Karp skyder med skarpt

Dykker man ned i Alex Karps livshistorie, møder man en perlerække af besynderlige kontraster. På den side har vi hippien Karp – den reflekterede, venstreorienterede humanist med det krøllede hår, som voksede op i en kunstnerisk, jødisk familie i Philadelphia. Som ung flyttede han til Frankfurt, hvor han erhvervede sig en ph.d. i kritisk teori, bl.a. med supervision fra den tyske filosof Jürgen Habermas.

I dag har han desuden et billede af den franske filosof Michel Foucault hængende på sit kontor. Karp har kaldt sig selv socialist – men ikke “woke” – har nævnt fascismen som sin største frygt, og af flere omgange støttet demokratiske præsidentkandidater som Joe Biden og Kamala Harris.

På den anden side har vi fortællingen om kynikeren Karp – den nationalistiske og antidemokratiske techkapitalist, som er ved at overtage verdensherredømmet. På Stanford University blev han venner med Peter Thiel, der allerede dengang var ultrakonservativ. I 2003 stiftede de sammen Palantir – opkaldt efter Saurons seersten fra Ringenes Herre – som i dag er verdens mest magtfulde monopol inden for overvågningsteknologi.

Alex Karp har ved flere lejligheder rost Donald Trump – særligt for sin hårde immigrationspolitik. I 2025 udgav han med kollegaen Nicolas Zamiska bogen The Technological Republic – et passioneret kampskrift for et mere patriotisk og militariseret Silicon Valley i tæt samarbejde med den amerikanske statsmagt.

Så hvad er egentlig den rigtige fortælling om Karp? Ifølge Ali Rıza Taşkale, som bl.a. forsker i techoligarki ved Roskilde Universitet, er der ikke nogen tvivl om, hvilken af fortællingerne, der rammer mest plet:

“De tilsyneladende kontraster, Karp rummer, er selvfølgelig vigtige at undersøge. Men jeg mener, at modsætningerne bliver opløst, når man forstår detaljerne i hans verdenssyn, som er grundlæggende antidemokratisk. Så snarere end at fokusere på, om han hører til på venstre- eller højrefløjen, må vi fokusere på Karps antidemokratiske holdning, som for tiden er ret konsistent,” siger han til Føljeton.

Præcis, hvordan Karp udgør en trussel mod demokratiet vender vi tilbage til – inden da er det værd at kaste et blik på, hvordan han positionerer sig over for sine kollegaer i Silicon Valley.

Den teknologiske republik

Alex Karp er excentriker, selv efter Silicon Valleys standarder. Usædvanligt for en techtitan har den 58-årige ungkarl bosat sige langt ude på bøhlandet i Lyndon, New Hampshire, hvor han bruger det meste af sin fritid på at stå på langrendski. Sporten får han desuden tips til fra sit kyndige entourage af veltrænede norske ex-militærmænd, der også fungerer som hans livvagter. Karp lever efter et strengt wellnessprogram, og når han en gang imellem endelig tropper op på Palantirs hovedkontor i Denver, Colorado, afholder han gerne tai chi-workshops for sine ansatte.

Lige så rolig Karps nervesystem må være under sin tai chi, lige så krigerisk fremstår techmilliardæren i sine skrifter. Hans bog The Technological Republic – der udkom sidste år – er et langt, passioneret angreb på den amerikanske techindustri, som han anklager være for “woke” og – med et vink til Meta og Apple – for optaget af underholdningsprodukter som apps og mobilspil.

USA er truet, hævder Karp – og sammen sin medforfatter Nicholas Zaminska plæderer han for et patriotisk Silicon Valley, der skal styrke USA mod truslen fra Kina, Iran og Rusland. Mindre Farmville, flere dødbringende droner. Sådan kunne en grov, men rammende opsummering lyde for bogen, der på den ene side er en salgstale for Palantirs produkter. På den anden side et ideologisk manifest, som argumenterer for at techindustrien bør integreres i den amerikanske stat af hensyn til den nationale sikkerhed.

Som Taşkale forklarer: “Frem for at læne sig op ad forbrugerapps argumenterer de for et nationalistisk og militaristisk techoligarki i en amerikansk kontekst.”

Palantir har ret beset længe været en del af det amerikanske sikkerhedsapparat. Virksomheden blev født i kølvandet på 9/11 med et erklæret mål om at beskytte Vesten mod sine fjender. På den baggrund fik de lukrative kontrakter med CIA og den amerikanske hær, som benyttede Palantirs overvågningssoftware til at lokalisere mål på slagmarken i både Irak og Afghanistan.

Men Trump-administrations ekstraordinære villighed over for techoligarkerne tillader nu Palantir at gå længere end nogensinde før. Karps drøm om sammensmeltningen af statsmagten og techindustrien er ved at gå i opfyldelse. Som tidligere beskrevet i denne serie, har Palantir fået en kontrakt på 10 mia. dollars med Pentagon, som vil integrere deres software i de amerikanske forsvarssystemer. Kontrakten er en historisk stor privatisering af kritisk infrastruktur i USA. I praksis giver den Karp og resten af Palantirs bestyrelse – der som bekendt også tæller antidemokraten Peter Thiel – kontrollen over nøglefunktioner i den amerikanske stat.

Algoritmokrati

Her vender vi så tilbage til spørgsmålet om, hvordan Alex Karps visioner udgør en trussel for demokratiet. Ifølge Taşkale er Palantirs integration i den amerikanske stat udtryk for en ny form for antidemokratisk magtudøvelse – algorithmic governance, eller algoritmisk forvaltning – hvor nøglefunktioner i samfundets udliciteres til private techleverandører:

“Algoritmisk forvaltning betyder, at beslutningsprocesser i stigende grad overføres til kode og data frem for til offentlige, demokratiske processer. Valg kan fortsætte, men kernefunktioner i regeringsførelsen – politi, efterretningstjenester, sikkerhed – bliver formidlet gennem proprietære algoritmiske systemer, der opererer uden demokratisk tilsyn eller ansvarlighed,” siger Taşkale.

Hvad er farerne ved, at Palantir integrerer deres software i offentlig infrastruktur?

“Der er mange farer. Nu hvor de har magten, er det, der gør dem farlige, ikke, at de er nogle skøre techfolk. Det, der gør dem farlige, er, at de nu har den politiske og økonomiske magt, som kan materialisere deres visioner. Farerne kan identificeres på flere niveauer. For det første på niveauet for demokratisk ansvarlighed. Når kritisk statslig infrastruktur i vid udstrækning outsources til datavirksomheder eller private virksomheder som Palantir, bliver demokratisk kontrol og regulering næsten umulig. For hvem har kontrollen? Hvem regulerer dem? Algoritmerne er i vid udstrækning forretningshemmeligheder. Beslutningsprocesserne er black-boxede, og softwaren opererer under klassifikationer, der forhindrer, at offentligheden får indsigt.”

Karp ville nok slå tilbage mod idéen om, at det er Palantir, der udøver magten. Han siger ofte ting som: ‘Vi sælger bare teknologien, men det er de andre, der bruger den, og dermed udøver magten’ Hvad tænker du om det argument?

“Jeg tror, det er et dække. De har brug for legitimerende mekanismer for at nå deres mål. Ellers ville deres kunder – efterretningstjenester, for eksempel – bevæge sig væk fra dem. Mit argument er, at Palantir ikke bare er en neutral leverandør – de former aktivt selve regeringsførelsen. Når man kontrollerer den infrastruktur, som stater bruger til at vide, beslutte og handle, udøver man en form for magt, der går ud over blot at ‘sælge teknologi’.”

Okay, det lyder alt sammen ret så dystopisk. Men vel heldigvis noget, der kun foregår over i det skøre, autoritære USA, ikke? Så let slipper vi dog ikke. I morgen vil vi fortælle om Palantirs teknokratiske korstog i Europa, og hvordan deres software allerede er dybt integreret i det danske politi. /Claes T. Sørensen