Geopolitik i træningstøj

Hellere kaffemik end kanonbrag. Da Frederik X landede i Grønland i formiddag, var scenografien nøje afstemt: smil, håndtryk, kagebord. Ingen trommer. Ingen trompeter. For alt i verden måtte besøget ikke ligne en storpolitisk markering i duellen med Donald Trump.

Signalet var hjemmebag, ikke højspænding.

Det er paradoksalt. For formelt er det kongen – ikke Mette Frederiksen – der er regent for hele Kongeriget. Det er majestæten, en amerikansk præsident i princippet lægger sig ud med, når han taler om kontrol over Grønland. Og i Washington vejer kronen lige nu tungere end Christiansborg.

Det er tydeligt, at Trump har et blødt punkt for guld, uniformer og titler. Han dukker nakken, holder igen med rablerierne og dæmper stemmen, når der glimter regalier i rummet.

Flere opsigtsvækkende situationer har vist, at Donald Trump optræder påfaldende benovet, når han møder kongelige. Tydeligst i omgangen med den saudiske kronprins Mohammed bin Salman, hvor den amerikanske præsident i mødet med maksimal glans pludselig fremstod mere imødekommende.

Briterne gennemskuede det for længst. Da Storbritanniens premierminister Keir Starmer i Det Ovale Kontor for et år siden rakte et brev frem fra Charles III, ændrede stemningen sig på sekunder. Ikke om told. Men et laksegl med en invitation til statsbesøg i London.

Trump smilede benovet, viste underskriften frem og accepterede på stedet. Fra handelskonflikt til hofceremoni. Monarkiet brugt som diplomatisk instrument. Samme manøvre kunne Danmark også have foretaget.

Et officielt statsbesøg. En bukkejagt i Dyrehaven. Eller endnu mere teatralsk: en invitation til Grønland, midt i det territorium, Trump taler om.

Men fra dansk side har man valgt en anden og langt mere forsigtig linje. I stedet står den på kaffe og kringle i Nuuk, når kong Frederik “deltager i en traditionel kaffemik i kulturhuset Katuaq”, som det hedder i det officielle program.

Den naive hofnar

Der findes monarker, man kan sætte ind som diplomatiske våben. Og så findes der Frederik.

Problemet er ikke, at han i en konfrontation med USA kan komme til at spille en politisk rolle – det gør statsoverhoveder uundgåeligt, uanset den ceremonielle protokol. Problemet er snarere, at han risikerer at optræde politisk på en måde, der er uforudsigelig og vanskelig at håndtere diplomatisk.

IOC-forløbet viste det. Her koksede han i stor stil.

Den Internationale Olympiske Komité er nemlig ikke kun sport. Det er geopolitik i træningstøj. Da Frederik blev medlem i 2009, lød forsikringen ellers, at rollen ville være helt apolitisk og ufarlig. Men allerede fra begyndelsen opstod der sprækker.

Kort efter OL i Beijing roste han direkte Kina for at være blevet mere åbent. Udtalelsen fremstod ukritisk og placerede ham i et politisk akavet lys. Han kom hurtigt til at fremstå som en nyttig figur, en hofnar, for det kinesiske regime.

Regeringen reagerede ved at nedsætte en tværministeriel koordinationsgruppe for at sikre, at han ikke kom på kollisionskurs med dansk politik. Paradokset var indbygget: Som IOC-medlem måtte han ikke modtage instrukser fra regeringen. Men som dansk tronfølger burde han heller ikke afvige.

I 2016 brast konstruktionen. Efter afsløringerne af Ruslands statsstøttede doping arbejdede den danske regering for en samlet udelukkelse fra OL i Rio. I IOC støttede Frederik en mildere model. I praksis stemte han imod regeringens linje. Efter lidt flik-flak ændrede han position undervejs. Som en snurretop på de bonede gulve.

Det var næppe bevidst illoyalt over for den danske regering. Snarere simpel utilregnelighed og manglende strategisk konsistens.

Forhistorien peger dermed på en usentimental konklusion: Frederik har hidtil ikke demonstreret, at han evner at navigere stabilt i krydsfeltet mellem global magtpolitik, økonomiske interesser og institutionel loyalitet. Og derfor anvendes han nu ikke over for Trump. Risikoen for uigennemtænkte afvigelser er for stor.

Småstatens alibi

Det officielle program for kongens besøg er i sig selv et svar. Frederik kan klippe fiskefileter hos Royal Greenland og tale sammenhold på Arktisk Kommando. Han kan møde elever, soldater og borgere uden risiko. Her er rollen klar: nærvær, ikke forhandling. Han skal signalere lavpraktisk forsvarsvilje.

Men måske ligger der netop her en anden rolle? En mere indadvendt rolle, som regeringstoppen i højere grad ønsker, at Frederik skal udfylde – ikke over for USA, men over for den danske befolkning.

Ikke som diplomatisk lokkemad, men som samlende frontfigur for oprustningen. Her i de kommende år står Danmark over for en omfattende militær oprustning, som vil kræve skarpe omprioriteringer. Og måske kan Kongen her fungere som symbolsk samlingspunkt‚ som legitimeringsfaktor.

Som tidligere frømand har kongen en reel militær baggrund. Han taler ubesværet om beredskab, udholdenhed og tilstedeværelse i barskt terræn. Når han står ved Arktisk Kommando eller møder unge på Arktisk Basisuddannelse, fremstår han derfor ikke blot som partipolitiker, men som en figur med operativ erfaring. Det har betydning.

Oprustning sælges sjældent kun med tal og forligstekster. Den sælges også med billeder – og med fortællingen om, at Danmark skal have “flere øjne og ører i Grønland”. Her bliver kongen brugt til at gøre oprustningen folkelig: Ikke som aggressiv opmarch, men som stilfærdigt ansvar.

Kaffemikken er ikke bare høflighed. Den er disciplin. Kongen skal ikke risikere at sige noget forkert til Trump. Han skal sige det rigtige til danskerne: at oprustning er uundgåelig.

Frederik skal ikke påvirke Washington. Han skal normalisere en ny sikkerhedspolitisk virkelighed herhjemme. Ikke som diplomatisk aktør, men som legitimationsfigur. Ikke som stormagtens forfører – men som småstatens alibi. /Lars Trier Mogensen