Fra magi til mekanik

På et enkelt år er de kinesiske robotter, der optræder i en af de mest sete tv-udsendelser i verden i anledning af det kinesiske nytår, gået fra at danse vaklende folkedans til at udføre koreograferede kungfu-bevægelser.

Til dette års fejring sprang de fremad, drejede rundt og lavede baglæns salto. Ingen snublede, og de lignede i høj grad de mennesker, der optrådte sammen med dem. Bare mere skinnende.

Længe før robotter dansede og udøvede kampkunst på scenen, har selvbevægende, livagtige skabninger dog fascineret os i form af golemer, dobbeltgængere, automater og mere eller mindre menneskelignende mekanismer.

350 år før vores tid byggede den græske matematiker Archytas en selvbevægende, dampdrevet due. Ingeniøren Heron fra Alexandria konstruerede syngende fugle, satyrer, der hælder vand og en dansende figur af guden Pan, der var drevet af luft-, damp- og vandkraft.

Ifølge middelalderhistoriker Elly Truitt var den byzantinske kejser Konstantin VII’s trone omgivet af mekaniske gyldne løver, der kunne brøle og svinge med halerne. Og Leonardo da Vinci kom Kina i forkøbet– i det mindste på idéplan – da han i slutningen af det 15. århundrede designede (og muligvis konstruerede) en mekanisk ridder.

“Jeg vil gå så langt som til at sige, at spørgsmålet om automater er centralt i en igangværende vestlig debat om menneskets natur,” siger Minsoo Kang, som er professor i europæisk historie ved University of Missouri-St. Louis og har skrevet bogen Sublime Dreams of Living Machines. Den handler om vores fantasi og forestillinger om mennesker som maskiner – og mennesker som noget fundamentalt anderledes end maskiner.

“Det er en væsentlig debat og spænding, som har stået på i meget, meget lang tid,” fastslår Kang.

Verden bliver en maskine

I den europæiske middelalder og renæssance blev automater betragtet som noget magisk, frembragt af enten nekromantik eller naturlig magi. Science fiction-forfatteren Arthur C. Clarkes udsagn om, at enhver tilstrækkelig avanceret teknologi er umulig at skelne fra magi, har sjældent været mere passende end på dette tidspunkt.

I stedet for at forkaste automaterne under den naturvidenskabelige revolution, valgte de førende filosoffer og forskere i stedet at fjerne de magiske forklaringer fra maskineriet. Med et fokus på mekanik og naturlove blev automater et vigtigt symbol for det fremstormende mekaniske verdensbillede.

“I 1648 sluttede Trediveårskrigen, som udhulede Centraleuropa. Som følge heraf er der en udbredt søgen blandt unge intellektuelle efter noget nyt, fordi de netop er kommet ud af en periode med ekstrem religiøs fanatisme og splittelse. De intellektuelle klamrede sig til det, der var den mest lovende vej fremad med hensyn til viden: Ikke blot den videnskabelige metode, men en bestemt mekanisk form for videnskabelig metode,” siger Minsoo Kang.

Det nye verdensbillede omfattede hele universet, fortsætter han: “[Den franske filosof René] Descartes sætter gang i debatten ved at sige: Lad os forestille os, at alt er forkert, og lad os sætte spørgsmålstegn ved alt og se, om vi kan genopbygge det hele fra bunden. Den bedste måde at tænke på alting er at tænke på det som en maskine, så hele universet er en maskine. Det er skabt af Gud, som ikke længere er den Gud, som disse religiøse fanatikere tror på, men en slags guddommelig ingeniør, en skaber, der har sat det urværk sammen, som er universet.” 

Den britiske filosof Thomas Hobbes forstår ligeledes staten som en stor maskine, hvor kongen er ingeniøren, mens den britiske læge William Harvey beskriver menneskehjertet som en pumpende maskine. Selv uden magi er der altså stadig plads til fantasi og forundring. Og inden længe træder automaterne ind i det, som Kang betegner som deres guldalder. De bliver til sensationer.

“Den nye Prometheus”

Det franske tidsskrift Mercure de France rapporterer om fænomenet i april 1738: “På Hôtel de Longueville, rue St. Thomas du Louvre, har hele Paris i omkring to måneder med beundring kunnet se et mekanisk fænomen, det mest enestående og samtidig mest glædelige, der nogensinde er set.”

Det mekaniske fænomen var en livagtig fløjtespiller, der kunne spille fjorten forskellige melodier, bygget af den franske opfinder Jacques de Vaucanson. En metaltunge, der kunne bevæge sig, styrede luftstrømmen og skabte pauser, og automatens fingre blev dækket af hud, da Vaucanson opdagede, at træfingre ikke kunne spille på en metalfløjte på samme måde som et menneske kunne. “Hvor er det synd, at mekanikeren stoppede så snart, når han kunne have fortsat og givet sin maskine en sjæl,” lød det fra en tilskuer.

Tusindvis af mennesker besøgte udstillingen, og i de efterfølgende måneder præsenterede Vaucanson yderligere to mekanismer: en trommeslager og det, der sidenhen skulle blive kendt som hans mesterværk, en fordøjende and. “Hvis det kun var en kunstig and, der kunne vralte og svømme, ville det ikke være så ekstraordinært, men denne and spiser, drikker, fordøjer og skider,” skrev en samtidig historiker i 1741.

Den franske filosof Voltaire kaldte Vaucanson for “den nye Prometheus” med reference til titanen i græsk mytologi, som stjæler ilden fra de olympiske guder og skænker den til menneskeheden i form af teknologi og civilisation.

Det var også derfor, Minsoo Kang stødte på ham: “Jeg vidste, at jeg ville beskæftige mig med oplysningstidens historie, og jeg tænkte, at jeg ville skrive en gruppe-biografi om nogle af de mere radikale oplysningsfilosoffer i Frankrig og England. Mens jeg forskede i det, dukkede Jacques de Vaucansons navn hele tiden op. Han var en folk talte om, og jeg fandt et brev, som Voltaire skrev til Frederik den Store af Preussen, hvor han sagde, at Jacques de Vaucanson vil gå over i historien som ‘vores tids store geni’. Jeg tænkte: Hvem i alverden er Jacques de Vaucanson?”

Den mystiske franskmand viste sig at være Kangs yndlingsfilosoffers yndlingsfilosof, der tilsyneladende satte trumf på det mekaniske verdensbillede:

“Da folk som Jacques de Vaucanson begyndte at konstruere disse automater, fungerede det bare. På et tidspunkt, hvor alle troede på, at alt var mekanisk, kom denne geniale mekaniker med disse apparater, der faktisk efterlignede mennesker og menneskelig adfærd, siger Kang. “Moderniteten, som den eksploderede i Europa specifikt, var gennemsyret af mekanismens og maskineriets sprog, hvor automaterne blev et varigt og vigtigt symbol.”

Er maskinerne gode eller onde?

Vaucansons and var dog et fupnummer. Anden havde aldrig noget fordøjelsessystem, men et hulrum til det mad, som den blev fodret, og et andet hulrum, der blev manuelt fyldt op med andeklatter. Det var altså hverken magi eller særlig kompleks mekanik.

Mekanismerne blev heller ikke ved med at imponere. “Vaucansons automater var fuldstændig lammet,” rapporterede Goethe efter at have set dem i 1805. “I et gammelt havehus sad fløjtespilleren i meget uimponerende tøj, men hans dage som musiker var forbi (…) En and uden fjer stod som et skelet og spiste stadig havre med stor appetit, men havde mistet sin fordøjelsesevne.”

Automaterne får dermed en ny rolle i vores fælles forståelse, siger Minsoo Kang: “I midten af det 18. århundrede bliver situationen i Europa drastisk værre. Det ser ud til, at løftet om en fantastisk ny verden, som blev fremsat af de mekanistiske tænkere i oplysningstiden, ikke bliver til virkelighed. Så eksperimenterne og mekanismerne viser sig ikke kun at være en fiasko, men for mange mennesker viser det sig at være endnu værre end det. De bliver problemet. De politiske tænkere, som nu mener, at løsningen er at eksperimentere med forskellige regeringsformer, herunder demokrati, begynder at se undertrykkende regeringer som den slags mekaniske enheder, som Thomas Hobbes talte om. På forskellige niveauer i de intellektuelle og kulturelle sfærer i Europa ser man et udbredt oprør mod mekanisk tænkning. Maskinen bliver noget, vi skal kæmpe imod.”

Det er denne centrale spænding, som Kang sporer i sin bog. For mens mennesker gennem tiden har været fascineret af at skabe kunstige væsener, herunder automater, mekaniske mennesker og intelligente maskiner, har vi også sideløbende frygtet selvsamme.

“I anden halvdel af det 18. århundrede forsvinder fascinationen af automater ikke, fordi der stadig bliver skabt flere automater. Men de betragtes nu i andre termer. Pludselig, i anden halvdel af det 18. århundrede, ser jeg mennesker fra alle samfundslag bruge ordet automat i en negativ betydning, såsom tyranniske automater, der styrer denne tyranniske statsmaskine, uvidende mennesker, der ikke har nogen egen vilje. Så europæerne fortsætter med at lave automater, og folk er stadig fascinerede af dem, men de bliver også til noget andet. De bliver til noget, man kan grine af, latterliggøre og fordømme,” siger Kang.

En vekselvirkning mellem frygt og fascination er ifølge Kang afgørende for robotternes centrale, vedvarende rolle i vores fælles forestillinger. Det er spændingen mellem drømmen om at udvide og udvise menneskets magt og kreativitet og mareridtet om at miste kontrollen og underminere mennesket.

Vores nuværende bekymringer og frygt for kunstig intelligens og robotter har altså en lang oprindelseshistorie. Som overskriften i The Guardians artikel om de kinesiske nytårsrobotter også afspejler: “Hvor bekymrede skal vi være?”

Der er langt fra Vaucansons mekaniske and til nutidens kinesiske robotter og kunstig intelligens. Og da Minsoo Kangs bog udkom i 2011, var det også før den nuværende debat om kunstig intelligens eksploderede. Ifølge Kang illustrerer debatten dog, at spændingen mellem fascination og frygt vedbliver:

“Hvis jeg tilføjede et ekstra kapitel, ville jeg sige: Se, det foregår stadigvæk. Det er med andre maskiner, og vi har nogle nye bekymringer, men det er stadig en pingpong mellem teknologisk optimisme og teknologisk pessimisme. Der er stadig ikke rigtig nogen, som prøver at bryde ud af den.”

/Emilie Ewald 

Når verden bliver mekaniseret, bliver den også beregnelig og forudsigelig. I morgen møder vi en matematiker, der angiveligt beregnede og forudsagde sin egen død.