-bagværk alt for tydeligt udstiller, er vi virkelig langt fra lige. Men heldigvis er vi stadig alle frie til stemme for en fremtid, der ikke involverer fødevarechecks og hjælp som undtagelse, men snarere en reelt ambitiøs socialpolitik, der kan gøre os rigere – og mindre lækkersultne – som samfund. /David Dragsted