En ny slags blødhed

At blive nybagt forælder er at blive konfronteret med en ny fysisk virkelighed. Et andet levende væsen har akut brug for din omsorg; en omsorg, du vil give på alle tænkelige måder, men som din egen krop samtidig risikerer at modarbejde. Søvn, amning, hormoner og heling efter fødslen: Det hele smelter sammen i en forvirrende følelsescocktail, som alligevel kan tvinge mor og far til at tage stilling til køn og biologiske barrierer. Hvem kan hvad? Og hvem vil hvad?

Netop de spørgsmål spiller også en central rolle i digter og underviser på Forfatterskolen Duncan Wieses digtsamling Kirsebærplukkerne (2023). Gennem fem forskellige suiter følger vi her digter-jeg’ets tilblivelse som far – fra den sidste ventetid under graviditeten til de første kaotiske babydage i en lejlighed i København, til etableringen af en ny familietilværelse i et hus med mus på landet.

Den suite, som omhandler tiden lige efter fødslen af jeg’ets første barn, bærer titlen “Omfale” – en reference til en dronning i græsk mytologi, som tvinger helten Herakles (også kendt som Herkules) til at iføre sig kvindetøj og udføre “kvindearbejde”. I suiten beskriver jeg’et, hvordan han blandt andet nærer en voldsom lyst til at kunne amme sit barn. Ligesom fødslen skaber en ny feminin blødhed i ham:

“Jeg drømmer/ om silkekjoler/ og store overarme/ at være den bedste ægtemand/ at amme vores barn”, fortælles det. Og andetsteds:

“Senere om natten/ mit mellemkød er blødt/ mine bryster snurrer/ jeg er en ung pige/ jeg har lyst til/ at blive taget langsomt/ jeg vil føde/ med vaginal stimulation/ aldrig har jeg været så blød/ det kan ikke stoppes/ jeg er ikke længere en mand/ jeg er/ jeg er/ tror jeg/ nogens mor”

Ifølge Duncan Wiese – som i dag bor på landet på Fyn med sin kone, digteren Nanna Storr-Hansen, og deres tre børn – opstod digtene bl.a. som følge af en undren over, hvorfor de erfaringer virkede så ukendte. Samtidig med, at han fik et umiddelbart behov for at bevidne dem. For som han fortæller, da det trods snestorm og syge børn lykkes at “mødes” til en samtale over video:

“Jeg havde ikke mødt det så meget – hverken i litteraturen eller i samtaler med andre mænd. Også selvom det er en biologisk oplevelse. Der sker faktisk noget med hormonniveauerne for fædre efter fødslen. For mig føltes det – som det også fremgår i bogen – som en nød, der blev flækket. Der opstod et pludseligt behov i mig for at lære at give omsorg. Det var på den ene side meget voldsomt, men det var også lidt som en åbenbaring. Hjernen blev ligesom helt blød, og nye steder i den blev aktiveret. Efterfølgende har jeg mødt flere, der også har haft de oplevelser, og som har kunnet se sig spejle sig i det.”

Ja, siger jeg til ham. Jeg kunne i hvert fald også spejle mig i dem. Og genkende oplevelsen af, at noget helt fundamentalt blev omrokeret i min hjerne, da min datter blev født. En omrokering, som fx biolog Anders Kofoed i bogen Den nødvendige far også har beskrevet finder sted: Nyere forskning viser faktisk, at ikke kun den gravide kvinde, men også den mandlige partner gennemgår en konkret biologisk forandring og bl.a. får ændret sin hormonbalance i forbindelse med fødslen.

Drengestreger

Mens Kirsebærplukkerne skildrer den mere isolerede oplevelse at blive ny far, undersøger Duncan Wiese i sin kommende digtsamling Drenge – som udkommer den 30. april – på bredere vis forældreskabet og alle de barndomsminder, det eksempelvis vækker, når ens børn begynder i skole. Samtidig gives der – som titlen antyder – plads til en række yderligere overvejelser om kønsforventninger og maskulinitet. Og om hvad det vil sige at være dreng, mand og far.

“Jeg tror, at jeg altid har haft et meget nysgerrigt blik på maskulinitet”‚ forklarer Wiese. “På den ene side beskæftiger jeg mig meget med det, og på den anden føler jeg mig stadig ret akavet i maskuline fællesskaber. Men jeg har også opsøgt dem og været glad for de fællesskaber. Lige nu føler jeg mig for eksempel meget bare som en far blandt fædre. Og det er en rar følelse, at man kan høre lidt til i den kategori.“

En kategori, som Drenge altså på forskellig vis kredser om:

“Jeg har også haft lyst til at undersøge mit eget forhold til de her drengegrupper, og til fædrene. Hvordan talte man om død, vold, sex og våben? Jeg kigger meget på de andre fædre, jeg kigger meget på mænd, og jeg kigger meget på drenge. Jeg er også opmærksom på, hvordan drenge stadig bliver behandlet anderledes. Hvordan de bliver talt til anderledes. Jeg prøver måske at korrigere lidt og sørge for, at der er plads til ømhed og omsorg. Og til at kunne rumme den energi, som små drenge også kan have.”

Ligesom det kommer til udtryk i Kirsebærplukkerne, er det dog ifølge Duncan Wiese stadig værd at overveje, hvor fasttømrede vores forståelser af forældrerollerne er – og hvornår og hvordan, det giver mening at skelne mellem dem:

“Jeg ved ikke, om mine børn har behov for, at der er forskel på far og mor. Men nogle gange kan de i hvert fald bruge, at der er en forskel. Eller at der er forskellige ting, vi er gode til.”

“For mig er det værd at gå i dialog med, hvad det vil sige at være en far. Jeg ser mig selv som far, for det kalder mine børn mig. Ligesom jeg er i et heteroseksuelt ægteskab. Men det er ikke, fordi jeg dyrker noget traditionelt med det. Og jeg synes, det er evigt spændende figurer at forhandle med, diskutere, undersøge og udvide. For mig giver det mening at skelne lidt mellem mor og far, men det er jo også bare helt privat. Hvad er det, vi tilbyder? Hvordan har vi fordelt arbejdet?“

Netop arbejdet, pointerer Duncan, er det under alle omstændigheder svært at komme udenom som forælder. Men den gode nyhed er, at det løbende åbner helt nye erfaringsrum:

“Det er også vildt som far, alle de ting, jeg skal kunne. Det er alt fra at have styr på min selvangivelse til at passe børn, yde omsorg, lave mad, rense kloakker, skyde rotter, tjene penge, passe mit helbred og være til skolehjemsamtale. Nu med flere og større børn er jeg også blevet kastet ud i civilsamfundet på en anden måde, der er flere vigtige fællesskaber: friskolen, landsbyen og foreninger, som jeg skal bidrage til, men også nyder godt af.”

Digtning med farveblyant

Først og fremmest består en digters arbejde selvsagt i at skrive. Et sted i Kirsebærplukkerne forholder jeg’et sig netop til ønsket om at ville kreere digte, og samtidig passe et barn – to ting, der ikke umiddelbart kan forenes:

“Jeg kan ikke skrive/ og holde mit barn/ samtidigt”.

Duncan Wiese forklarer, at de strofer faktisk er et omskrevet citat fra forfatter Maggie Nielsons erindringsbog Argonauterne, som generelt har været en stor inspirationskilde i arbejdet med Kirsebærplukkerne. Efterfølgende har citatet også skabt debat, da bl.a. forfatter Sine Bang Nielsen har skrevet en – ifølge Wiese – “ret grundig og legitim kritik” af sondringen mellem skrive- og omsorgsarbejde. Som mor til et barn med en autismediagnose er hun nødt til at være til rådighed konstant, hvorfor hun også må skrive med én arm om barnet. Selv har Wiese da også fået et andet blik på spørgsmålet, i takt med at han har fået både flere og større børn:

“Som det ser ud nu, er sammenhængende skrivetid ikke så meget en mulighed. Men så bliver man enormt effektiv og enormt hurtig. Min seneste bog har jeg i høj grad skrevet i stillekupéen mellem Nyborg og København, på vej til arbejde på Forfatterskolen tidligt om morgenen. Et centralt afsnit i min seneste bog, Drenge, kom til mig, da jeg var på biblioteket med min familie. Og så måtte jeg finde en farveblyant i kreakassen og noget papir, og stå – mens mine børn trak mig i benene – og lige skrive en 5-6 digte. Jeg oplever altså også, at det eksisterer sammen, det at have børn og skrive. Ligesom jeg tænker, at børn trives ved at have forældre, der trives. Det er ikke umuligt både at have en kunstpraksis og en masse små børn.”

“Min kæreste og jeg henter jo også meget inspiration hos børnene og deres verden. Jeg bruger det dels i min digtskrivning, men også bare i måden, jeg får lov til at starte i skole igen, og blive konfronteret med, hvad der skete dengang. Det vækker en masse materiale for mig.”

Wiese nævner som yderligere eksempel, at han i arbejdet med Drenge også har ladet sig inspirere af DR Ramasjang-karakteren Onkel Reje, som både kan have dameundertøj på, lave ballade og være macho. I et af de uddrag, jeg på forhånd har fået lov at læse, optræder eksempelvis en Onkel Reje-sang om at pjække fra skole, som jeg’et hører med sine børn. “Jeg synes, han er en meget dejlig oprørsfigur i børnekulturen. Jeg ser ham lidt som en børne-Dionysos”, uddyber digteren.

Soldaterbørn

Sammenligningen mellem Onkel Reje og Dionysos er næppe helt tilfældig. Gennem sit forfatterskab har Duncan Wiese på forskellig vis trukket på særligt Antikken og dens mytologier og digtertraditioner. Titlen på hans debut – Tityrus – var en henvisning til Vergil (som brugte navnet som et alterego i sine hyrdedygte), mens Kirsebærplukkerne som nævnt bl.a. rummer en henvisning til Omfale. En anden suite i digtsamlingen hedder “Saturnalia” – navnet på en romersk religiøs vintersolhvervsfest, hvor der på karnevalsagtig vis blev vendt op og ned på alle roller og sociale normer.

Selvom den fungerer som rig inspirationskilde, kommer den klassiske episke tradition – og alle de fortællinger, den har affødt – dog på mange måder også til kort, når forældreskabet skal behandles. Der er ligesom noget i forestillingen om en stærk (mandlig) helt, som harmonerer dårligt med selve det at have og passe et barn:

“De store episke fortællinger har jo ikke rigtig plads til hverdagen og omsorgsarbejdet. I den seneste James Bond-film bliver Bond bombet, så snart han finder ud af, at han har et barn. Rammen kan simpelthen ikke rumme det hverdagslige.” Til sammenligning mener Wiese, at der dog heldigvis også er opstået et andet rum i bl.a. den nyere litteratur – måske særligt i takt med, at flere fædre faktisk bruger tid på at være fædre:

“At stort set alle nu bliver sendt på barsel i et eller andet omfang, skaber jo også et eller andet. Der opstår et rum, som har behov for at blive diskuteret og beskrevet. Jeg oplever, at mange mænd finder en masse fællesskaber i de der legestuer. Men det passer ikke så godt ind i den klassiske episke tradition.”

Dermed ikke sagt, understreger digteren, at der ikke også findes eksempler på mænds omsorg for børn gennem idéhistorien. For nylig har han eksempelvis læst en byzantinsk tekst skrevet af en bedstefar, som tydeligt elsker sine børnebørn – og som så også sammenligner det blodige, nyfødte spædbarn med en såret soldat på slagmarken.

Ufærdigt rollespil

Så hvad er en god far? Hvilke traditioner kan vi trække på, og hvilke roller kan vi spejle os i, når vi selv skal udføre omsorgsarbejde? Under alle omstændigheder er svaret langt fra entydigt, påpeger Duncan Wiese.

“Man er ikke hele tiden en god far, man er jo også tit en dårlig far. Der er nogle roller, man spiller så godt man kan. Men man ved, at man også kommer til kort. Og at man måske heller ikke har et ordentligt svar på, hvad den gode far er.”

“Jeg har også haft en nysgerrighed på, at fædre kan være mange forskellige ting. Min egen far er på mange måder en meget traditionel maskulin mand fra den skotske arbejderklasse. Men han har også nogle meget tydelige måder at vise sin omsorg på. Så jeg kan ikke dømme over, hvad der er en god eller dårlig far. For det er også en gave at have nogle forældre, som man kan være vildt uenige med. En god far kan være en, der arbejder meget, men han kan også være en, der går hjemme i fem år. Man kan være en god far, der taler om sine følelser, eller en far, der viser omsorg på andre måder. Og det synes jeg er vigtigt.”

Når dine børn bliver voksne, hvordan vil du så gerne have, at de beskriver dig som far?

“Pointen ved at være forælder er nok, at man gør det bedste, man kan. Og uanset hvad man gør, bliver man så også en figur, som ens børn kommer til at have et opgør med. Men det er jeg overhovedet ikke bange for. Det er meget nødvendigt. Det har jeg også selv haft, da jeg var yngre – brug for at distancere mig fra mine forældre. Når man selv får børn, begynder man dog at se meget mildere på dem. Hvad de nu gjorde, hvorfor blev de skilt, det ene og det andet. Der er mange ting, som er uforståeligt som barn, men som man så begynder at forstå nu. ‘Okay, du tabte hovedet dengang. Det kan jeg forstå, for jeg har været virkelig tæt på at tabe hovedet i lignende situationer.’ Man kan være nådig over for dem og samtidig have et ønske om at tage det videre og gøre noget andet.”

Artiklen er en del af en Føljeton-serie om faderskabslitteratur. Læs alle afsnit i serien her.