En ny begyndelse i Bangladesh?

Det er 18 måneder siden, at unge bangladeshere demonstrerede mod et mangeårigt kvotesystem på arbejdsmarkedet og endte med at vælte et mangeårigt autokrati. Julirevolutionen kulminerede, da demonstranterne indtog premierministeren Sheikh Hasinas palads den 5. august 2024, mens hun blev evakueret i en helikopter.

Billederne fra Bangladesh gik verden rundt og var en af mange Gen Z-ledede bevægelser fra Manila til Marrakech. Torsdag afholdt Bangladesh det første frie og tilsyneladende fair valg i knap to årtier.

Inden valgdagen var togene fra hovedstaden overfyldt med mennesker, der rejste til deres hjemdistrikt for at afgive deres stemme. Torsdag var køerne foran valgstederne lange, og stemningen var god. “Det har taget noget tid at stå i kø, men intet kan måle sig med følelsen af at afgive min egen stemme. Det føles som en festdag,” sagde den tidligere lærer Hasan Hoque til Al Jazeera.

Muhammed Yunus, der modtog Nobels fredspris i 2006 og blev indsat som midlertidig leder efter Sheikh Hasinas afsættelse, beskrev valgdagen som “fødselsdagen for et nyt Bangladesh”.

“Gennem dagens proces har folket afvist fortiden. Fra i dag har vi (…) fået muligheden for at opbygge et nyt Bangladesh.”

Fredag morgen stod det klart, at det er 60-årige Tarique Rahman, der skal have arbejdshandskerne på. Han står i spidsen for Bangladesh’ nationalistparti BNP og er i øvrigt fuldblodsnepo-baby, da begge hans forældre har siddet på posten.

“Han har set de mørke hjørner af politik og har også oplevet politisk konflikt og hævn i dette land. Om han kan bruge den politiske visdom til at gå fra at være partileder til at blive landets leder i fremtiden, må tiden vise,” siger den politiske analytiker Mohiuddin Ahmed til BBC.

Fortiden spøger

Mens Gen Z omstyrtede autokratiet, er det boomerne, der har styret valgkampen. Den har nemlig taget form af en duel mellem Tarique Rahman og den 67-årige Shafiqur Rahman, som er leder af det islamistiske parti Jamaat-e-Islami. De er trods fælles efternavn (og Bangladesh’ lange historie med politiske dynastier) ikke i familie med hinanden.

Valgkampen har gjort mange af dem, der var på frontlinjen af de voldsomme og dødelige demonstrationer, desillusionerede.

“Vi drømte om et land, hvor alle mennesker uanset køn, race og religion ville have lige muligheder,” udtaler den tidligere demonstrant Sadman Mujtaba Rafid til Reuters. “Vi forventede politiske forandringer og reformer, men dette er langt fra det, vi drømte om.”

Det var lidt af et mareridtsscenarie, da Det Nationale Borgerparti NCP, som udsprang af demonstrationerne i 2024, indgik i en valgalliance med Jamaat-e-Islami. På trods af et manifest med fokus på reform og kvinders sikkerhed opstillede Jamaat-e-Islami ikke en eneste kvindelig kandidat. Og i et eksplosivt interview med Al Jazeera har partilederen Shafiqur Rahman udtalt, at en kvinde aldrig ville kunne stå i spidsen for partiet. I nationalistpartiet BNP, der endte med at løbe med sejren, var færre end 5 pct. af de opstillede kandidater kvinder.

I stedet for at håbe på, at det nye parlament kan skabe den nødvendige forandring, har flere af vælgerne derfor sat deres lid til den sideløbende folkeafstemning om forfatningsændringer, der blandt andet skal styrke retsstatsprincipperne og fremme kvinders politiske repræsentation.

Allerede inden valgdagen var der dog tegn på forandring. Såsom politiets uniformer, som de i november udskiftede fra blå og grønne til grå og brune for at genopbygge tilliden til befolkningen. Hundredevis af betjente er fortsat varetægtsfængslet for deres rolle i sammenstødene med demonstranter under Julirevolutionen, hvor 1.400 mennesker ifølge FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) blev dræbt. Beslutningen om at ændre farverne på uniformerne skulle distancere politiet fra volden. At flere betjente endnu ikke har modtaget deres nye uniformer viser dog også, at det ikke altid er nemt at løbe fra fortiden.

Og som en aktivist, der studerer på Universitetet i Dhaka, siger til The New York Times: “Vi ønskede ikke at ændre uniformerne. Vi ønsker at ændre systemet, strukturen.” /Emilie Ewald