Nyhedsanalysen

Stemme for de tavse

Demonstration foran den russiske ambassade i København lørdag d. 29. oktober 2016 i protest mod Ruslands bidrag til rædslerne i Aleppo. Den danske læge, debattør, aktivist og forfatter med syrisk baggrund Haifaa Awad taler.(Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2016)

I det seneste døgn er titusindvis af folk strømmet ud på gaderne i London og Istanbul – i spontan protest mod det Rusland-styrede folkedrab, der lige nu udspiller sig i det østlige Aleppo i Syrien. I aften bliver også lille, fjerne Danmark scene for lignende demonstrationer. Et nødråb imod den dødelige passivitet, som de vestlige lande – herunder Danmark – fortsat udviser over for præsident Putin og Assad-regimets bestialitet og forbrydelser mod menneskeheden i nedkæmpelsen af civile. På Christiansborgs Slotsplads kl. 19 i aften er der indkaldt til en stor manifestation under parolen ”Stop massakren på civile i Aleppo”.

Den syrisk-fødte læge Haifaa Awad får som arrangør af demonstrationen følgeskab af filminstruktøren Nagieb Khaja, tidligere formand for FN’s Generalforsamling Mogens Lykketoft og forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke, Helle Munk Ravnborg, til akkompagnement af musikerne Shaka Loveless og Isam B. Protestbølgen rækker dog langt videre: I aften kl. 19 er der også fakkeldemonstration på Rådhuspladsen i Aarhus, foran rådhuset i Odense, på Stændertorvet i Roskilde, og – imponerende nok – på Bornholm, nærmere bestemt Zahrtmannsvej 2 i Rønne.

Hvad skal det nytte, tænker mange kynikere. Andre kalder ligefrem demonstranterne for naive. I en situation, hvor det, man engang kaldte for ‘verdenssamfundet’, har udstillet sig selv som handlingslammet, kan der også være god grund til at være endog meget skeptisk over for, hvad det skal gøre af forskel, at en gruppe fortvivlede borgere forsamles i Danmark. Forvirringen bliver ikke mindre af, at krigsteatret i Syrien er mere end almindeligt bestialsk.

Oprørerne i det østlige Aleppo kommer langt fra alle fra FSA, Den Frie Syriske Hær. Tværtimod huserer al-Qaeda alias Jabhat al-Nusra og Jabhat Fateh al-Sham også i ly af de civile mennneskeskjolde, og disse fascist-jihadister har i den grad også begået krigsforbrydelser med henrettelser og tortur. Som den britiske Mellemøst-korrespondent Robert Fisk skriver i Independent: ”Mange af ‘rebellerne’ er blandt de mest modbydelige og hensynsløse krigere i Mellemøsten.” Ingen skal være i tvivl om, at borgerkrigen i Syrien bestemt ikke kun står mellem de ‘gode’ og de ‘onde’. Befolkningen i Aleppo terroriseres fra stort set alle sider.

Én af Danmarks suverænt bedste skribenter, når det gælder tragedien i Mellemøsten, Informations Lasse Ellegaard, forklarer det sammenfiltrede kaos i en læseværdig analyse i dagens avis: ”Hvad der begyndte som en revolte for syrisk demokrati, blev ret hurtigt til en sekterisk borgerkrig mellem sunniekstremister og shiitiske trosretninger – med de kristne på sidelinjen, men med generel sympati for regimet. Og fra 2014 med USA som aktiv deltager – ikke med støtte til oprøret mod al-Assad, men med militær mobilisering mod Islamisk Stat og den al Qaeda-relaterede Nusra-front.”

Kombinationen af krigsforbrydelser fra såvel Assad-regimet, støttet af Rusland og Iran, som fra jihadist-netværkene, støttet af bl.a. arabiske rigmænd, fordobler imidlertid kun den humanitære katastrofe. De civile mennesker, som fortsat er fanget mellem bomber og trusler, er blevet ladt totalt i stikken af et internationalt samfund, der selv er blevet brændt af de fejlsalgne krigseventyr i Irak, Libyen og Afghanistan. Men fortidens dumheder er et sølle argument for at svigte op mod 100.000 sagesløse mennesker påny.

Menneskelighed er aldrig en given størrelse, men skal derimod konstant mobiliseres. I aften er muligheden for at vise hinanden, at vi i det mindste ikke har mistet troen på medmenneskeligheden. Følg Haifaa Awad på Facebook, hold dig her orienteret i løbet af eftermiddagen om den blodigt alvorlige udvikling – og mød op i aften kl. 19 rundt om i landet.

+ Læs desperate Twitter-nødråb inde fra selve Aleppo

+ Se destruktionen i Aleppo – i forvivlende enkle fotos

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12