Verdens ældste computer blev fundet på bunden af havet og viste grækernes kosmos

Først blev den placeret på et museumslager med en række andre tilfældige objekter, derefter udstillet i en glasmontre gemt væk i et tilfældigt hjørne: det, der siden skulle blive kendt som verdens ældste computer.

Algoritmernes historie hænger sammen med computerens. Så uløseligt, at professor i datalogi Chris Bleakley definerer en computer som en maskine, der udfører algoritmer. Uden algoritmer ville selv de mest moderne computere virke langsomme. Denne artikel skal dog handle om en yderst umoderne computer, der ikke desto mindre grundlæggende forandrede vores opfattelse af videnskabs- og teknologihistorien.

“Det var chokerende. Det er stadig chokerende,” siger Tony Freeth, der har brugt over et kvart århundrede på at undersøge Antikythera-mekanismen, som den bliver kaldt. Fysikeren Derek John de Solla Price, der dedikerede en stor del af sin forskning til mekanismen, sammenlignede fundet med “at finde et jetfly i Tutankhamons grav” eller “åbne en pyramide og finde en atombombe”.

Med lidt held og to gange stormvejr med knap 2000 års mellemrum endte Antikythera-mekanismen på det nationale arkæologiske museum i Athen.

Skibet er ladet med… lig?

Den første storm fik et skib til at brage ind i klipperne ved øen Antikythera mellem 70 og 60 år før vores tid og gå til grunde.

I 1900 blev sejlbåde med græske svampedykkere om bord blæst ud af kurs på vej til Nordafrika af den anden storm. Kaptajnen sejlede i læ ved den samme lille ø, der ligger mellem Kreta og Kythera. I ventetiden iførte en af dykkerne sig en lufttæt hjelm, der var forbundet med en luftslange til en kompressor på båden, og hoppede på hovedet i vandet. I mørket så han først resterne af et skibsvrag og derefter det, som han troede var utallige menneskelig. Da han kom op til overfladen, troede de andre først, at han var blevet påvirket af nitrogenen, så kaptajnen dykkede ned til samme sted. Han kom rigtigt nok tilbage med en menneskearm, men den var dog lavet af bronze.

Da de vendte tilbage året efter med støtte fra den græske regering, udgravede de hen over mange måneder flere skulpturer af både marmor og bronze, mønter, træmøbler, keramik og en olielampe. Blandt fundene var der også den umiddelbart uimponerende genstand nummer 15087, på størrelse med en skotøjsæske, lavet af træ, bronze og metal, dækket af krebsdyrs kalkede, kegleformede huse.

Næsten 100 år senere havde genstanden fået sit navn, og den var blevet vendt, drejet og undersøgt af flere forskere, som var kommet frem til, at mekanismen kunne forudsige himmellegemernes bevægelser.

Det lyder som noget fra en Indiana Jones-film, og ikke overraskende var en fiktiv version af mekanismen omdrejningspunktet for plottet i Indiana Jones and the Dial of Destiny fra 2023. I filmen er mekanismen bygget af den græske matematiker, astronom og ingeniør Arkimedes, og bruges til at opdage portaler, hvorigennem man kan rejse tilbage i tiden.

Helt så vild er den virkelige mekanisme ikke, men da Tony Freeth først hørte om den, var han fuldstændig forundret: “Jeg havde ingen idé om, at sådan en ting eksisterede.” Han arbejdede på daværende tidspunkt som filminstruktør, men var uddannet matematiker og dykkede ned i den eksisterende forskning om mekanismen, herunder Prices. Jo mere han læste, desto mere blev han overbevist om, at det ikke hang helt sammen.

“Jeg tænkte, at hvis jeg skulle kritisere forklaringen af mekanismen, så måtte jeg komme med et andet forslag, og for at gøre det, skulle jeg bruge noget bedre data,” forklarer han.

Kosmos i en skotøjsæske

I efteråret 2005 stod han klar på museet i Athen, da en røntgenscanner på størrelse med en flodhest lige akkurat kunne klemmes ind ad døren. En efter en blev fragmenterne scannet. For hvert fragment tog det cirka en time og 3.000 billeder at røntgenfotografere det fra alle 360 grader, mens holdet af forskere lavede en række andre analyser.

Således rekonstruerede de den bagerste del i mekanismen, hvor de kunne aflæse inskriptioner, der beskrev, hvordan solen, månen og de fem planeter, som man kunne se med det blotte øje og dermed var de eneste kendte planeter i antikken, bevægede sig.

Teorien, der allerede blev fremsat i 1905, om at modellen kunne forudsige himmellegemernes bevægelser, blev bevist i 2005. Ved at dreje på et håndtag uden på mekanismen kunne man sætte tandhjulene i bevægelse og på den måde beregne planeternes baner og de kommende sol- og måneformørkelser. Ligeledes tyder det på, at den også har kunnet indstilles til at indregne tidspunkterne for antikkens Olympiske Lege.

Ambitionen lader til at have været at rumme det dengang kendte kosmos, hvor mennesket i øvrigt stadig blev betragtet som universets centrum, i en mekanisme på størrelse med en skotøjsæske. Relativt ambitiøst.

“Jeg tror ikke, det bare er en demonstrationsmodel, det er den alt for kompliceret og alt for sofistikeret til at være. Nu er det jo helt almindeligt, at vi tager vores teorier, og derefter bruger moderne computere til at beregne konsekvenserne, men dette er, så vidt vi ved, første gang i historien, at videnskabelige teorier er blevet mekaniseret, altså at man har lavet en maskine, der kan foretage forudsigelser som de videnskabelige teorier, grækernes epicykliske teorier om planeterne, har fremsat, på en mekanisk måde,” siger Freeth.

Der er meget langt fra denne mekanisme til nutidens computere. Hvis mekanismen havde et stamtræ, ville det formentlig snarere end computeren være urværkerne – der først blev bygget 1.300 år derefter i Europa – eller de mekaniske lommeregnere, som ville være for enden af grenene. “I en moderne teknisk forstand er det ikke rigtig en computer, fordi man ikke kan programmere den, men den fungerer efter digitale principper,” siger Freeth, der langt fra er færdig med at nærstudere mekanismen.

“Det er gaven, der bliver ved med at give. Der dukker hele nye ting op, som skal forklares, som er forvirrende og vanskelige. Nogle gange, ikke altid, kan vi løse disse mysterier,” siger Freeth. “Men der er stadig mange åbne spørgsmål. Vi er ikke sikre på, hvornår den er blevet bygget. I den næste fase af vores forskning, vil vi forsøge at besvare spørgsmålene: Hvornår og hvor den blev fremstillet. Hvor skulle den bruges? Og hvem lavede egentlig mekanismen?”