Når far går i udbrud

Ikke alle er fædre, men alle har som udgangspunkt en far – om han så er fraværende eller ej. Samtidig risikerer forholdet til ham at blive definerende for dit eget selvbillede. Det, som far har gjort, vil forfølge dine egne valg og tanker. Hans liv vil lægge sig som en skygge over dit eget; en skygge, du selv kan blive nødt til at kaste lys over og dermed fortrænge. Eller som billedkunstner og kurator Stense Andrea Lind-Valdan passende nævner i sin omtale af den aktuelle udstilling Daddy Issues på Gammel Strand i København:

“Den engelske psykoanalytiker Katherine Angel peger i sin bog, Daddy Issues (2019) på den patriarkalske dynamik, der placerer de relationelle dysfunktioner, eller issues, der ofte opstår i forhold til fædre, alle andre steder end hos fædrene selv. Når man taler om faderkomplekser, er det underforstået, at det er børnenes, pigernes, kvindernes ikke mindst, lod, at udrede og helbrede de dynamikker, der opstod mellem dem og deres fædre som børn – og som siver som en malstrøm under samfundet. Men er det egentlig ikke fædrene, der har daughter- eller kiddy-issues? spørger Angel.”

Altså: bør det ikke først og fremmest være faren, som tager ansvar for det dysfunktionelle? Hvorfor er det barnet, som skal tvinges ud i det emotionelle reparationsarbejde?

I romanen Vulkanø (2024) udforsker forfatter Daniel Dalgaard ikke kun forholdet til sin egen far, men også til den ulmende vrede, som er så tæt forbundet med relationen – og til de mønstre, han selv risikerer at reproducere som far. Det sker i rammen af en familieferie, hvor faren Daniel tager til Tenerife med sin kæreste Stine og deres to børn – en søn på fem og en etårig pige. Gennem scener i det spanske charterhelvedes såkaldte ferieparadis formidles små konflikter og omsorgsopgaver, sejre og nederlag, som giver Daniel anledning til at overveje, om han overhovedet kan bryde med sin egen arv. En refleksionsproces, som har været i gang, lige siden han til tyveugersscanning fik at vide, at han skulle være far til en søn. Eller som det lyder i Vulkanø:

“Der i scanningsrummet var det, som om jeg med ét blev til min egen far. Det var underlige, gletsjerlignende forskydninger, jeg skulle være min far, og skyggen der på skærmen skulle være mig. Jeg ville ikke kunne gøre andet end at henfalde til at være dominerende, kortluntet, skælde ud og senere kompensere, og mit endnu ufødte barn ville komme til at definere sig som min modsætning, ligesom jeg havde defineret mig som min fars modsætning, indtil jeg en dag pludselig sad i et sterilt hospitalslokale og alligevel var blevet ham.”

Som far så søn

Siden jeg læste Vulkanø, har scenen med scanningsrummet spøgt i min bevidsthed. Eller rettere beskrivelsen af de forskydninger, som ifølge forfatteren blev synliggjort ved ultralyd – og ved visheden om, at en forlængelse af ham selv snart ville komme ud i verden. Hvad var det specifikt ved den situation, som gjorde så stort indtryk på ham, spørger jeg Daniel Dalgaard, da vi mødes på hans kontor i det ydre Valby i København. Altså: Hvorfor blev det allerede ved scanningen tydeligt, at han selv ville blive udfordret som far?

“Der kom sådan en dyb, nærmest dyrisk frygt op i mig. Jeg følte mig ekstremt låst ved tanken om at skulle være far for en søn. Hvilket også bunder i, at jeg selv har haft et rigtig svært forhold til min egen far – et forhold, som på en eller anden måde altid har været lidt uafklaret”, indleder Dalgaard over instantkaffen, som jeg taknemmeligt har taget imod efter endnu en urolig og semi-søvnløs nat. Min datter er i en alder af otte måneder temmelig ligeglad med, at hendes far skal op om dagen og interviewe andre om at være fædre. Dalgaard fortsætter:

“Dels tror jeg, det handler om identifikation. Men også om mænds måde at være sammen på – eller ikke at være sammen på. Deres måder at have et forhold til hinanden på. Fædre og sønner, hvor nærhed og intimitet kan være lidt besværliggjort. Det er i hvert fald noget, som jeg oplever, at vi som mænd ikke er helt så gode til. I hvert fald ikke så gode, som jeg kunne tænke mig, at vi var.”

Er der forskel på at blive far til en dreng og til en pige?

“Det lyder jo lidt dumt og næsten barnligt, men jeg tror, der er noget ved det, at et barn er et andet køn, som meget konkret viser, at det er et andet menneske end mig. Der er ikke så stor forvekslingsfare. Hvor jeg til sammenligning kan se mig selv vildt meget som 9-årig i min søn. Derfor er der måske også nogle af de ting, jeg lader mig irritere over, som i virkeligheden er 25 pct. konflikt med ham, men også 75 pct. en konflikt med mit eget 9-årige selv.”

Mandemangler

Spørgsmålet om, hvad det vil sige at være dreng og mand, løber i Vulkanø parallelt med det overordnede spørgsmål om, hvad det vil sige at være far. I essayet Forestillingen om Patrick Mortensen (2021) har Daniel Dalgaard også tidligere taget den diskussion op. Med afsæt i AGF-angriberen Patrick Mortensen undersøger forfatteren her den vidtforgrenende kønsdebat. Ligesom han spørger, hvordan vi egentlig skal forstå og forholde os til maskulinitet og de moderne manderoller:

“En af mine pointer i Patrick Mortensen-essayet er, at der faktisk er sket helt utrolig meget med maskuliniteten og mandebilledet de senere år. Det udtrykker sig jo i ekstrem grad gennem faderskabet, som er et højintenst område.”

Hvordan højintenst? Dalgaard – som har sine to børn med partner og ditto forfatter Stine Pilgaard – uddyber:

“En stor del af det at have børn er bare forældreskab. Men der er også nogle specifikke forskelle, som blandt andet er født af, at vores forestillinger omkring moderskab og faderskab historisk set er så forskellige. I mange myter er faren jo en, der sætter sine børn ud på floden, eller æder dem, eller gør andre forfærdelige ting. Mens forestillingen om moren har været en helt anden. Og de her historier virker jo i os. Derfor giver det selvfølgelig mening at skelne mellem fædreskab over moderskab. Meget af det, vi gør til daglig – og mange af de følelser vi har – er vi helt sikkert fælles om. Men det er ikke det samme at være mor og far.”

“Der er noget i det at blive far, som rækker videre til spørgsmålet om mænds forhold til sig selv og deres indre liv – som for mig også er det, forandringen i manderollen handler om. Selvfølgelig er det kvinden, der er gravid og skal føde. Men det er sandsynligvis også en af de største livsforandringer nogensinde for manden. Og det synes jeg er underligt overset i den måde, systemet er bygget op på. Helt konkret oplevede jeg til flere graviditetssamtaler, at hvis jeg spurgte om noget, så ville jordemoderen kigge på min kæreste mens hun svarede. Det synes jeg er lidt ærgerligt, at det skal være sådan. Der er en vis uopmærksomhed eller ufølsomhed – også fra mændenes egen side – omkring, hvor stor en livsforandring, det faktisk er at blive far.”

Ufølsomheden kan dog antage mange former, påpeger Dalgaard – og behøver ikke kun findes i hospitalslokaler til graviditetssamtaler:

“Alle mænd har en historie, hvor de har prøvet at udtrykke noget sårbart, og er blevet nedgjort og latterliggjort og hånet for det. Jeg er ikke stødt på nogen, der ikke har sådan en. Og det behøver ikke kun være i mandegrupper. Det kan også have været af forældre eller af kærester. Der ligger en hel kultur og en hel dynamik, som ikke bare handler om noget, den enkelte mand ikke kan finde ud af og skal til at lære.”

Blind af vrede

I Vulkanø truer faren konstant med at gå i udbrud. Vreden syder og bobler som en allestedsværende mulighed, som kan blive pludseligt udløst af børnenes trodsighed. Også selvom Daniel er pinligt bevidst om, at han intet vinder ved at give efter for vreden – snarere tværtimod. Billedet er kun alt for velkendt: Manden med kort lunte, som får lov til at dominere stemningen for alle i rummet. Men hvorfor føles det, som om mænds hidsighed så ofte får den plads? Hvorfor kan manden ikke bare køle sig selv ned?

“Grunden til, at vi tænker, at maskulinitet og vrede hænger sammen, tror jeg er, at mænd simpelthen ikke har lært – og kulturelt heller ikke fået tilbudt – ret mange måder at udtrykke deres indre liv på. Vreden har været et relativt socialt accepteret udtryk for mænds følelser. Der er et eller andet, der er grundlæggende forståeligt for os ved en vred mand”, siger Dalgaard.

I Vulkanø indser romankarakteren Daniel, at vreden er både destruktiv, kontraproduktiv og selvisk. Og at han – for at få bugt med den – må sætte sig i børnenes sted, genkende de følelser og ønsker, de tydeligvis tumler med, og ultimativt give slip på sit eget ønske om kontrol. Kort sagt: at han må opfinde en anden tilgang til forældrerollen, end han selv har fået med hjemmefra af sin egen far. Også selvom det er en påfaldende vanskelig opgave:

“Noget, som har været ret markant for vores generation, tror jeg har været, at der er sket et ekstremt stort skifte i, hvad faderskabet er. Og hvordan det udtrykker sig. Det kan jeg jo se, når jeg afleverer børn, henter dem, er på legeplads og så videre. Den måde, fædrene deltager på i et helt konkret liv med børnene, er jo på et plan, som er komplet usammenligneligt med det, der fandt sted, da jeg selv var barn. Og det tror jeg er et spørgsmål, som mange på min alder står over for: at vi ikke har lige så mange mentale rollebilleder af faren inden i os, som vi rigtig føler, vi kan bruge til så meget fra vores egen opvækst. Så derfor er vi lidt på skovhugst i nutiden. Og det er altid sværere.”

Så hvad er det for en slags omsorg, man må finde frem blandt alle træerne? Dalgaard fortsætter:

“Noget, jeg stadig synes er svært, er at være ægte til stede og lade ens børn mærke, hvem man er – og hvad der sker inde i en. Det er en svær balancegang, for jeg har heller ikke lyst til, at mine børn skal føle, at de har ansvar for, hvordan jeg har det. Det er jo et ansvar, jeg gerne selv vil have. De skal føle, at de bare kan leve deres liv, og så skal jeg nok passe mig selv. Men på den anden side kan jeg også godt mærke, at jeg er vokset op med en følelsesmæssig tilbagetrækning fra de voksne, som er svær ikke at gentage. Det skal jeg virkelig være opmærksom på.”

Frisat leg

Under arbejdet med Vulkanø var Daniel Dalgaard også hele tiden opmærksom på, at hans egen søn ikke blev taget “som gidsel i det her projekt”: Han fik både sin kæreste og en børnepsykolog til at læse alt og identificere eventuelle problematiske passager “som kunne blive rigtig nederen for ham senere hen”. Meget blev taget ud undervejs, mens den femårige søn i romanen blev forsøgt gjort til “så meget sin alder, som overhovedet muligt”, forklarer forfatteren. “Altså, det er en femårig dreng, der i princippet kunne være hvem som helst.” Selv er Dalgaard dog ikke i tvivl om, at relationen til hans børn – og hans egen forståelse af faderrollen – er blevet enormt styrket af arbejdet:

“Det har været den største forandringskraft i mit forældreskab, at jeg har skrevet Vulkanø. 100 pct. Jeg var blevet fastlåst i de her problemer omkring vrede og konflikter, som jeg endte i igen og igen. Ligesom jeg følte mig fanget i min fars billede. Og så oplevede jeg faktisk et heureka-øjeblik, da jeg skrev på romanen, og stillede scenerne med mine konflikter med min søn over for nogle lidt lignende scener med mig og min far. Pludselig  kunne jeg se, at jeg jo faktisk ved præcis, hvordan min søn har det i de her konflikter. Han har jo bare den samme frihedstrang, som jeg selv havde.”

“Noget af det, der virkelig er vildt ved at få børn, er at få lov til at se verden igennem dem. Det er en fuldstændig rystende oplevelse, fordi det lige pludselig rammesætter, hvor meget man ikke selv længere ser verden som et barn. Og hvor meget man ikke længere selv ser for første gang. Der florerer måske en lidt ubestemt kulturel fortælling om, at det er kedeligt at have børn. Sådan noget med trummerum, hamsterhjul og dagligdagen. Men jeg synes, det er fuldstændig sindsoprivende vanvittigt. Når man bare tænker på, hvad der sker i et børneliv på en uge. Det er jo helt vildt, hvad de oplever af sorger, glæder og udviklinger. Det sker jo ikke i et almindeligt sundt voksenliv på fem år.”

Måske bliver netop det blot endnu tydeligere, når flere børn kommer til – og når uger alligevel bliver til år:

“Med det første barn havde vi hele tiden en følelse af, at tingene var for evigt. Sådan: ‘Nu sover han ikke. Han kommer aldrig til at sove. Det er fint, så sover jeg bare ikke i 18 år.’ Til sammenligning var det ret tydeligt for mig, da vi fik vores andet barn, at alle de her ting er en fase. Det dårlige er en fase, det gode er også en fase. Det hele går over, og det forandrer sig igen om en måned. Eller om to minutter. Eller om et halvt år. Hvad end det er, godt eller dårligt, så går det over igen. Egentlig er det jo også erfaringen af at være voksen: At det går over. Hvilket både er opløftende og lidt trist. Og en erfaring, som børn ikke har, og som vi på en eller anden måde er tvunget til at give dem.”

Artiklen er en del af en Føljeton-serie om faderskabslitteratur. Læs alle afsnit i serien her.