Kære læser

Den israelske forbindelse

Handout/AFP/Ritzau Scanpix

I sidste uge modtog Føljeton en e-mail fra en for os ukendt læser. E-mailen var kortfattet og to the point, men fuld af gode links og også journalistiske vinkler på historier. Redelige og oplagte journalistiske vinkler med afsæt i, at vedkommende havde “bidt mærke i en markant blind vinkel i den danske dækning af Jeffrey Epstein-sagen: Den israelske forbindelse”. Derfor var det oplagt at takke og stille spørgsmålet: “Er du journalist eller?” Svaret faldt en halv times senere: “Jeg er ikke journalist, blot en læge med kritisk sans.”

Når noget handler om kriminalitet og Israel og hemmelige forbindelser, er det let at skyde ned som overdrivelse og undergravelse og konspirationsteorier. Sådan har det i hvert fald været i årtier. Menneskerettighedsorganisationer, herunder Israels egne, har kunnet publicere den ene veldokumenterede rapport efter den anden om overgreb og brud på folkeretten og internationale konventioner, uden at det har haft nogen som helst konsekvenser. Og uden at den vestlige presse har følt sig kaldet til at dække det på en vederhæftig måde.

Sådan er det heldigvis ikke mere; to et halvt års (and counting) live-streamet folkemord og etnisk udrensning i Gaza og på Vestbredden har fået skællene til at falde fra mediernes øjne… skulle vi til at skrive. For det passer jo ikke. På stort set alle medier sidder der stadig folk i høje og lavere stillinger – redaktører, journalister, korrespondenter osv. – som twister og blødgør narrativer i en Israel-venlig retning, hvis de kan slippe af sted med. Det er ikke engang hemmeligt. Folk, der skriver og rapporterer og laver indslag efterlader sig jo en historik, en track record. Vi ved, hvem de er. Men det har ingen effekt. De bliver brugt igen og igen. Der er frit spil. Samtidig må journalister, der har den mindste forbindelse til Palæstina eller måske blot har arabiske aner eller et arabiskklingende navn eller går med tørklæde, gøre sig store anstrengelser for ikke at virke partiske – hvis de da ikke allerede har fået at vide af deres redaktør, at de naturligvis ikke kan dække Israel-Palæstina-konflikten af samme grund. Det sidste har man hørt om har fundet sted på TV 2.

12. februar bragte Berlingske en fordanskning af en nyhed (betalingsmur), som allerede var blevet turneret vidt og bredt i internationale medier et halvt døgn forinden. Meget lang overskrift: ‘Israel er “menneskeheden fjende”. Gaza er en koncentrationslejr og 7. oktober modstand mod “undertrykkelse”. Nu har fransk udenrigsminister fået nok af kontroversiel italiener’.

Artiklen er et journalistisk opkog skrevet sammen af avisens korrespondent i Mellemøsten. Den handler om, at FN’s uafhængige specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder, Francesca Albanese, angiveligt skulle have kaldt Israel for “menneskehedens fælles fjende” på en konference afholdt af mediet Al-Jazeera. Artiklen gengav, hvordan franske parlamentarikere og også Frankrigs udenrigsminister Jean-Noël Barrot krævede Francesca Albaneses afgang fra posten som specialrapportør – med henvisning til, at hun er “kontroversiel” og gennem årene er blevet beskyldt for antisemitisme. Berlingskes korrespondent bruger god plads til at gengive alle beskyldningerne.

Men man behøver ikke at befinde sig et sted i Mellemøsten for at kunne pille artiklens fundament fra hinanden. Det kræver bare adgang til internettet. Da Albanese talte om den fælles fjende for menneskeheden, mente hun ikke Israel, men det system, som beskytter Israel og gør, at den israelske regering og hær kan agere fuldstændig straffrit. Det er der da al mulig grund til at bekæmpe, hvis man går ind for lighed for loven? Berlingskes artikel er pakket og leveret på en måde, så den egentlig ligner en nyhed om konflikt: Den konflikt, der opstår, når Frankrigs udenrigsminister kræver Albaneses hoved på et fad. For de mindst kvikke af Berlingskes læsere ser artiklen måske objektiv ud. Men reelt er det ikke svært at fornemme, hvor korrespondentens sympati ligger.

Og tilbage til Føljetons kære læser, lægen med den kritiske sans. Mon ikke den israelske forbindelse i Epstein-sagen når de danske medier om to-tre uger, når der virkelig ikke længere er nogen vej udenom? Som den gode læge skriver:

“Her er nogle punkter, som de danske medier stort set har ignoreret:

· Ehud Barak-forbindelsen: Den tidligere israelske premierminister var forretningspartner med Epstein helt frem til 2015, brugte hans privatfly og modtog millioninvesteringer.

· Israels udenrigspolitik: Epstein var mellemmand i en aftale mellem Israel og Rusland omkring Syrien.

· Overvågningsteknologi: Epstein og Barak investerede sammen i firmaet Carbyne, og Epstein fungerede som mellemand for salg af israelsk overvågningsteknologi til udlandet.

· Maxwell-arven: Ghislaine Maxwells far, Robert Maxwell, havde bånd til Mossad, hvilket giver en vigtig kontekst for Epsteins netværk.

· Nye afsløringer: I de seneste dokumenter findes FBI-rapporter, som beskriver, at Epstein opererede som spion for Mossad – en påstand Benjamin Netanyahu senest har måttet gå ud og afvise offentligt.”

Lægen skriver videre: “Ikke alt er nødvendigvis sandt, men det er væsentligt at belyse nærmere, især når selv mainstream-medier som The Times dækker det. Jeg mener, at det er en historie med enorm geopolitisk vægt, som fortjener en kritisk gennemgang herhjemme. Især med tanke på mediernes dækning af Epsteins kontakt til de royale familier og toppolitikere i England og Norge.”

Tak til lægestanden for at være på dupperne, når de danske medier ikke er det. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12