Den tredje forælder

Man skal ikke have talt længe med en forælder om at have børn, før vedkommende – mellem de almindelige jokes om søvnmangel og totalt kaos – peger på, at børnene også har givet tilværelsen en helt anden mening. Som om noget større pludselig er på spil; som om en sitrende kærlighed har lagt sig i et tyndt, usynligt dække over virkeligheden. Ja, forælderen taler måske endda om det mirakuløse i barnets tilblivelse og fødsel. Hvilket også er noget, jeg’et grubler over i Rasmus Nikolajsens digtsamling Måske sjælen (2022):

“Jeg smiler, tre skyer danser/ dovent omkring, og kommer til/ at tænke på hvad det i det/ hele taget vil sige at/ få et barn? Noget er gener,/ men min fornemmelse er at/ noget også er noget helt/ andet: personlighed, en flig/ af universets skabende/ kraft, sjæl. Hvad skal vi kalde det?”

Jeg’et fortsætter sin tankerække:

“Den mærkværdige fortælling/ om undfangelsen af Jesus,/slår det mig, kan måske give/ mening, hvis man læser den som/ et forsøg på at benævne/ denne mystik. Maria var/ selvfølgelig ikke jomfru,/ og jo, Josef var faren, men/ det var Helligånden altså/ også. Der er noget mere,/ fortæller bibelteksten os,/forekommer det mig, mens jeg/ triller ned langs søerne, en/ form for tredje forælder i/ enhver undfangelse.”

Faderen, sønnen – og helligånden. Mystikken og den tredje forælder. Der er nok at tage fat på, da Rasmus Nikolajsen og jeg først får taget plads i sofapartiet i hans lejlighed på Østerbro i København. Hvad var det egentlig, fødslen af hans egen datter – som i dag er otte år – igangsatte?

“Man har den her følelse af, at der sker et lille mirakel”, indleder digteren mellem bidder af en hindbærsnitte. “Fornemmelsen af, at et stykke sjæl kommer ind i min verden, som også kommer et andet sted fra, end blot den her gen-overførsel fra mig og min hustru. Der er noget liv, som vil frem i verden, og som har sin egen vilje.”

“Jeg skriver det også i sort strømmende drøm (Rasmus Nikolajsens seneste digtsamling fra 2025, red.) – at man tit hører den her forestilling fra vordende forældre om, at de gerne vil videreføre deres gener eller reproducere sig selv. Hvilket jo grundlæggende er en konservativ tanke: At man tror, at man gerne vil bevare det, der allerede er. Men det, man jo i virkeligheden gør, er at åbne døren for, at en helt ny kraft kommer ind i verden.”

Nikolajsen holder en kort tænkepause, før han fortsætter:

“Det var også noget af det, der overvældede mig helt vildt: at man fra første dag som forælder er i nærkontakt med den her mystiske kraft, som også hele tiden er en skabende og forandrede kraft, som griber ud efter verden – og som måske vil æde din sjæl, hvis ikke du passer på dig selv. Det er i virkeligheden det, jeg synes er vildt fascinerende. Også selvom jeg hele tiden kan mærke den der trang i mig selv til at give noget videre. Eksempelvis ved at fortælle min datter historier om de gode gamle 80’ere, som hun så heldigvis sætter pris på.”

Poesi i bevægelse

Fugle kvidrer. En/ sovende baby sukker./ Digteren pludrer (fra Barnevognshaiku).

Rollen som far har løbende, og på forskellig vis, sneget sig ind i Rasmus Nikolajsens forfatterskab. Allermest prominent kommer det måske til udtryk i Barnevognshaiku der – som titlen antyder – består af en samling haikudigte, som Nikolajsen udformede på barnevognsture med sin datter under barslen. Med haikuets blot 17 stavelser forsøger han her at indfange både det spirende forår og forældreskab. Noget, som ifølge digteren kun var muligt, så længe han rent faktisk holdt sig i bevægelse med barnevognen:

“Da hun begyndte at kravle og kunne falde i søvn, da vognen stod stille, kunne jeg ikke skrive mere. For så blev det for nemt. Så kunne jeg bare gå hen et sted, hvor der var rart at sidde. Digtene krævede ligesom, at jeg var i bevægelse og så stoppede op.“

“For mig handlede det også om at finde nye måder at skrive digte på. Siden jeg var omkring 17 havde mit primære fokus været at skrive digte. Og så kom der lige pludselig den her afbrydelse, da jeg fik et barn. I begyndelsen troede jeg, at jeg bare ville kunne fortsætte, måske endda skrive en form for barselsdagbog hver dag. Men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke engang læse en bog i lang tid.”

“Så på en måde handlede arbejdet med Barnevognshaiku om at gribe ud efter verden: Det der med, at jeg stoppede op med en barnevogn og kiggede mig omkring. Digtene handler jo også meget om den natur, der er rundt om mig i det øjeblik. Om den verden, der er uden for barslen. Samtidig er jeg fyldt af den energi, der ligger i samværet med barnet. Den energi gennemlyser på en eller anden måde alle digtene.”

Nikolajsen peger bl.a. på den berømte japanske digter Kobayashi Issa – som tilsvarende skrev haikuer om sin datter – som inspirationskilde. En anden vigtig inspirationskilde er dog stadig også bare hende, der engang lå i barnevognen:

“Min datter er stadig en forandrende kraft, som kommer hjem med en energi, som forrykker mit liv på en meget givende måde – også i de ting, jeg sidder og skriver nu. For at kunne bruge energien kræver det selvfølgelig også, at jeg får tiden til at skrive. Og med et barn kommer der bare løbende afsporinger, når der skal faciliteres legeaftaler, fodboldtræninger, fastelavnskostumer, måltider og så videre. Men samtidig kan den afsporing også være givende.”

Plads i verden

Mens Barnevognshaiku i den forstand leverer et øjebliksbillede af både natur og rollen som nybagt far, udvider og problematiserer Rasmus Nikolajsen temaerne i bl.a. sort strømmende drøm: Man får her fornemmelsen af en ulmende klima- og biodiversitetskrise, som samtidig sætter forældreskabet på spidsen. Hvilken rolle er der til vores børn i en ødelagt verden? Hvad er det, vi giver videre?

“Det bekymrer mig da meget, at verden er så… ja,” siger Nikolajsen, og lader resten af sætningens katastrofale implikationer stå usagt. “Inden jeg fik et barn overvejede jeg, i hvor stor grad jeg kunne tillade mig at fylde i verden. Kunne jeg overhovedet tillade mig at få et barn, når et barn uværgerligt kommer til at forbruge og fyre CO2 af?”

“Da jeg skrev Tilbage til unaturen (Rasmus Nikolajsens digtsamling fra 2016, som bl.a blev tildelt Kritikerprisen, red.) kunne jeg tilmed finde på at fantasere om, hvorvidt det ville være bedre, hvis man kunne trykke på en knap, der fik menneskeheden til at forsvinde fra Jordens overflade – så der kunne gives plads til alt det andet liv. Men den tanke kan man bare ikke rigtig have længere, når man har fået et barn. I stedet vil man bare gerne bevare alt det gode. Men jeg har selvfølgelig en stor bekymring for, hvad det er for en verden, min datter kommer til at vokse op i. Både i forhold til klimaet, og til teknologi, kunstig intelligens, storpolitik og så videre”.

Nogle lidt tilsvarende bekymringer har digteren også behandlet i Måske sjælen, som lyrisk fortæller Nikolajsens egen familiehistorie om farmoren Inga Lippmann. Hun flygtede under besættelsen fra Gestapo til Sverige, og efterlod Rasmus Nikolajsens egen far, som endnu blot var en baby, i Danmark – overladt til nazisternes nåde: “En våd gestapomand bærer/ et grædende, arresteret/ spædbarn fra en parkeret bil/ hen imod Shellhuset. Pisregn,/ mumler han gnavent. Lorteregn.” Imens overvejer den flygtende farmor, hvad konsekvenserne egentlig er af hendes moderskab:

“Åh, hvilken idiot jeg dog/ er, tænker hun, at sætte børn/ i en verden uden at have/ en verden at sætte dem i.”

Kunsten at give slip

Arbejdet med Måske sjælen var ikke nemt, understreger Nikolajsen. Til gengæld var det forbundet med stor forløsning, da værket blev udgivet, og nogle af de ellers fastlåste familiedynamikker – som i høj grad stadig var påvirket af farmorens flugt – pludselig kunne italesættes:

“Det føltes vildt forbudt overhovedet at skrive om de ting, fordi det var så forbudt at tale om det i familien. Hele det her traume fra krigen var bare noget, der lå og konstant gennemsyrede alle relationerne. Og det var for stort til, at man kunne snakke om det. Jeg tror, litteraturen åbner for, at man alligevel kan fortælle den historie. For det er underligt at have en ting i familien, der er så bærende, og som fylder hos familiemedlemmer, men som man ikke har et sprog for.”

Samtidig sætter digtsamlingen også fokus på nogle større spørgsmål, som ikke kun omhandler den enkeltstående familiefortælling:

“Man fødes som en lille mirakuløs sjæl, og så bliver man udsat for verden. Og der findes strukturer i verden, som lukker ned for alt det sjælelige. Hvilket bare sker i rekordfart, når Gestapo banker på døren – sådan som det sker i Måske sjælen, hvor min farmor er nødt til at lukke ned for sig selv og gå fra sit barn. Så der er noget i den her historie fra 2. verdenskrig, som jeg føler kan spejle visse ting, som foregår i alt liv. Det er ikke altid lige pænt, den måde man bliver udsat for verden på – eller den måde man responderer på.”

Så hvordan skal man egentlig respondere, når man bliver forælder? Hvordan giver man sit barn de bedste forudsætninger for at kunne træde ud i verden – og ja, hvordan bliver man selv en god far? Digteren tygger lidt på spørgsmålet og resten af sin hindbærsnitte, før han svarer:

“For mig handler det først og fremmest om at være nærværende. Og det kan jo så skyldes, at min egen far var utrolig fraværende i hele min barndom. Jeg kan huske den angst, jeg følte, da jeg skulle aflevere min datter i vuggestue for første gang. Det forekom mig helt vanvittigt, og i strid med ønsket om at være der – at være sammen hele tiden og følge med i hendes udvikling. Men det er jo også nødvendigt for at kunne opretholde et liv og et arbejde. Så jeg har samtidig måttet lære at give slip. Hvilket dog bliver nemmere og nemmere, for jeg kan jo se, at min datter trives ved at opdyrke sine egne venskaber og relationer.”

Sommetider kan separationsangsten selvfølgelig stadig være svær at slippe, indrømmer Nikolajsen. Hvilket dog også hænger sammen med, at man heller ikke kan slippe forældreskabet:

“Jeg havde måske ikke regnet med, at det at blive far ville komme til at gennemsyre alt. Alle mine vågne timer, og sikkert også de sovende. Man bliver tvunget til hele tiden at forsøge at være den bedste udgave af sig selv. Hvilket er skønt, men også hårdt. Man kan ikke lige tage en pause fra at være far. Man er det ligesom bare.”

Artiklen er en del af en Føljeton-serie om faderskabslitteratur. Læs alle afsnit i serien her.